Jeg har en tysk ven, som jeg lærte at kende, fordi han var kommet til Danmark for at arbejde som ingeniør.
Han skulle lære dansk. Jeg ville gerne forbedre mit tysk, fordi jeg læste på germanistisk institut, som det hed dengang.
Engang, hvor vi talte om national identitet, betroede han mig, at han skammede sig over at være tysker. For det havde han lært i skolen, at han skulle. På grund af Hitler. Han var tydeligt bevæget, mens jeg var lidt forundret over at stifte bekendtskab med en jævnaldrende tyskers ”Kollektivschuld” og – mangel på – ”Vergangenheitsbewältigung”.
Det er over 20 år siden. Min ven var sidst i 20’erne dengang – og havde altså ud fra en rent nøgtern betragtning ingen grund til at føle skyld og til ikke at kunne forlige sig med Tysklands nazistiske fortid. For det er det, det betyder: ”Vergangenheitsbewältigung”. At komme overens med fortiden.
Der er ikke mange, der går rundt og skammer sig over at være dansker. Når jeg føler skyld og skam, er det over ting, jeg selv har gjort.
Min ven er nu for længst flyttet tilbage til Tyskland, men under opholdet i Danmark var han meget optaget af, hvad danskerne tænkte om tyskerne.
Jeg sparede ham for det meste. Men sandheden var, dengang i 1990’erne, at der var mange danskere, der så lidt skævt til tyskere. Mine bedsteforældre, der havde oplevet Besættelsen, eller de fem forbandede år, som min farmor insisterede på at kalde dem, var forbeholdne. Min farfar var heller ikke begejstret, da jeg valgte at læse tysk som hovedfag på Københavns Universitet. ”De troede jo, de var herrefolket,” forklarede han om tyskerne.
Også serien ”Matador” beskæftiger sig med Tyskland som besættelsesmagt. ”Det er en tysker, Kvik”, advarede grisehandler Larsen sin gårdhund for så at berolige med, at frikadellen faktisk var en dansker. ”Og gid du må sejle i dem,” var ekspeditricen Gudruns afskedssalut, da tyske soldater spørger efter Herrenhosen i Tøjhuset.
”Gudrun, jeg tror, vi skal nøjes med at behandle vores gæster korrekt,” formanede den altid besindige fru Skjern med noget af en eufemisme om besættelsesmagten.
I efterspillet efter befrielsen bliver der også gjort kontant op med feltmadrasser og værnemagere. I ”Matador” og i virkeligheden.
Min yndlingslærer i folkeskolen var tysker. Han var generelt meget vellidt, men ikke hævet over at blive drillet med kartoffeltyskerne. Det tog han dog i stiv arm. Det er tyskerne, der har bragt kartoflen til Danmark, belærte han os overbærende.
Og måske er det rigtigt. I annalerne om kartoffeltyskerne fandt jeg en historie fra slutningen af 1700-tallet om en bonde i Nørre Snede, der fik besøg af seks tyskere, der til gengæld for nattely gav ham nogle kartofler, som han plantede og så: Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Så var han kartoffelavler.
En anden betegnelse for nabofolket er pølsetyskere. Og det er ikke venligst ment. En pølsetysker er en turist, der tager maden – pølser – med for at spare.
Efter at have spurgt mine tyske venner, der heller ikke kan komme i tanke om eksempler, vover jeg at postulere, at det hidtil har været ganske uhørt at lave komedie om Adolf Hitler i Tyskland.
Men i 2012 udkom den tyske forfatter Timur Vermes ”Er ist wieder da”, som er en humoristisk roman om Hitler. Føreren vender tilbage til Berlin i året 2011, og fra hans synsvinkel gives en samfundssatire af det moderne Tyskland.
Romanen blev en bragende succes i hjemlandet og er oversat til 27 sprog. Hitler er begejstret for de sociale medier og deres propagandamæssige perspektiver. Mindre begejstret er han for frau Merkel – og mobiltelefoner. De er skadelige, fordi den tyske ungdom ikke ser sig for og kan komme alvorligt til skade. Derfor bør de kun gives til uønskede elementer. Intet er helligt for Vermes. Sågar die Judenfrage (jødespørgsmålet) tages under behandling.
I 2015 blev romanen filmatiseret.
Hitler river den kritiske dokumentarist, der har fulgt hans vej gennem medierne, i næsen, at han var demokratisk valgt, hvad jo netop er en af grundene til, at tyskerne den dag i dag har så svært ved at komme overens med deres belastede fortid.
