Erstatning til voldtægtsofre selv når der ikke rejses tiltale

Ofre for voldtægt bør behandles som ofre, indtil det modsatte er bevist. Dagens to kronikører foreslår, at domstolene i forbindelse med voldtægtssager bør kunne tildele tort-erstatning, uanset om selve voldtægtssagen fører til dom eller ej, og uanset om den mistænkte frikendes helt

BAG HVER VOLDTÆGT lukker historien sig som en lukket bog. I kun lidt over en procent af samtlige voldtægter dømmes gerningsmanden. Det handler om forløb, hvor kun to mennesker har en mulighed for at huske, hvad der skete. De har ikke oplevet eller set det samme. Begge kan tale sandt, uden at oplevelserne stemmer overens.

LÆS OGSÅ: Vold- og voldtægtssager trækker ud ved domstolene

Bortset fra falske voldtægter er der et ydmyget offer, der har krav på en oprejsning, som vedkommende ikke får. Problemet skyldes, at den anklagede bevisligt skal have haft til hensigt at gennemføre samleje trods kvindens beviste protest. Tvivlen kommer den mistænkte til gode.

Da de færreste voldtægter foregår i overværelse af vidner, går mange gerningsmænd fri, uden at politi eller domstole kan gøre noget ved det.

Der er ikke noget at sige til, at kvinden tænker sig om, før hun anmelder voldtægt.

Hun skal sørge for, at der er friske beviser til stede, gennemgå lægelige undersøgelser, sidde i timelange forhør og sidde med angsten for, at der ikke rejses tiltale, så hun i almindeligt omdømme ser ud til selv at have været ude om det. Hendes anmeldelse bliver jo kendt.

Professor Vagn Greve har allerede for mange år siden foreslået, at man flyttede på bevisbyrderegel og uskyldsformodning, så der kunne falde dom i flere sager.

Vagn Greve henviser til et scenarie på en strand, hvor tre rockertyper beder en pige, der er alene, om at tage tøjet af og lægge sig ned, hvorefter de har samleje med hende på skift. Efter Greves fremstilling frikendes de pågældende, fordi pigen ikke har gjort modstand, og navnlig fordi mændenes egen opfattelse af situationen meget vel kan have adskilt sig fra pigens. De opfatter sig som charmører.

Vi ved, at omkring 200.000 kvinder hævder at have været udsat for fuldbyrdet voldtægt eller voldtægtsforsøg.

Hvis vi antager, at gruppen af kvinder, der udsættes for voldtægt, aldersmæssigt ligger mellem 15 og 65, svarer det til en størrelsesorden på 4000 nye voldtægter hvert år. Af disse anmeldes kun 450. Kun 50 af disse ender med, at en gerningsmand dømmes, og 32 ender med en tiltale eller dom for falsk anmeldelse

Lidt procentregning: 87 procent af alle voldtægter anmeldes ikke. 1,25 procent af alle voldtægter ender med, at gerningsmanden dømmes. 11 procent af alle voldtægter anmeldes. 8 procent af alle anmeldte voldtægter ender med en dom for falsk anmeldelse.

Kun anmeldte voldtægter omtales i pressen. Borgernes billede bliver derfor skævt. Der findes langt flere voldtægtsofre, end vi går rundt og bilder os ind. Det retlige apparat er ikke tilstrækkeligt til at gøre noget ved skævheden.

Sammenligner man med andre alvorlige forbrydelser, findes der ikke nogen tilsvarende kriminel praksis, systemet ikke kan regulere.

HVER ENESTE voldtægtsoplevelse er krænkende og medfører traumer og store individuelle og samfundsmæssige tab. Dette gælder, uanset om sagen bliver anmeldt, og uanset om gerningsmanden bliver tiltalt eller ej.

Hvor voldtægten anmeldes, risikerer ofret efter et langt, opslidende forløb med afhøringer, at der ikke rejses tiltale eller sjældnere, at gerningsmanden frikendes, selvom der rejses tiltale. Den voldtagne får ingen æresoprejsning på grund af mangel på bevis.

