MEFISTOFELES HAR ET TILBUD til dig. Du kan som Faust vælge at indgå en pagt med ham. Han vil give dig sikkerhed, og al terror vil ophøre. Til gengæld skal du opgive dit privatlivs fred, dine retsgarantier og dine menneskerettigheder. ”Betænk det vel,” formaner Mefistofeles.
Det er et fristende tilbud i disse dage, hvor Danmark er i chok over, at terrorens rædsler har ramt os, og hvor vi er i dyb sorg over dens uskyldige ofre. Mange er grebet af frygten, ja, selv vore børn er ramt. Jeg deltog i går i en udsendelse på DR Ultra. Tv-programmet for piger og drenge mellem 7 og 12 år, hvor børnene kunne stille spørgsmål om weekendens tragiske begivenheder, hvor det stod klart, at angsten havde ramt dem.
Jeg gjorde et forsøg på at fortælle dem - og det er realiteten - at til trods for de forfærdelige hændelser, er risikoen for, at de og deres kære bliver udsat for en terrorhandling, næsten ikke til at få øje på. Det er nu engang farligere at færdes i trafikken.
Et helhjertet forsøg, men måske forgæves, for ”det er ikke nogen følelse, som hurtigere kan få vor dømmekraft ud af ligevægt, end frygten”, skrev den franske humanist Michel de Montaigne. Det gælder for børn som for voksne. Frygten er den stærkeste følelse, vi kender, og med god grund er det den første følelse, der beskrives i Bibelen. Frygt, der gør, at vor livskvalitet forringes.
Det er ord, der er vigtige at lægge sig på sinde netop i disse dage, lige så vigtige, som det er at vide, at terror er 5 procent bang, død og ødelæggelse og 95 procent frygtkommunikation. En kynisk kommunikation med det klare mål at få os til at miste fornuften og overreagere, for eksempel ved at vi giver slip på vore værdier som retssikkerheden og menneskerettighederne. Og det er præcist det, som fjenderne af vor civilisation, de onde kræfter, ønsker, for at de kan få nyt brændstof til deres primitive forestillinger om, at de kan ændre verden ved uhyrlige og afskysvækkende forestillinger.
MEN HVAD GØR VI SÅ for at modstå Mefistofeles' fristende tilbud?
En forudsætning for fornuft er indsigt. Befolkningen skal have reelle og relevante oplysninger om terror og truslen og om bekæmpelsen af dette uvæsen. Forkerte, misvisende eller slet ingen informationer kan medvirke til dannelsen af en række skrækscenarier og myter, der får os til at bide på frygtens krog og Mefistofeles' fristende tilbud.
Der er et skrigende behov derfor. Min telefon-log fra lørdag eftermiddag og til mandag aften fortæller dette. 133 henvendelser fra journalister fra Færøerne i nord til Frankrig i syd, over England i vest til Bornholm i øst. Et informationsbehov, der som en tør svamp suger vandet til sig.
Det fortæller, at befolkningen, eller måske rettere dens repræsentanter i medierne, klart har behov for og ønsker en skitsering af den virkelighed - de vilkår og muligheder - der eksisterer i terrorbekæmpelsen. Befolkningen vil have indblik i, hvordan der tænkes og arbejdes i efterretningstjenesterne. Et forståeligt og legitimt behov.
Informationerne skal ud og gøres til genstand for en kvalificeret debat, og hvor det er nødvendigt at se de hårde kendsgerninger i øjnene: at ingen kan udstede en garanti for, at der ikke sker terror i Danmark.
”At ingen lovgivning, intet forbud, intet påbud, ingen overvågning kan udrydde livets farer,” som et medlem af Folketinget, den tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V) engang så fint og rigtigt udtrykte det, samtidig med at hun understregede, at vore politikere ”bilder os ind, at jorden bliver et bedre og mindre farligt sted at være, blot vi indskrænker friheden”.
