Kære Erik A. Nielsen. Det er en sand fornøjelse at få lov til at motivere tildelingen af den fineste faglitterære pris til dig. For din afhandling med titlen "Kristendommens retorik" og undertitlen "Den kristne digtnings billedformer" modtager du Georg Brandes-Prisen 2009.
Skal jeg forsøge at finde nogle få, dækkende ord for, hvorfor vi iblandt årets i øvrigt stærke felt nåede til enighed om, at netop denne udgivelse var særligt fremragende og fortjente prisen, vil jeg – på vegne af udvalget – sige følgende:
Værket er skrevet på et bemærkelsesværdigt højt og måske ligefrem internationalt niveau, det er skrevet i et misundelsesværdigt rigt, levende og elastisk sprog.
Dets historiske overblik over et næsten grænseløst materiale er imponerende, det favner den kristne kunst bredt og specielt den danske salmedigtnings billedsprog med fikspunkter hos Kingo, Brorson og Grundtvig – de tre husguder – og endelig udlægger det en kompliceret hermeneutisk fortolkningslære og åbner dermed for perspektiver fremad mod en ny, præciseret forståelse af såvel ældre som nutidig litteratur.
Hvad er det så for et værk, du har skrevet? – og som du er i gang med at skrive, må jeg skynde mig at tilføje. For "Kristendommens retorik" er første selvstændige bind i en frygtindgydende række på fire, hvoraf nummer to er en monografi om Kingo, nummer tre er en monografi om Brorson, og nummer fire er et leksikon. Det bør understreges, at "Kristendommens retorik" kan læses selvstændigt og af udvalget er blevet vurderet som et sluttet, om end ikke afsluttet værk.
Ja, det er først og fremmest i sig selv et værk af forbløffende rækkevidde og mangfoldige dimensioner. Materialet afgrænses til en næsten 2000 år lang periode – hvis man ellers kan kalde det for en afgrænsning – fra Bibelen over middelalder, barok, oplysning og romantik frem til Grundtvigs død i 1872.
Inden for filosofien er der udbredt konsensus om, at den klassiske filosofi slutter, og den moderne filosofi tager sin begyndelse med Hegels død i 1832. Men Erik A. Nielsen giver generøst det gamle paradigme 40 år mere at leve i og sætter tilmed en dansk tænker og billedmager som skillelinje mellem gammelt og nyt.
Emnet i "Kristendommens retorik" bestemmes som værende kristen digtning, eller stilistik og retorik, eller hermeneutik, eller litterær ikonografi eller teologi, eller Bibelens receptionshistorie.
Værket bestræber sig på at sætte dansk kristen digtning ind i en omfattende europæisk sammenhæng, at være en yderst detaljeret indføring i den firfoldige læseform, en vanskelig og avanceret eksegese, der har domineret i århundreder op til vor tid, og endelig at være en art håndbog, hvori man ved et fyldigt register kan slå en række fænomener op.
DE PRINCIPPER og billedmønstre, der gennemorganiserer den kristne retorik, er ikke før nu blevet karakteriseret til bunds i et studie af dansk samledigtning. Et sådan studie har en næsten uvurderlig værdi i sig selv, det er et restaureringsprojekt, der tåler sammenligning med den omfattende digitalisering, der for tiden finder sted på Det Kongelige Bibliotek, men det er også mere end en restaurering.
Det er en fastholden og en fortsættelse af en hermeneutisk tradition, hvis tænkning i analogier og billedlighed har lige så meget for sig som dekonstruktionens tænkning i forskelle og afvigelser. Det er et kritisk, reflekteret forsvar for en læsemåde, hvis århundredlange dominans er sat under pres af nyere teoretiske modestrømninger i det 20. århundredes litteraturteori.
Er man uenig i bogens læsepraksis, finder man i det mindste anledning til at genoverveje sin position. Er man enig, finder man utallige, overraskende illustrationer på vigtigheden af den kristne sprog- og billedforståelse.