Retsforløbet fremtvinger en firkantet forståelse: Enten var der tale om voldtægt, eller også var der ikke. I det ene tilfælde dømmes manden, i det andet frikendes han. Frikendes han, føler kvinden sig dømt. Konsekvensen er, at den krænkede sidder tilbage med skaderne.

Gråzonen er stor, og det vil fortsat være afgørende for retten ud fra tvivl at skulle tage stilling til, hvad der på et tidspunkt foregik i mandens øverste hoved. Tvivlen fører til, at kvinden fratages sin ret til den æresoprejsning, der ligger i at blive betragtet som offer.

Retten tager ikke stilling til hendes subjektive oplevelse af forløbet. Kvindens almindelige omdømme er ikke domstolens sag, hvor det er sladderen, der gælder.

7,3 procent af de registrerede voldtægtsanmeldelser er falske, og omkring en procent af de skønnede faktiske voldtægter er falske. Historierne om falske voldtægtsanmeldelser skal nok tages i betragtning, men ikke ændre vores virkelighedsbillede.

Stillingtagen til berettigelsen af kvindens oplevelse er jo netop relevant i den sammenhæng. Hvis billedet af historierne om falsk voldtægtsanmeldelse fylder for meget og medvirker til at holde andre tilbage fra at anmelde voldtægt, så vil et nyt fokus på kvindens oplevelse via torterstatning snarere bidrage til at afhjælpe forholdet end det modsatte.

VI VIL IKKE ANFÆGTE den nuværende retlige proces. Men systemet yder ikke ofrene beskyttelse. De bliver let dobbelte tabere. Kvinden burde i medmenneskelig forstand være offer, indtil det modsatte blev bevist, men sådan er spillereglerne ikke.

Hun udsættes for kontroltab over sin krop, og så skal hun tilmed finde sig i en markant risiko for, at hun ikke får genvundet den tabte ære bagefter.

Retten tager ikke stilling til, om kvinden har haft ret til at føle sig krænket eller ej. I stedet for ser man på mandens forsæt. Hun bliver efterladt i den mørkeste skygge af tvivlens gråzone. Hendes behov er omsorg, psykologisk trøst og bistand. Det behov tager politiet sig ikke af.

Rehabiliteringen gøres usikker. Blandt andet derfor er mørketallet i voldtægtssager stort, og blandt andet derfor går mange kvinder rundt med ubehandlede traumer.

Ikke alene har de tabt i kraft af voldtægten, de har også tabt i anden omgang, enten fordi de ikke anmeldte, eller fordi manden ikke kom for retten på grund af mangel på bevis.

Her kommer vi så med et nyt forslag: Hvis domstolen finder kvindens oplevelse af at have været krænket berettiget, skal hun tilkendes erstatning for tort.

Det nye er, at kvindens bistandsadvokat i samarbejde med politiet skal få retten til at tage stilling til berettigelsen af kvindens oplevelse af hændelsesforløbet for sig. Hun skal kunne få erstatning, selv når der ikke rejses tiltale.

Det vigtigste vil for hende være, at hun forstår, at retten har hørt på hende og finder anmeldelsen berettiget. En sådan procedure vil også kunne tvinge anklagemyndigheden til at se på vidneforklaringerne i et andet lys.

Der åbnes mulighed for, at en del kvinder får den æresoprejsning, de har krav på.

Om erstatningen skal udredes af staten eller af manden, må det politiske system og siden domstolene tage stilling til.

Med udsigt til torterstatning vil der i en del tilfælde være noget at komme efter. Muligvis bliver manden ikke dømt i strafferetlig forstand, men mindre vil kunne gøre det. Der bliver trukket en streg, hvor kvindens ret til at have følt sig krænket bekræftes.

Anna Rosenbeck er cand.psych., og Mikael Hertig er cand.scient.pol.