Minder og oplevelser fra et sommerhus i Hardanger

I sommerhuset er der hverken tv eller internet. For det moderne storbymenneske, hvis hverdag er fyldt med medier, kommunikation og mange relationer, betyder stilheden, at vi kastes tilbage i os selv, skriver kronikøren, som fortæller om årtiers liv i sommerhuset i Hardanger i Norge

Minder og oplevelser fra et sommerhus i Hardanger

”Det skjulte Norge” kaldte højskolemanden Jørgen Bukdahl en bog, som han udgav i 1926. Med den titel mente han den undertrykte sprog- og kultur-tradition, som fandtes i bygdenorge, herunder Vestnorge, Vestlandet.

I dansk og norsk historieskrivning betegnes perioden 1380-1814 som fællestiden, men den dansk-norske fælleskultur, der udviklede sig efter Reformationen, var danskpræget og domineret af embedsmændene og bykulturen.

Velstående engelske turister opda-gede Vestnorge i 1830'erne, og ”lakse-lorderne” fulgte snart efter. Den tyske kejser Wilhelm II var også tiltrukket af det vestnorske fjordlandskab og kom i mange år før Første Verdenskrig sejlende dertil på sit skib ”Hohenzollern”. Bønderne tjente en skilling ved med deres gule fjordheste at fragte turisterne rundt i fjeldene.

Det var også på Vestlandet, at Ivar Aasen i 1800-tallet satte sig for at rekonstruere det oprindelige norske sprog på grundlag af de dialekter, som taltes her, sproget, før den danske påvirkning satte ind ved år 1400. Vi kalder dette sprog ”nynorsk” og kender det fra Tarjei Ves-aas.

Men man kan også fordybe sig i nyhederne i ”Hordaland”, som er lokalavisen på det sted, hvor sommerhuset ligger. Et større perspektiv får man i et nyt, flot trebindsværk: ”Hardanger. Ei regionshistorie” (2015).

I det indre af Hardanger er klimaet mildt. Herinde har der siden 1200-tallet været drevet frugtdyrkning, først med æbler og pærer, siden kom blommer og kirsebær til.

De gamle frugthaver med deres høje og store træer er ofte blevet berømmet, når de stod med de hvide blomster i maj ved den blå fjord, og sneen endnu lå i fjeldene højere oppe. Men arbejdskraft er i dag dyr. Nu er træerne kun et par meter høje, og mirabellerne overdækkes med hvid plast - en kraftig regnbyge kan ødelægge høsten.

Munkene introducerede frugtavlen. Senere udgik mange impulser fra ejerne af Rosendal, Norges eneste baroni, der ligger langt ude i Hardangerfjorden. En dansk adelsmand giftede sig til en formue i Norge. Det er et fortryllende, lille 1600-talsslot omgivet af mægtige fjelde, som tre hvide fosser styrter sig ned ad mod den frodige park i dalens bund.

En anden næringsvej er fåreavl. Regnmængden gør græsset grønnere end i Danmark. Kommer man tidligt til sommerhuset høres fårenes bjælder og lammenes kalden rundtomkring, før de drives til fjelds. For de unge er der gode penge at tjene ved olien ude i Nordsøen.

Sommerhuset ligger ved en af Hardangerfjordens inderste arme. Det er opført i traditionel vestlandsk stil med muret, høj kælder, der står gråpudset. Stue- og førsteetagen er af træ og hvidmalede. Taget er dækket med gråsorte, håndhuggede skiffersten.

I et sortbejdset bådehus findes en gammel træbåd, som trænger til en kærlig hånd, hvis den skal på vandet igen. En stor syren spreder i maj-juni sine milde dufte over ”tomten”.

Et par gamle frugttræer bærer stadig nogle få reineclaude-blommer. Ribsbuske læner sig ud over den stenmur, som afgrænser grunden mod den lille bade-vig med sandbund. Her på de halvrunde klipper er det godt at sole sig.

Regnen kan dog godt sile stille ned i dagevis på den grå fjord, og så står termometeret i juli kun på 12-14 grader, men da det sjældent blæser, føles det ikke koldt.

Fra mit vindue i stuen to meter fra vandet ser jeg tværs over den 800-900 meter brede fjord, som de løvklædte fjelde rejser sig direkte op af på den anden side. En smal og kringlet vej, ud og ind, op og ned - opført af tyskerne under Anden Verdenskrig - klamrer sig til fjeldsiden nede ved vandet.

