Vi er midt i en sommer fyldt med had.
Hver dag har sin terror. Onde gerninger er blevet dagligdagsnyheder midt i en ferietid.
Men kan vi elske ondskaben væk og omvende vores fjender ved blot at forstå dem? Næppe.
For måske gælder det snarere om at erkende, at ikke alle er gode, at nogen faktisk er en fjende.
Tidligere på sommeren sendte Deadline live fra Folkemødet på Bornholm. Det var med to fra højrefløjen, Mikael Jalving og Simon Andersen, og to fra venstre, Özlem Cekic og David Trads.
Midt i udlændingedebatten bekendte Özlem Cekic, at intet menneske er født til at hade. Jalving svarede med Shakespeare: Hadet er lige så meget en del af mennesket, som kærligheden er.
Det var lige før, øjnene rullede hos Cekic. Men Jalving kunne ligeså godt have citeret Jesus frem for Shakespeare. Jesus påpeger flere gange, at hadet også bor i mennesket. Kristendommens syndsbevidsthed er et mere realistisk syn på mennesket end humanismens tro på det gode menneske.
I Bjergprædikenen lærer Jesus os, at vi ikke skal hade vores fjender, men bede for dem. Jesus regner faktisk med, at vi har fjender, og at had findes.
Hadet og fjender kendte Søren Kierkegaard også til.
I sine sidste år rasede Kierkegaard. Ingen var ordentlige kristne.
Han hadede sin bror, teologen Peter Christian Kierkegaard. Han var både grundtvigianer og præst i statskirken. Søren Kierkegaard hadede både grundtviganerne og statskirketeologerne.
I et hedensk samfund, og sådan anså Kierkegaard det danske, måtte den kristne møde vantroen og troens fjender med had, hån, spot og latterliggørelse.
Peter Christian, Kierkegaards bror, ville gerne komme på god fod med sin bror. Det ville Søren ikke være med til. Jesus siger det ellers meget klart: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”.
K.E. Løgstrup mente, at hadet var et ideal for Kierkegaard. Det er misforstået. Kierkegaard mente, at man måtte indse sit had og vide, at man har fjender, førend man kan tilgive dem.
Kierkegaard påpegede, hvor svært det var at blive 100 procent som Kristus. Bjergprædikenen er ofte blevet udlagt som ren utopi:
Den skildrer gudsriget, og derved viser Jesus os det, vi ikke kan. Jesus fælder således dom over os og viser os, hvorfor vi har brug for hele den fortsatte historie – evangeliet om hans liv, død og opstandelse. Forenklet sagt begynder Jesus med at revse os for, hvad vi gør forkert, for senere at åbenbare os, at vi må håbe på Gud og bæres af hans kærlighed og nåde, fordi vi så tit har vist os utilstrækkelige.
Det er i samme åndedrag, vi skal forstå Jesu ord om had og fjendekærlighed. De er mærkelig nok blevet meget populære i en misforstået form a la: ”Hvis alle nu bare levede, som der står i Bjergprædikenen, ville verden være et sted fyldt med fred, kærlighed og harmoni.”
Jesu ord forveksles da med humanisme og idealisme. Og så går det personlige ansvar af ordene. For når vi ophøjer Jesu krav til mig til noget idealistisk og måske politisk, gør vi det upersonligt, og vi agerer af samme grund ligeså uansvarligt derefter.
Hvis det ikke angår mig personligt, men bliver et samfundsanliggende eller idealisme, er det nemt at være forsonlig, tilgivende, inkluderende og love sig selv, at man aldrig vil sige et hadefuldt ord om nogen.
Men så snart vi selv bliver personligt anfægtet og ramt, viser det sig naturligvis, at vi er mennesker. At vi er både uforsonlige og hadefulde – og selv nogens fjender.
Det er for nemt ikke at hade og dele ud af sin tilgivelse og overbærenhed, hvis man ikke selv står i fare. Hvis du tilgiver eller elsker på andres vegne, er det ligefrem et overgreb på dem, der har mødt virkelig fjendtlighed og ondskab.
Præsten Tage Schack blev skudt af HIPO-folk under Anden Verdenskrig. Han havde begravet en stikker, bedt for hende, men nægtet at rose vedkommende i sin tale. Det kostede ham livet.