Men det er værd at mærke sig, at selvom livet er fyldt med farer, så er det også en gave - og en opgave. Vi har alle her et ansvar også i forhold til terrorbekæmpelsen, hvor vi kan medvirke til at modvirke denne ondskab og skabe et sikkert og robust samfund. Den slags opgaver er ganske enkelt så store, at vi ikke kan overlade det til PET alene.
Realiteten er, at det stærkeste våben i kampen mod terroren er den folkelige modstand forankret i en fast tro på, at vort forsvar og vort arsenal mod terrorisme er vor grundlov. Den er den formelle ramme om vort demokratiske system og de fundamentale spilleregler i et demokrati og dets værdier.
Weekendens begivenheder er en påmindelse om, at det at kæmpe for disse idealer gælder for os alle. Et af de frygtsomme børns spørgsmål i den nævnte tv-udsendelse var: ”Hvorfor kan vi ikke bare være søde ved hinanden?”.
Et naivt og banalt spørgsmål vil nogle sige, men netop i det banale ligger det basale. En påmindelse om at bruge vor rummelighed og evnen til at leve med og respektere andre kulturer og religioner. Og ikke mindst en påmindelse om, at opløsningen af vore værdier kun kan ske, hvis vi selv ønsker det. Men så bliver vi medskyldige, og ligegyldigheden en straf.
Det blev understreget ved mindehøjtideligheden mandag aften. Selv for mig, en ”hærdet” politimand, var det en stærk og rørende oplevelse at se det massive opbud af mennesker fra alle trosretninger vise deres modstand mod terrorisme og høre mine pointer understreget i sangen, som Pernille Rosendal fremførte: ”Man binder os paa Mund og Haand, men man kan ikke binde Aand, og ingen er fangne, naar Tanken er fri. Vi har en indre Fæstning her, som styrkes i sit eget Værd, naar bare vi kæmper for det vi kan li.”.
Sammen med mindemarchen i Paris efter angrebet på Charlie Hebdo giver det os håb om, at islamisterne har sat katastrofekursen for sig selv. Et håb, der er frygten overlegent, og som kan løfte os videre der, hvor frygten trækker os ned.
DET ER MIN FASTE OVERBEVISNING, der ikke alene manifesterer sig i smukke og stærke mindestunder, hvor de rigtige ord blev sagt, men også i hverdagen. Men jeg ved desværre, at det ikke varer længe, før vi er tilbage i den, og hvor vi risikerer, at angrebet bruges i valgkampen og af islamofoberne og på en sådan måde, at vi skubber nogle i armene på de ekstremistiske miljøer, de ellers ville have vendt ryggen.
Der ses allerede nogle usmagelige og respektløse politiske tweets, opdateringer og klummer, der gør en forstemt. Der gives udtryk for - næsten som at høre et ekko fra højreekstremisten, superterroristen Anders Behring Breiviks manifest - at ”venstrefløjen og andre, der har støttet islams indtog i Danmark, bør gøres til medskyldige” for weekendens terrorhandlinger.
Jeg vælger at tro, at en sådan udtalelse er en enlig svale, der som bekendt ikke gør nogen sommer. Men det er også en bøn om, at vore politikere fortsætter med at bevare den værdighed og respekt, der er blevet udvist de seneste dage. Det er nemlig også nøgleord, der er værdifulde i terrorbekæmpelsen.
Min gamle arbejdsplads PET spiller en vigtig og dygtig rolle i at forebygge, modvirke og forhindre terror, men de spiller ikke den afgørende rolle. Det gør vore politikere, men også du og jeg, og nogle af ordene, der kan bruges i denne kamp, er nævnt.
Jeg falder ikke for Mefistofeles' fristende tilbud. Faust gjorde, og hans sjæl var hjemfalden til Djævelen, men han blev hjulpet tilbage til den rette vej. Men dit svar bør du finde med din forstand og i dit hjerte. Sikkerhed eller rettigheder, frygt og fornuft. Betænk det vel!
Hans Jørgen Bonnichsen er pensioneret chefkriminalinspektør, forfatter og foredragsholder