Filmen er, ud over at gøre nar af føreren, også en kritik af nutidens Tyskland og højredrejningen i samfundet.
Men i denne kroniks sammenhæng er det tankevækkende, at man kan ironisere over Hitler-tiden og alt, hvad den indeholdt.
Betyder det, at tyskerne har sluppet deres belastede fortid? Næppe.
Det har været diskuteret, om man overhovedet kan tillade sig den slags humor som tysker. Nogle mener ja, andre mener nej.
Nazitiden behandles også fortsat med alvor i film som ”Tavshedens labyrint” fra 2014 om retsopgøret med tidligere nazister i de såkaldte Auschwitz-processer i 1963. I vor tid retsforfølges de få nazister, der er tilbage. Også de, der ikke har deltaget i deciderede drab, hvilket er en stramning af retspraksis af nyere dato. Sidste år blev 94-årige Oskar Gröning idømt fire års fængsel for at være bogholderen fra Auschwitz.
I filmen ”Urmageren” anerkendes Georg Elser som en helt for sit forsøg på at slå Hitler ihjel ved et bombeattentat i München. I lighed med Sophie Scholl, studenten fra München, der udbredte flyveblade mod regimet og sammen med sin bror blev henrettet af nazisterne.
”Wir schaffen das,” lød de nu så berømte ord, da Tyskland i slutningen af 2015 havde taget imod over én million flygtninge og migranter. Frau Merkel blev straks Prügelknabe. Det blev endda postuleret, at ordene havde øget tilstrømningen til Europa. Indenrigsminister Thomas de Maiziére undsagde offentligt kanslerens politiske dagsorden. Finansminister Wolfgang Schäuble brugte udtrykket ”eine Lawine” om situationen.
Nytårsnatten i Köln og de cirka 1000 overgreb på kvinder har vist sig at være ”gefundenes Fressen” for højrepartiet Alternative für Deutschland, der har oplevet massiv vælgertilslutning siden, ligesom sommerens anslag i Bayern givetvis også bliver det.
I EU er der heller ikke konsensus om frau Merkels linje. Mange mener endda, at Brexit er en direkte konsekvens af den førte flygtningepolitik i Tyskland og begyndelsen til unionens endeligt.
Men hvorfor fastholdt Frau Merkel så stædigt, vil nogle kalde det, at ”wir schaffen das”, når selv Dalai Lama har udtalt, at der ikke er plads til flere migranter i Europa?
Har det noget med ”Vergangenheitsbewältigung” at gøre?
Den tyske Spiegel-journalist Özlem Gezer, der har tyrkiske rødder, har udtrykt sig sådan om tyskernes belastede fremtid og deres – deraf følgende – forhold til migranter:
”For mig var det hverdag, at jeg i min hjemby Hamborg måtte besvare integrationsspørgsmål fra tyskerne. Vi migrantbørn lærer tidligt at anskue tyske spørgsmål positivt, tyskerne har nemlig denne grusomme fortid og nu en stor interesse for ’fremmede kulturer’.”
I den tyske forfatning står der i artikel 16a, at politisk forfulgte har ret til asyl. Det var en absolut bestemmelse indtil 1993, hvor asylpresset blev så stort på grund af Østblokkens sammenbrud i senfirserne og især borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i 1992, at forfatningen blev ændret til, at politisk forfulgte, der ikke havde fået asyl i et andet EU-land eller et andet sikkert tredjeland, har ret til asyl i Tyskland.
I år er der også sket væsentlige stramninger af reglerne, som har medført en betydelig nedgang af tilstrømningen af migranter til Tyskland, og kanslerens popularitet er igen stigende. For den ser unægteligt ud til at være omvendt proportional med antallet af asylansøgninger og ditto stramninger.
Har Tyskland sat sit eget lands – og EU’s – sammenhængskraft på spil på grund af skyld og skam over nazitidens demokratiske valg af en diktator, der havde millioner af menneskers liv på samvittigheden?
Det er et spørgsmål, tyskerne stiller sig selv i denne tid. Der tales om en tysk ”Sondermoral” (særlig moral, red.), altså at der gælder en særlig velkommenhedskultur i relation til flygtninge.
En kultur, der efter nogens mening er gået for vidt.
Helle Birk er lektor, cand.jur. et mag.
