”LADIES AND GENTLEMEN, we have an agreement (Mine damer og herrer, vi har en aftale, red.).”
Sådan lød statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ord i 2002, da de europæiske statsledere efter sædvanligt lange forhandlinger i København kunne melde verdenspressen, at otte østeuropæiske lande var blevet en del af EU. Det var i sandhed et historisk øjeblik.
Det var det også, da Danmark og Estland den 24. august 1991 genoptog de diplomatiske forbindelser, som havde været afbrudt siden 1940.
Danmark var det første land, der markerede betydningen af at genetablere de diplomatiske forbindelser ved at sende den højt estimerede ambassadør Otto Borch til Estland. Dronningen tog til gengæld imod den estiske repræsentant en sen augustaften.
Her mærkede man igen historiens vingesus. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) havde arbejdet ihærdigt på sagen og slog straks til, da sovjetimperiets dage var talte. Han skubbede også stærkt på for at få de øvrige europæiske lande til at følge i Danmarks fodspor.
Det er to enkle eksempler på, at Danmark ville Europa. Det Europa, som vi på godt og ondt er så tæt forbundet med. Danmark og dansk kultur ville ikke være det, som det er blevet til, hvis vi ikke havde suget næring til os fra det bedste i Europa.
Kim Larsen har engang i et interview udtalt: ”Jeg betragter ikke det, som vi laver, som kunst. Kunst, det er, når jeg kraner nakken tilbage for at se Michel-angelos loft i Det Sixtinske Kapel.”
Tusindvis af danskere har gjort det samme igennem tiderne. Først søgte danske kunstnere til Rom for at hente inspiration til deres værker, senere kom vi som turister efter og sugede til os af de store mestres værker i Paris, London, Barcelona, Amsterdam, Prag - you name it.
På samme måde med musikken. Beethoven, Brahms, Bach, Mozart og mange flere. Ligeledes med den moderne musik med Beatles, Abba og alle de andre. Europæisk musik strømmer ud af hver eneste mobiltelefon, som der dagligt lyttes til.
DEMOKRATIET HAR sine dybe rødder i Grækenland. Den danske grundlov er stærkt inspireret af den belgiske. Oplysningstiden startede i Europa med sine strålende humanistiske værdier og førte til, at alle mennesker fik mulighed for at få viden og rettigheder.
Danmark var en dynamisk del af det hele og kunne også bryste sig af at bidrage med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Senere kom dansk design, den danske model og meget mere.
Men alligevel vakler det europæiske samarbejde. En nationalisme ligger som en ulmende brand i Europa. Den er i fuld flamme i Ungarn. I Storbritannien er der stærke kræfter for en udmeldelse af EU.
David Cameron vil i EU kun være med i den del, som er til entydig fordel for Det Forenede Kongerige. Margaret Thatchers rungende ”We want our money back” (Vi vil have vores penge tilbage, red.) lyder i baggrunden.
I vort eget fædreland har flere og flere partier udvist udpræget skepsis over for fællesskabet i Europa. Væk er de store visioner fra Uffe Ellemann-Jensens og Anders Fogh Rasmussens tid.
Man føler næsten skamfuldhed over den danske EU-politik. Småligheden er kommet i højsædet. Kan det nu betale sig? Er vi rige danskere blevet som de personer, der altid er med, når andre betaler, men aldrig selv kunne finde på at give noget igen. Eller som ham den pinlige, der snupper en god del af de drikkepenge, som de øvrige i selskabet har lagt som tak for en god middag.
Tilbagevenden til nationalstaten som det eneste bærende er farlig. Det var netop nationalismen, som førte til de mange krige, som også er en del af Europas historie.
Det er derimod fællesskabstanken, som er det bærende i EU. Vi bliver stærkere sammen. Til tider må vi yde til fællesskabet, andre gange får vi noget igen. Det er den simple værdi, som bærer EU, og som har medført den lange fredsperiode, vi har oplevet de sidste 70 år.
Det er ikke det samme som at fraskrive sig det danske. Tværtimod! Et menneske skal have rod et sted. Vi skal lære om dansk historie, vores righoldige kultur med billedkunst, drama, musik, litteratur og sange. Vi skal også kendes ved, at vi har en religion, hvis særkende og lære er, at vi skal elske vores næste som os selv. En smukkere tanke findes næppe.
Og vi skal videreføre vores demokrati med samtalen som det grundlæggende. Og værne om det sprog, som er vort. Kun herigennem får vi en identitet, som gør, at vi kan møde verden.
Vi skal, som H.C .Andersen siger i sangen ”I Danmark er jeg født”, kunne sige ”her har jeg rod,” men også ”herfra min verden går.”
Europa står over for et kæmpeproblem med de mange flygtninge og fattige, som gerne vil ind for at kunne få del i den velfærd og frihed, som vi har. På samme måde med terroren, der er med til at undergrave de ædle europæiske værdier som frihed og menneskerettigheder.
Det må vi sammen finde veje til at løse. Men løsningen er ikke at skrue tiden tilbage til en nationalistisk tid og blive bange for verden og bygge hegn omkring landene.
Den tyske kansler Angela Merkel udtrykte det krystalklart i Europa-Parlamentet for nylig: ”Vi skal ikke falde for den fristelse at vende tilbage til nationalstatslig optræden, tværtimod!”.
Det er næsten ubegribeligt, at det netop er Tysklands leder, som tror på og sætter normen for det europæiske samarbejde. Helt i tråd med den rige europæiske kultur.
Men hvor er det glædeligt, at netop det Tyskland, som for 75 år siden satte Europa i brand, nu er landet, der viser vejen og konstant vil pukke på de europæiske værdier, som har været vort kontinents i århundreder. Skammeligt, at det Storbritannien, som samlede den frie verden mod nazismen, nu tænker mere på sig selv end på at bidrage til fællesskabet.
Danskerne skal i morgen stemme om ophævelse af retsforbeholdet til fordel for en tilvalgsordning om det retslige samarbejde i Europa. Og nej, hvor småligheden trives i debatten. Politikerne er så bekymrede, så bekymrede. Glemt er de visionære tanker, som nævnt i indledningen. Det er de små skos tid med de små trin fremad.
Men selv det er så farligt, så vor nuværende statsminister gik så langt som til at sige, at han ville holde fast ved vor selvbestemmelse om flygtningepolitikken, indtil solen brænder ned.
Få tør stå ved, at det kun er Europa, der har en chance for at stå imod de enorme udfordringer, som emigrationen, flygtningestrømmen og den alvorlige terrortrussel rejser.
Der er masser af problemer i det europæiske samarbejde. Bureaukrati og langsommelighed ud over alle grænser, også unødig centralisering er en del af opgaverne. Men vi er selv med til at bidrage til problemerne med vores lunkne holdning til projektet.
Biskop Marianne Christiansens budskab i slotskirken forud for folketingsårets start var: Frygt ikke. Tænk, hvis det var vor grundholdning i forhold til det europæiske samarbejde, så kunne vi blive en dynamo, som vi var i forhold til de baltiske landes selvstændighedsproces og indlemmelse af de østeuropæiske lande. Det har et perspektiv.
Vi bliver fattigere både som samfund og åndeligt ved at isolere os fra Europa. Fremtiden er Europa!
Knud Munksgaard er forhenværende rektor på henholdsvis Holbæk Seminarium og CVU-Sjælland