Et år i amish-land

Amish-folket er en lille religiøs minoritet, der forsøger at holde fast i deres traditionelle levevis ved at holde afstand til det moderne samfund. Dagens kronikør boede iblandt amish-folket et års tid og endte med at holde meget af dem, selvom nogle af dem snød lidt på vægten

Amish-piger spiller softball - her i genkendelig amish-beklædning for piger.
Amish-piger spiller softball - her i genkendelig amish-beklædning for piger. Foto: Scott R. Galvin/ AP/ ritzau. .

Amish-folket er hipt for amerikanske reality tv-seere, og danskerne kigger nu med. Lørdag aften ved 22-tiden kan man få glæde af Amish Mafia 2 på Discovery Channel Danmark. Programmet viser det traditionsbundne folks påståede underverden med bestikkelse, ulovlige aktiviteter og våbenvold.

Kanalen TLC viser Breaking Amish hver eneste eftermiddag klokken 16. Serien viser unge, der giver afkald på deres religion for at opfylde deres livsdrømme, som blandt andet er at være i stand til at køre en bil eller blive model.

Eksperter er forundrede over seernes fortsatte interesse for Hollywoods åbenlyst misvisende og diskriminerende portrættering. Kommentatorer erkender, at befolkningen altid har haft et romantisk billede af det tilsyneladende mindre indviklede og mere fredsommelige amish-liv. Andre slår fast, at seerne nyder de ekstreme regelbrud, som vises i disse serier, og at se personer rive sig løs fra en streng, kristen religion.

Efter at have boet et år hos en amish-mælkeproducent i det sydlige, centrale Pennsylvania er jeg enig med dem, der mener, at serierne siger mere om den øvrige amerikanske befolkning end om amish-folket. Rent ud sagt idealiserer den amerikanske kultur de moralsk korrekte og dømmer med glæde de fordærvede. Et sundere synspunkt ville være at vise mere tolerance og forståelse ved at anerkende, at amish-folket er lige så ufuldkomment som os.

Ifølge en hjemmeside ved amish-fakultetet ved Elizabethtown University bor der i dag omkring 273.700 amish-medlemmer i USA. Jeg boede i et lille samfund på 15 familier. Min moderne hytte stod små 20 skridt fra huset og laden, hvor et ungt amish-par boede med deres seks børn. Det var ligesom at være udvekslingsstuderende. Selvom de yngre børn var tosprogede, talte de nogle gange til mig på Pennsylvania-tysk.

Et af mine bedste minder er at vågne op en søndag morgen til lyden af dyr, der vrinskede, og hove i gruset. Når jeg kiggede ud ad mit soveværelsesvindue, kunne jeg se utallige heste, der var spændt for familiernes hestevogne foran min hytte. Gudstjenesterne blev holdt på skift af familierne. Denne søndag foregik gudstjenesten i min husudlejers lade.

Familierne levede, klædte sig og så meget gammeldags ud. De brugte petroleumslamper i deres hjem, knapper og spænder på tøjet ingen lynlåse og malkede deres køer med hånden.

Uden at være ekspert på området fandt jeg dog sprækker i idealerne. Da jeg flyttede ind i hytten, var køleskabet for eksempel fyldt med min udlejers friske madvarer. Bedsteforældrene på den anden side af vejen havde en udendørs telefonboks. Og om søndagen var min bil fyldt med amish-kvinder, der var klar til at shoppe efter gudstjeneste.

Sarah, moderen i den familie, jeg boede hos, forklarede, at det var en biskop, der boede 89 kilometer derfra, som fastlagde reglerne. Familierne måtte ikke eje en bil, bruge radio, fjernsyn, computere eller anvende offentlige elværker. Og mens det var tilladt at rejse med tog, båd og bus, var det forbudt at benytte fly.

Senere læste jeg mig frem til, at teknologi ikke ses som et onde. Derfor måtte amish-folket gerne tage imod et lift, men de måtte ikke eje en bil. De ville ikke risikere, at deres samfund faldt fra hinanden på grund af muligheden for bedre bevægelighed. Deres regler havde kun til formål at hindre den hurtige optagelse i det moderne samfund og at styrke lokale traditioner.

