Sommeren har blandt så meget andet også budt på en debat om, hvorvidt kristendommen er en gammel sandhed. Umiddelbart forstået er udsagnet et lidt naivt udtryk for, at tiden går, og at en indsigt derfor bliver ældre.
At en indsigt bliver ældre, behøver den ikke at blive forkert af. En gammel sandhed kan sagtens være lige så sand som en ny sandhed, og omvendt kan gamle sandheder ikke stå i vejen for nye sandheder. For nye sandheder dukker op, fordi vores tid ændrer sig, og andre og nye erfaringer kommer til. Sandheder opstår og forgår, og andre består.
Det var sandt for romerne, at kejser Augustus var gud. Det er det ikke for os i dag. Så at sige, at kristendommen er en gammel sandhed, må siges at være et lidt naivt udsagn og i hvert fald ikke den store teologi, fordi sandheden i kristendommen er, at vi tror på en Gud, der gør alting nyt (Åb. 21, 5).
For spørgsmålet er, hvad der sker, hvis man gør kristendommen til en gammel sandhed. Så gør man kristendommen til en religion og ikke et møde med Gud. Den tyske teolog Rudolf Bultmann (1884-1976) undersøgte således forholdet omkring Kristi opstandelse og fandt, at de første kristne ikke så opstandelsen som en historisk begivenhed. De så det som det, man kalder for en eskatologisk begivenhed.
Eskatologi vil sige et møde mellem Gud og mennesket, hvor Gud er i historien, eller evigheden er i tiden, og gør alting nyt. Derfor indeholder den ældste kristne dåbsbekendelse, som vi kender, og som var i brug i den katolske kirke indtil 1969, heller ikke opstandelsen; man bekender her troen på Gud den almægtige, dernæst på Jesu lidelser og kors og endelig på Helligåndens virkende gaver. Opstandelsen er ikke med i bekendelsen, for opstandelse er ikke historie, men noget nutidigt, der sker.
Derfor så Bultmann udviklingen af evangelierne og særligt Lukas' dobbeltværk (evangeliet og Apostlenes Gerninger) som en måde at gøre opstandelsen til historie på. De første kristne levede i en nærforventning om Jesu genkomst og så derfor opstandelsen som et møde (jf. Paulus i 1. Kor. 15, 3-9), men som tiden gik, blev det nødvendigt at gøre også det til historie, og det sker i evangelierne, og tydeligt altså hos Lukas, og særligt i Apostlenes Gerninger, som teologen Frans Overbeck (1837-1905) har kaldt for kirkehistoriens største uforskammethed, fordi den flyttede blikket fra den opstandne og til kirken. Men det er en naturlig udvikling, hvor eskatologi bliver til historie.
Så hvis kristendommen er en religion og derved historie, så kan man med en vis ret godt teologisk sige, at kristendommen er en gammel sandhed, men derved har man låst sig fast på kristendommen som en monolit og ikke som en inkarnation, der gør alting nyt.
Det kan bemærkes, at medlem af Folketinget Christian Langballe (DF) som den dygtige teolog, han er, så dette i sin kronik i Berlingske Tidende (den 22. juli), hvor han til sidst skrev, at evangeliet er en gammel - og ny - sandhed. Som gammel sandhed er den historie, og det er lidt naivt at lægge vægten der. Men som ny sandhed er den udtryk for Guds stadige bevægelse ind i verden, for evangeliets vedvarende forkyndelse og fornyelse af verden og mennesket.
Og denne fornyelse kan have forskellige udtryk alt efter tidens udtryk. Hvad der var rigtigt engang, behøver ikke være det en anden gang, for sigtet er kærlighed til Gud og mennesket. Kristendommen er ikke en monolitisk størrelse, der en gang for alle har givet anvisninger på, hvorledes livet skal leves.
Kristendommen er Guds vedvarende fordring, der spaltes som et prisme ind i tiden. Derfor er kristendommens sandhed altid ny.
Og derfor er den absolutte modstilling, som ofte finder sted, mellem tidsånd og Helligånd forkert, for den ser bort fra, at inkarnationen, at Gud træder ind i tiden, finder sted. Tidsånden kan både være åndssvag og rigid, men den kan også påvirkes af forkyndelsen i Jesus Kristus og blive moden til at modtage evangeliet.
Hvis det ikke er tilfældet, hvorfor skulle der så forkyndes? Der forkyndes for at gøre Gud og Guds ord kendt i tiden og blandt mennesker, der tager det op og tager det til sig og bliver forandret af det. Tidsånden kan derfor til tider overraskende blive moden til evangeliet. Et eksempel er kvinder som præster, hvor tiden her til lands åbenbart først blev moden til denne evangeliske sandhed i 1947. Derfor er det i bedste fald naivt at sige, at kristendommen er gammel sandhed, for det kunne skygge for, at Gud gør alting nyt.
Hvis kristendommen er en gammel sandhed, så handler det om den tomme grav og de skete ting. Hvis kristendommen er en ny sandhed, så handler det om at møde Kristus (1. Kor. 15, 8) og ting, der sker.
Martin Luther definerede teologi som den retfærdiggørende Guds møde med det syndige menneske. Altså ikke en undersøgelse af Gud for sig eller en undersøgelse af mennesket for sig, men en undersøgelse af mødet mellem disse.
Og derved er Luther helt på linje med Paulus i hans forståelse af kristendommen som et møde mellem mennesket og den opstandne. Sandheden er her ikke fastlåst, men sandhed gør os frie (Joh. 8, 32). Hvis mødet skal være et sandt møde, så sker der nyt i dette møde, og nye sandheder om Gud og mennesket kan dukke op. I Luthers teologiske forståelse er der ikke teologisk plads til kristendommen som en gammel sandhed, men altid som en ny sandhed, der gør mennesker frie.
Så hvis kristendommen er en gammel sandhed, er det i bedste forstand en konstatering af, at tiden går, men hvis kristendommen er en ny sandhed, så det en fastholdelse af evangeliets indsigt om, at mødet med den opstandne Kristus er det afgørende.
Faren ved at holde fast i, at kristendommen er en gammel sandhed, er, at kristendommen fastlåses som en monolitisk størrelse, hvor der ikke er plads til Guds inkarnation, at Gud bliver menneske og træder ind i tiden.
Gud træder ind i tiden, ikke for at opløse sig selv, men for at taler sit befriende ord ind i tiden og til tiden. Og det gør Gud i dag, som han gjorde dengang: talte sandheden, der altid er ny.
Skal vi så ikke synge Grundtvigs vidunderlige salme ”Kirken den er et gammelt hus”? Selvfølgelig skal vi det. Den handler jo netop om, at selv om huset synker i grus, så er vi Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Den handler om Kristus, der er den sammen i dag som i går, nemlig som ham, der gør alting nyt i mødet med ham.
Hvis kristendommen udelukkende ses som en gammel sandhed, bliver kristendommen til historie og religion, men hvis kristendommen ses som en stadig ny sandhed, så kan den forandre menneskers liv i mødet med den opstandne Kristus.
Det handler om forholdet mellem historie og eskatologi. Lægges vægten på historien, bliver kristendommen til en gammel sandhed blandt andre sandheder, og lægges vægten på eskatologien, bliver kristendommen til et stadigt gennembrud af Guds rige.
Faren ved at lægge vægten på eskatologien er, at man mister vægten af at være menneske. Derfor skal kristendommen leve mellem historie og eskatologi, mellem fald og genoprejsning i samlivet med den Gud, der gør alting nyt.
Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Hjørring i Aalborg Stift