Den politiske beslutningskraft er med krisen og de nuværende politiske diskussioner deponeret i Bruxelles. Den overmodige politiske teoretiker Francis Fukuyama skrev i 1989 sit verdensberømte essay The End of History, hvor han fatalistisk erklærede demokratiets endelige sejr. Oven på murens fald mente Fukuyama, at det liberale demokrati havde sejret endegyldigt som en del af den historiske evolution.
LÆS OGSÅ: Velfærdsstaten er et værn mod ekstremisme
Men desværre lader kriseberedskabet 23 år senere til at tegne en helt ny fortælling, hvor det ikke er det liberale demokrati, der står i centrum, men derimod den økonomiske liberalisme, der truer demokratiet.
Mens de borgerlige stemmer har råbt højt om demokrati, når det handlede om truslen fra den østeuropæiske kommunisme, eller når det handlede om de hjemlige Muhammed-tegninger eller de autonome fra Ungdomshuset, så mødes den igangværende europæiske afdemokratisering med total tavshed. Den politiske beslutningskraft er med Europagten og de nuværende politiske diskussioner deponeret i Bruxelles.
Den borgerlige tavshed er alarmerende, når vi passivt har accepteret, at eurokraterne kan bestemme, at vi skal reducere et offentligt forbrug, der ikke er for højt, og skal øge arbejdsudbuddet, mens vi mangler arbejdspladser. De diskussioner bør tages med udgangspunkt i det danske demokrati og ikke på grundlag af skrivebordsarbejde i Bruxelles.
Men flere økonomer og embedsmænd er netop begyndt at knægte vores repræsentative demokrati til fordel for en mere autoritær ledelse, der kan gennemtvinge såkaldt nødvendige reformer og styre den økonomiske politik på afstand af de folkelige masser.
De dystre økonomiske fremtidsudsigter for Europa har skabt desillusion blandt økonomer, politikere og andre fagfolk, som endnu ikke har formået at præsentere en langsigtet social og økonomisk bærerdygtig plan for EU. I manglen på bedre lyder kravene derfor om en mere autoritær styreform, der mest af alt minder om en slags økonomisk diktatur.
Vi står ifølge de nye stemmer med et enten-eller-valg, hvor vi kan vælge mellem et langsommeligt, folkestyret demokrati eller et effektivt, autoritært teknokrati. Det er med andre ord os selv, der vælger fremtiden, som Venstres Europa-parlamentariker Jens Rohde for et par måneder siden skitserede med en bemærkning om den europæiske reformkurs: Skal vi af demokratiske hensyn tage den langsomme vej, eller skal vi gå efter det gode resultat?. Svaret fra Rohde var entydigt, at demokratiet må vige for resultaterne.
Samme budskab er blevet gentaget af Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, der har udtalt: Udnævnelsen af nye teknokratiske regeringer, ledet af internationalt respekterede økonomer, vil sikre den nødvendige finanspolitiske stramning og gennemførelsen af de fornødne strukturelle reformer, der over tid vil betyde, at de enkelte lande genvinder den økonomiske styrke på en langt mere troværdig måde, end hvis folkevalgte politikere var sat til at genoprette økonomien.
Og selvom det står slemt til i Danmark, så bliver det kun endnu værre, når man lytter til den norske professor i økonomi Rögnvaldur Hannesson, der bramfrit fremhæver den fascistiske italiener Benito Mussolini og militærdiktatoren Augusto Pinochet som de gode eksempler. Med udgangspunkt i disse autoritære forbilleder foreslår han indsættelse af et ikke-demokratisk overhus til at stoppe de folkevalgtes uansvarlighed og sikre de såkaldt nødvendige reformer.
Tankegangen er altså simpel: ud med uansvarlige demokrater og ind med ansvarlige teknokrater. Denne opskrift er netop blevet fulgt i Grækenland og Italien, hvor ikke-folkevalgte økonomer som Lucas Papademos og Mario Monti er kommet til magten. Hvis Rohde, Pedersen og Hannesson får magt, som de har agt, kan disse udpegninger meget vel vise sig at være forvarsler om et nyt Europa.