Jeg var lige så forvirret over livet på gården som over amish-kulturen. Jeg var ved at krydse en mark en dag, da jeg ud af øjenkrogen opdagede et stort, faretruende dyr. Det var familiens tyr. Jeg stod fuldstændig stille, mens den tordnede mod mig. Jeg måtte tvinge mig selv til at vende om og hoppe tilbage over hegnet. Jeg undslap med nød og næppe og vandt dermed mine amish-værters hengivenhed.

Siden jeg intet vidste om deres livsform, følte de sig tilpas ved at udtrykke deres nysgerrighed omkring mit liv. En dag da vi sad i deres stue, spurgte familien, hvordan det var at flyve. Jeg havde fløjet til Asien et par gange, så jeg beskrev, hvor klaustrofobisk en lang rejse er, og at hvis man flyver fra Asien på det rette tidspunkt, kan man opleve en solnedgang, der fortsætter i timevis, ligesom turbulens kan flå flyet rundt i luften. Det udviklede sig til en længere samtale.

Det var muligt for mig at leve på gården, fordi familien var vant til folk udefra. Da de var yngre, havde Sarahs forældre forladt kirken. Det er muligt, fordi man først bliver egentligt medlem, når man bliver døbt som 18- eller 21-årig. Sarah og hendes søster gik endda i amerikansk folkeskole i et år. Men de blev så chokerede over oplevelsen, at de vendte tilbage og boede hos deres bedsteforældre. Deres mor kom nogle gange på besøg, men søstrene forlod aldrig amish-samfundet igen.

Ud over begrænsninger med hensyn til teknologi havde familierne andre regler for at undgå at blive en del af det moderne samfund. For eksempel gik børnene i deres egen skole, hvor alle blev undervist i samme lokale. Efter at den amerikanske højesteret i 1972 gennemførte en undtagelse i undervisningsloven, var de i en alder af bare 14 år færdige med skolen.

Familien gik ind for selvhjælp i samfundet frem for at tage imod hjælp fra staten. Under en anden hyggesnak i familiens stue viste de mig en skuffe fyldt med ikke hævede checks med landbrugsstøtte. Jeg burde have spurgt, om ikke vi kunne give pengene til velgørenhed. Ved at forbyde massemedier blev påvirkningen fra fremmede værdier yderligere begrænset. Som nyhedsjunkie kunne jeg godt lide at snakke om politik. Jeg nævnte på et tidspunkt Berlinmurens fald. De var forundrede. Jeg beskrev den kolde krig. Flere blanke ansigter. Til sidst spurgte jeg, om de kendte til rivaliseringen mellem det tidligere Sovjetunionen og USA. Det fik en klokke til at ringe hos et par stykker.

For nogle ville manglen på viden om verden være chokerende og reglerne undertrykkende. Men i netop dette samfund, som jeg boede i, kunne de, der var interesserede, flirte med verden udenfor. Den lokale præst, som var gift med Sarahs søster, havde boet i et amish-landsbysamfund i Latinamerika i to år. Der hang et stort verdenskort i hans stue. Jeg nød at tale med ham om de steder, vi havde boet, og de steder, vi længtes efter at besøge. Da jeg havde mere til fælles med ham end med de andre, blev jeg lidt lun på ham.

Nu vidste jeg efterhånden, at det amish-samfund, jeg boede i, brød nogle regler. En person læste i skjul avisen for at lede efter gode tilbud. En anden tog i al hemmelighed p-piller. Og det år var den største skandale i samfundet en anholdelse for spirituskørsel.

Jeg var dog holdt op med at dømme amish-folket og beundrede dem i stedet. Blandt de beundringsværdige amish-værdier er tolerance, ikke-vold og at vende den anden kind til. Derfor besluttede jeg at være tolerant og acceptere dem, som de var. Ingen er trods alt perfekte.

Nogle år senere ville jeg skrive mit speciale om den amish-familie, jeg havde boet hos. Jeg havde af gode grunde ikke deres telefonnummer, hvorfor jeg valgte at køre hele vejen fra New York for at finde dem. Men da jeg kørte ind i deres indkørsel, holdt der biler parkeret.

Det viste sig, at hele samfundet var flyttet til Midtvesten for at finde ægtefæller til deres børn. Jeg savner dem stadig og spekulerer på, om vi nogensinde vil ses igen. Men da det var forbudt at tage billeder, er minder alt, hvad jeg har.