Schack pointerer i en af sine prædikener, at ægte fjendekærlighed er som hos den første kristne martyr Stefanus. Han blev stenet ihjel for sin tro på Kristus. Stefanus bad for sine fjender, da de dræbte ham. Schack skriver, at der jo er forskel på som Stefanus at bede for dem, der slår en selv ihjel, og så at stå ved siden af og tilgive den, der forfølger og piner og dræber andre.
Det sidste er nemlig hykleri. Så stiller vi os an på andres vegne, når vi bryster os af at elske vores fjender og vise os inkluderende. Af sit humane og gode hjerte vil man ikke indse, at nogen kan være ens fjende. I stedet siger man, at det bare gælder om at forstå hinanden.
Men at elske sin fjende er aldrig at sige god for hans handlinger. Eller at det måske bare drejer sig om at sætte sig i den andens sted og bære over, når vi tror, vi forstår.
Hvor ofte har vi ikke hørt det? At vi skal lære at forstå terroristen? At vi skal have medlidenhed med terroristen fra København, fordi han havde haft det svært i skolen, eller forstå, at terroristen fra Orlando havde det svært med homoseksuelle, fordi han måske selv var det?
Her ender vi med at undskylde vores fjender. Forståelse nærmere sig let forræderi mod ens næste. Forræderi mod de efterladte, der mistede i København og Orlando.
Som kristne ved vi, at der følger ansvar med kærligheden. Men måske kærligheden også kan bestå i at straffe og trække grænser, der er til bedste for min næste, og som han ikke selv kendte, fordi han ikke kendte den kristne Gud?
Vi elsker fred, og derfor vil vi holde vores næste fra livet ved ikke at være vrede på ham. Men vores fjende er et menneske, der faktisk kommer os ved. Fjendekærligheden betyder, at jeg skal elske min fjende, ikke for min gode samvittigheds skyld, men under det ansvar, at han er et medmenneske.
Han er nemlig fælles med mig om at være utilstrækkelig og har derfor kun den kristne Guds barmhjertighed at håbe på.
Jeg befrier ikke verden fra ondskab eller fjender ved at tilgive dem. Tværtimod gør jeg dem en bjørnetjeneste, hvis jeg ikke elsker dem ved netop at påpege deres synd og fortælle dem, at kun Gud er retfærdig.
Den russiske forfatter Dostojevskij oplevede i sin tid, at det russiske retssystem blev reformeret. Man indførte nævningeting.
Og Dostojevskij oplevede, at man nu begyndte at frikende de anklagede. Det gav juridisk retfærdighed for de uskyldige, men Dostojevskij blev oprevet over, at nævningene af barmhjertighed og gode hjerter tilgav beviseligt skyldige mennesker.
Dostojevskij mente, at nævningene frikendte de skyldige, fordi de selv var bange for at blive dømt. Som Jesus siger det: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”.
Det var imidlertid en misforståelse. Som Dostojevskij skriver:
”At flygte fra dommen af ren og skær medlidenhed, det er det samme som at svigte sit medmenneske”. Det kender vi jo godt; både barmhjertighed og fjendekærlighed kan nogle gange være kristne dyder, som er gået amok.
Når fjendekærlighed bliver til overbærenhed med det onde, har vi misforstået vores ansvar og kærlighed til næsten. Derfor gælder det om først at erkende, at der findes had og fjender, og dernæst at elske din fjende.
Hvordan? Ja, ved at bede Gud om, hvad der er til bedste for ham: Hans omvendelse til den barmhjertige Gud og vores frelser Jesus Kristus. For – og det er den store kristne påstand – kun Guds ånd kan forandre virkelige fjender til venner og onde mennesker til gode.
Hvad ville Søren Kierkegaard så have sagt til alt dette? Gik han i døden med sit bitre had til alle sine teologiske fjender og kirkelige uvenner? Var der noget, han endnu ikke havde fået sagt, blev han spurgt til allersidst:
”Nei,” eller, ”jo, hils alle Mennesker, jeg har holdt meget af dem alle sammen … Alt saae ud som Stolthed og Forfængelighed, men var det ikke. Jeg var slet ikke bedre end de andre.”
Ja, alt det, der lød så ondt, var bare ment til bedste for hans næste.
Lis Samuelsen er sognepræst i Sorø Klosterkirke, og Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst i Roskilde Domkirke