Fra vinduet ser jeg også over til den grønne dal, som elven bruser ned igennem. Det er fint kulturlandskab, hvor de små, vestlandske gårdbrug med deres røde udhuse føjer sig harmonisk ind i landskabet.

Og olien har også bragt penge til Bygdenorge. Når mørket falder på, ser jeg fra mit vindue, hvordan de gule lamper, der står langs den vej, der går op gennem dalen, lyser op og spejler sig i den sorte fjord.

Der kom først vej til det sted, hvor sommerhuset ligger, i 1986. Før den tid måtte man kunne ro en båd, hvis man ville over fjorden. Det gjaldt også skolebørn året rundt. Jeg kom første gang til huset i 1977 og blev sat over af min svigerfar, efter at jeg året før havde truffet min dengang kommende, norske hustru.

Skal de mange gode somre, som jeg har tilbragt i sommerhuset i Hardanger, sammenfattes i én situation, bliver det under stikordet ”åleskuden”.

Det var gerne en dag i august, hvor nætterne begynder at blive mørkere, at skipperen som så mange år tidligere ankrede op i den lille vig, som huset ligger ned til.

Han satte sine ruser, og en dag eller to senere vankede der så en pæn portion ål til min svigerfar. Og han var selv mand for at flå dem. Jeg betragter det som en ikke ringe præstation. ”Man må sno sig,” sagde ålen, den lå på panden.

Til daglig var han professor i historie ved Universitetet i Oslo, men vokset op på stedet. Hans familie og slægt her kunne imidlertid ikke rigtig hjælpe ham i denne situation, lokalbefolkningen betragter vist nok nærmest ålen som en slags søslange, man helst bør holde sig fra.

Mange tons gode, vestnorske ål er i hvert fald i historiens løb blevet eksporteret ned til Danmark, hvor vi måske sætter større pris på denne nu udryddelsestruede delikatesse.

Heldigvis havde min svigerfar en danskfødt svigerfar bosat i Bergen, og af ham havde han lært kunsten: Udstyret med et par handsker, en skarp kniv og en knibtang til at holde fast i åleskindet med, gik han målrettet til opgaven, og processen gik sin gang.

En særlig livlig krabat af racen undslap imidlertid en dag og skjulte sig snarrådigt i den store brændestabel, som stod i fiskekælderen. Hvordan den historie endte, husker jeg ikke helt.

I den lune og mørke augustaften fyldtes sommerhuset så af duften af nystegt ål. De blev nydt sammen med et glas af den helt lokalt producerede, perlende cider, der med skam at melde kan holde både 10 og 15 procent i gode årgange.

Min kone og jeg var blevet forældre til tvillinger, vi var unge, glade og videbegærlige, og vi oplevede glæden ved gode og dybe samtaler, ofte om historiske og litterære emner.

De af os, som har mistet en elsket og kongenial ægtefælle alt for tidligt, ved, hvad det tab betyder. Mens solen går ned og kaster sit varme aftensskær over de hvide fjeldtoppe oppe mod byen Voss - som på et maleri af Nicolai Astrup - går tankerne tilbage til fortiden, hvor vi var to, og børnenes leg og glade stemmer fyldte stilheden, som nu har sænket sig over sommerhuset i Hardanger.

De første kristne munke søgte ud i den egyptiske ørken for i ensomheden og stilheden at bede og finde ro til kontemplation. Mange filosoffer har også lovprist naturens storhed og stilhed.

I sommerhuset er der hverken tv eller internet. For det moderne storbymenneske, hvis hverdag er fyldt med medier, kommunikation og mange relationer, betyder stilheden, at vi kastes tilbage i os selv.

Vi forstår bedre, at vi er et enkelt led i en lang, lang menneskelig kæde, mennesker med hver deres håb og drømme, sorger og bekymringer: ”Tider skal komme,/ Tider skal henrulle,/ Slægt skal følge Slægters Gang,” siger Ingemann i salmen, som vi også synger til begravelse.

Digteren og Darwin-oversætteren J.P. Jacobsen, den fine og vemodige lyriker, var ikke i tvivl: ”Lad længes, lad grædes med Evighedssavn./ Der er kun en Stofhob, en Daad og et Navn.” Evolutionen skal tælles i millioner af år, universets alder i milliarder, en evighed.

Men menneskelivet i kristent evighedsperspektiv er troens område.

Thyge Svenstrup er dr.phil.