Udviklingen bekræfter, at demokratiet aldrig kan tages for givet, selvom det har givet os mere end 60 år med europæisk fred, sikret os mod polarisering af samfundet og skabt en samfundsudvikling uden voldsomme klassesammenstød. Disse vigtige sejre bliver i slipstrømmen på den globale finanskrise betvivlet af den økonomiske elite.
Grundlaget for den opblomstrende autoritære økonomisme bygger på forestillingen om den påståede statsgældskrise. Ifølge denne fordrejede mainstream-analyse er det de såkaldte uansvarlige europæiske stater, som myterne om de dovne grækere og de korrupte italienere har været eksempler på, der har fået det europæiske korthus til at vælte. Analysen postulerer, at det alene er velfærdsstaternes uansvarlighed og overforbrug, der skulle have skabt den nuværende krise, og at løsningen derfor vil være at reducere den offentlige sektor.
Hvis man kigger lidt bredere på det samlede Europa, så er den nuværende gæld først og fremmest opbygget af en uansvarlig finanssektor og ikke en uansvarlig offentlig sektor. Lande som Irland, Spanien, Island, Storbritannien, Letland og Litauen, der i dag befinder sig i dyb recession, havde alle gældsrater under den europæiske grænse på 60 procent af BNP.
Med undtagelse af Spanien er gælden i disse lande faktisk fordoblet, siden finansverdenen kollapsede i 2007. Finanssektorens rolle er helt tydelig, hvis vi kigger på Irland, der inden krisen optrådte som en slags gælds-duks med en gæld på blot 24 procent af BNP. Siden har den irske stat brugt i omegnen af 400 milliarder kroner på at redde konkurstruede banker, hvilket har skabt en gæld på 108 procent af BNP.
Myten om statsgældskrisen er blevet herskende på den europæiske dagsorden. Men det er langtfra en tilfældig eller objektiv analyse. Den er tværtimod udtryk for en politisk og økonomisk filosofi, der sætter markedet over demokratiet.
Det er en anskuelse, der tager afsæt i teoretiske modeller med blindt fokus på udbudssiden af økonomien og hård monetarisme. Deres tro på markedet er ukuelig, hvorfor dette også skal have lov til at passe sig selv for enhver pris uanset dets destruktive karakter. Løsningen vil altid være mere marked og mindre stat præcis det svar, som vi hører over hele Europa for tiden. Vi skal spare os til vækst og beskæftigelse. Men det nye er netop, at den neoklassiske filosofi har udviklet sig i en retning, hvor markedet nu også står over demokratiet. Det forklarer netop den borgerlige tavshed over for de nyeste demokratiske trusler.
Spørgsmålet til os alle sammen må derfor være, hvor langt vi er villige til at gå i forhold til at ofre demokratiet til fordel for de såkaldte nødvendige reformer, som de senere år f.eks. har ført til en afskaffelse af efterlønnen, strammere europæisk finanspolitisk styring og afskedigelse af tusinder i den offentlige sektor. Vil vi virkelig acceptere, at sådanne tiltag blev gennemført uden demokratisk mandat?
Historien burde fortælle os, at vejen mod social fremgang og øget vækst går gennem et styrket demokrati. Vores løsning må aldrig blive demokratiets afvikling.
Derfor kan vi heller ikke fortsat blindt sætte vores lid til troen på markedets fortræffeligheder. Det har tværtimod bragt os på afveje, som den konservative britiske journalist, redaktør og forfatter Charles Moore skrev for nylig i The Daily Telegraph: Det har varet mere end 30 år, men nu mærker jeg, at jeg må stille spørgsmålet: Har venstrefløjen i sidste ende ret? Når de banker, der skulle bekymre sig om vores penge, tager dem fra os, sætter dem over styr og takket være de statslige garantier ikke straffes for det, så er det slemt. Det viser sig, at et system, der var tænkt som hjælp til de mange, har perverteret sig til et system, der beriger de få.
Hvis vi er villige til at lære af vores historiske fejltagelser, så vil hverken mere autoritære styreformer eller mere dogmatiske markedsløsninger udgøre svaret på den nuværende krise. Og det bør være en kurs, der sikrer en udvidelse af demokratiet og en styrket inddragelse af verdens befolkninger.