"Kristendommens retorik" er komponeret i to dele, hvis titler er henholdsvis "Hermeneutisk" og "Eksegetisk". I den hermeneutiske førstedel gøres der forsøg på at gennem- og sammentænke fire grundlæggende bestanddele af kristendommen: dens retorik, dens sprogforståelse, dens fortolkningsformer og dens billedopfattelse. Der leveres fyldige analyser af de grundlæggende begreber og fænomener.
ET HOVEDÆRINDE er at bevidstgøre os om sprogets og tilværelsens guddommelige mysterium, og hvordan dette grundforhold kommer til syne i den kristne digtning. Synssansen er overalt aktiv, hvad enten den stilles over for billeder i konkret, fysisk forstand, eller den stilles over for sprogets billeder. I den forbindelse tales der med en vidunderlig metafor om sprogets "tyndhed".
Afhandlingens eksegetiske del er opbygget over kristendommens såkaldte firfoldige læseform, der fortolkes som et sammenhængende paradigme for billedforvandling. Den firfoldige læsemåde er et åbenbaringsmønster, der gradvis lader en indtil denne dag uafsluttet guddommelig plan komme til syne.
Paradigmet for den firfoldige tekstforståelse svarer til en almenmenneskelig erfaringsrække, den enkelte gennemløber, når denne er stillet over for et kunstværk.
Første trin, den bogstavelige tilstand, modsvarer det sansede indtryk, hvad enten der er tale om et billede eller billedsprog. På andet trin, den typologiske/allegoriske tilstand, spørges om sansningens betydning, specielt den betydning, der åbner sig for et af Helligånden beåndet blik. I den tropologiske eller moralske tilstand spørges der om fænomenets virkning og indgriben i den fortolkendes eget liv. Omsider stilles der i paradigmets fjerde, eskatologiske tilstand et spørgsmål om såvel fænomenets som jegets plads i helheden, i kosmos såvel som i frelsens historie.
ET EKSEMPEL, Erik A. Nielsen selv betjener sig af som mønstergyldigt, og som jeg her kan bruge til at kaste lys over den firfoldige læseform med, er Grundtvigs julesalme "Dejlig er den himmel blå" fra 1810. Salmens omdrejningspunkt er tilsynekomsten af en ny stjerne på himlen, den nat Jesus blev født, og denne stjerne foretager igennem Grundtvigs salme en række bevægelser, der er fuldkommen styret af den firfoldige tekstbetydnings paradigme.
Salmens komposition forstås altså først i det øjeblik, man i hermeneutisk forstand ser og følger de fire tilstande for sit indre blik. Første tilstand er børnenes syn af "de gyldne stjerner" på himlen og parallelt hermed den gamle, østerlandske stjernetyders syn af en ny stjerne "på himlens bue". Sansningen afløses snart af en religiøs tydning. Stjernerne blinker ikke blot for børnene, de "vinker" også, "os fra jorden op til sig", og tilsvarende udlægges den nye stjernes lys som et tegn på, at "en konge uden mage" er blevet født.
Fra anden til tredje tilstand bevæger salmen sig, idet himlens stjerne af de tre vise mænd genfindes i (Jesus)"barnets milde øje". Bevægelsen i salmen stemmer overens med en voldsom bevægelse i sindet hos de vise mænd, og de svarer herpå ved at neje og ofre "på gyldne fade/ røgelse med søden lugt". Kommet så langt er der kun den fjerde, eskatologiske tilstand tilbage, hvori børnene mindes om, at de – ligesom de vise mænd fra Østen – har en sådan stjerne, og "når I den følger gerne,/ kommer I til Jesus vist." Denne stjerne er nu ikke længere at skue på himlen, men stråler ud af Jesu "guddomsord", der skal "lyse for vor fod".
Om Erik A. Nielsen med" Kristendommens retorik" grundlægger en ny disciplin, hvis emne er sprogets ikonografi, eller han nuancerer og opdaterer den grundigt, kan diskuteres, og forfatteren undlader da heller ikke at føre diskussionen med sig selv i værkets indledning. Men uanset om han gør det ene eller det andet, har han med dette i flere henseender store værk gjort sig fortjent til Georg Brandes-Prisen 2009.
Anders Juhl Rasmussen er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad