I 2016 kan vi fejre et jubilæum af vidtrækkende betydning: I 1416 erklærede kong Erik af Pommern grev Heinrich af Holsten krig med det formål at erobre hertugdømmet Slesvig, det vil sige territoriet imellem Kolding Å og Ejderen.
Erik af Pommerns mål var ikke blot en erobring af hertugdømmet, men tillige en inkorporering i Danmarks rige og dermed en ophævelse af hertugdømmets juridiske status som netop hertugdømme.
Der er en forbløffende lighed imellem Erik af Pommerns projekt og 1800-tallets nationale problematik, der havde rod i spørgsmålet om, hvorvidt hertugdømmet Slesvig skulle omfattes af Grundloven og dermed knyttes tættere til Danmark.
Hertugdømmet Slesvig havde siden 1326 været under kraftig dominans af de holstenske grever, selvom det lykkedes Valdemar Atterdag at vinde den nordlige del (svarende nogenlunde til det nuværende Sønderjylland) tilbage i slutningen af sin regering.
Da han døde i 1375, blev det imidlertid umuligt for datteren dronning Margrete at opretholde den danske magt i Slesvig, og et reelt holstensk hertugdømme voksede fast indtil 1404, hvor grev Heinrichs to brødre, Albrecht og Gerhard, blev slået ihjel på et togt mod Ditmarsken.
Denne svækkelse af den holstenske magt blev den store chance for dronning Margrete og hendes adoptivsøn Erik af Pommern. I 1411 havde de presset sig til at opnå den reelle magt i det territorium, som Valdemar Atterdag i sin tid havde behersket. I 1412 blev Flensborg indtaget med triumf kort tid før den store dronnings død den 28. oktober.
Men territoriet sydfor manglede for at fuldføre triumfen, navnlig det altafgørende Gottorp slot, der stadigvæk var i den holstenske greveslægts besiddelse.
INDLEDNINGSVIS GIK DET strygende for kong Erik. I 1413 lod han ved en farcelignende retssag Slesvig tildele sig selv ved rigets kansler, roskildebiskoppen Peder Jensen Lodehat, under en magtfuld forsamling af rigets fremmeste repræsentanter i Nyborg.
Dommen havde som konsekvens, at mange holstenere gik over til kongen, som nu tog sig ud som fremtidens mand. I 1417 havde kongens styrker erobret Slesvig by.
Men så begyndte det hele at gå i stå. Ganske vist lykkedes det i 1420 for kong Erik at falde holstenerne i ryggen med et ekstremt voldeligt overfald på Femern. Til gengæld faldt holstenske tropper ikke længe efter kongen i ryggen med en belejring af det vigtige slot Tørning ud for Haderslev.
På papiret var udviklingen dog stadigvæk fantastisk for kong Erik. Den 15. juni 1423 lykkedes det ham at presse seks hansestæder, herunder det så vigtige Lübeck, til en traktat, hvorefter de var forpligtet til at hjælpe ham i krigen mod holstenerne. De fik fredelige forhold til at bedrive deres handel til gengæld, men deres politiske frihed var med traktaten blevet kompromitteret på det kraftigste.
Det var sågar med de samme seks hansestæders hjælp lykkedes at indgå en aftale imellem kong Erik på den ene side og den holstenske modpart på den anden om at lade den tysk-romerske kong Sigismund dømme i striden imellem dem. Dette kom til at ske den 28. juni 1424 i Budapest, som i middelalderen lød det tyske navn Ofen, hvorfor dommen er gået over i historien som Ofen-dommen.
Processen forud for Ofen-dommen havde udspillet sig dels i Danmark, dels i Ungarn, og der var stort set ingen grænser for den grad af manipulation og historieforfalskning, som Erik af Pommerns sagførere lagde for dagen.
For eksempel hævdedes det på et vist tidspunkt, at kong Valdemar III, der havde givet hertugdømmet Slesvig i forlening til holsteneren Gerhard den Store (Den kullede greve) i 1326, simpelthen ikke havde været konge, hvorfor forleningen heller ikke kunne være gyldig, og hvorfor den holstenske part ikke kunne påkalde sig en arveret til Slesvig gående tilbage til netop Gerhard den Store.
Selve Ofen-dommen var udtryk for en rent politisk kalkule fra kong Sigismunds side: Han var kommet på kant med kurfyrsterne, som var naturligt positivt indstillede over for den holstenske sag, og hans bestræbelser på at bekæmpe de husittiske kættere gik elendigt. Han kunne med andre ord godt bruge en ven i Norden til at støtte sig, hvorfor han ophævede Slesvigs status som hertugdømme og tildelte kong Erik og Danmarks rige og krone hele territoriet.
De militære realiteter ændrede sig imidlertid ikke med Ofen-dommen. Efter en langvarig krig, der kom til at sætte hele det baltiske rum i brand, faldt Flensborg den 7. september 1431 som det sidste støttepunkt for kong Eriks magt i hertugdømmet Slesvig.
Kongens dårligt organiserede hær fuld af svenske bønder (kong Erik var som følge af Kalmarunionen tillige konge af Sverige) kunne ikke hamle op med nordtysk, militær professionalisme; muligvis havde svenskerne svært ved at mobilisere stor begejstring for udsigten til at inkorporere hertugdømmet i Danmarks rige. Dermed var spillet ude for kong Erik, der tilmed blev afsat af det danske rigsråd i 1439 efter en lang og opslidende magtkamp.
SLESVIG SKULLE KOMME TILBAGE til den danske konge i 1460, da Christian I blev valgt til hertug af Slesvig og tillige greve af Holsten, efter at hertug Adolf – nevø til den grev Heinrich, krigserklæringen 1416 var rettet imod – var død barnløs.
Men hertugdømmet Slesvig forblev fremover et hertugdømme juridisk set på trods af utallige ændringer og opsplitninger. Kong Erik havde med krigserklæringen 1416 haft til hensigt at indlemme hertugdømmet i Danmarks rige på linje med Nørrejylland, Fyn, Sjælland. Det mislykkedes totalt!
I stedet betød hans fremstød i syd det stik modsatte, nemlig knæsætningen af Slesvigs status som hertugdømme juridisk adskilt fra Danmarks rige. Det var som sådan, Slesvig skulle komme til at blive en ansats til de følgende århundreders kriser og krige.
Som det er normalt for tabere, fik Erik af Pommern en ualmindelig dårlig presse. Det er ikke helt retfærdigt. Kongen havde visioner, og han har sat sig vigtige spor, hvoraf nogle den dag i dag er synlige i bogstavelig forstand: Det var ham, der opførte borgen ved ”Krogen” – det senere Kronborg – og indførte Øresundstolden i 1429.
Den pragtfulde Maribo Domkirke skyldes også kong Erik. Han havde planer om at oprette et universitet i Danmark. Det var under kong Erik, København for alvor udviklede sig til landets hovedstad. Han gjorde en stor indsats for handelslivet i de danske købstæder.
Hvor kan man læse om Erik af Pommerns historie, når man ser bort fra de negative beretninger? Der findes en righoldig mængde tekster i form af traktater, hanseatiske forhandlingsprotokoller, våbenhvileaftaler, procesakter, domme og jo altså en krigserklæring fra 1416, der alle belyser kong Eriks politik.
Teksterne publiceres med dansk paralleloversættelse i Diplomatarium Danicum til fri brug for alle på diplomatarium.dk. Og her kan man også læse alt muligt andet herligt om tidens kirkelige, økonomiske, sociale og juridiske forhold.
Markus Hedemann er projektleder ved Diplomatarium Danicum, som er et forsknings- og udgivelsesprojekt under Det Danske Sprog- og Litteraturselskab