Vi lever i historiske tider. Eftertiden vil skrive tykke bøger om det europæiske efterår, som vi står midt i, og om den kommende vinter, der i mangel af bedre bedst kan beskrives som interessant.
Det var lidt det samme for en generation siden, da østtyske flygtninge kravlede over hegnet til de vesttyske ambassader i Ungarn og Tjekkoslovakiet, og som efterfølgende fik udrejsetilladelse til Vesttyskland.
Noget skete, men vi, der iagttog det, vi forstod ikke helt, hvad det var, der skete, førend Muren faldt den skønne novemberaften i 1989. Da var der ingen tvivl længere. Den kolde krig var endelig forbi, det demokratiske Vesten havde udmattet og besejret diktaturet.
Det sovjetiske imperium smuldrede område for område, og de fortrykte nationer fik deres frihed. Nogle steder helt uden blodsudgydelser, andre steder med lidt eller noget blod, men alle steder gik folkets opstand sin sejrsgang. Det var historiske tider, det var ingen mennesker i tvivl om.
Noget lignende historisk er nu igen under opsejling i Europa, men det er de færreste, der har opdaget dette. Optaget som tv-medierne er af naturkatastrofer i Sydamerika og af de egentlig temmelig ligegyldige detaljer fra en indledende amerikansk præsidentvalgkamp.
Vesteuropa har siden 1989 hvilet på laurbærrene, lykønsket sig selv med sejren og glemt kampgejsten. De fleste troede fejlagtigt, at det vestlige demokrati endegyldigt havde vundet, og at systemet - startende med Rusland - ville sprede sig til resten af verden.
Sådan skulle det ikke gå, men vores opmærksomhed var og er flygtig, og der er altid en ny katastrofe - som terroren i Paris - hvor vi kan fortabe os i detaljerne, mens vi samtidig kollektivt taber forståelsen for helheden.
Europa er ved at gå op i limningen. Rusland er ikke længere en partner på det europæiske kontinent, men en reel modstander, der forfølger sine egne nationale interesser. Interesser, der er i modstrid med vores. Det er blevet tydeligt efter anneksionen af Krim og krigen i det østlige Ukraine, læsioner, der stadig må betragtes som åbne, væskende sår i det europæiske legeme.
Det kan godt være, at Rusland er en kolos på lerfødder, men tilsvarende er Den Europæiske Union en papirtiger fuld af fine ord og traktater, med meget få konkrete og håndfaste handlinger.
Bruxelles har været vært for utallige møder i 2015 om flygtninge- og migrantsituationen, men de konkrete fælles handlinger har mildest talt været pauvre. Og følger man nøje den politiske diskussion i eksempelvis tyske medier, så tegner opbruddet og opgøret med den førte politik sig stadig mere tydeligt.
Denne tendens er efter terroren i Paris blevet yderligere forstærket af de meget håndfaste franske krav til grænsekontrol. Schengen-aftalen - en af juvelerne i det europæiske samarbejde - er under et massivt pres fra de deltagende nationer, men det bliver ikke tyskerne eller franskmændene, der lægger den i graven, den ære eller vanære - alt efter ens politiske synspunkt - tilfalder svenskerne.
Sverige har igennem mange år ført de åbne armes politik. Asylretten har været ukrænkelig, og landet har haft en meningskorridor, hvor medier og politiske meningsdannere har slået hårdt ned på enhver, der har forsøgt at åbne en dør ud fra dydens smalle sti.
Resultatet ses tydeligt nu, hvor virkeligheden har gjort sit indtog. Nu taler den svenske statsminister om, at man har været naiv, men set udefra må det konstateres, at man fra officielt svensk hold med fuldt overlæg lukkede øjnene for virkeligheden. Det var vigtigere at være med i det gode selskab end at nuancere beskrivelsen af den svenske virkelighed.
Øresund er dyb, og når svenske medier og politikere har udtalt sig om dansk politik, så har man i mange år billedligt talt gravet grøften til Danmark dybere og dybere.
Følger man svensk politik, så er det uden for enhver tvivl, at de svenske myndigheder igennem i stykke tid har kørt på fælgene. Man har fra sit høje moralske ståsted virket som en flygtninge- og migrantmagnet, og Sverige står nu med et stort problem, som man ikke magter at løse.
Selvindsigten og selvransagelsen har endnu trange tider, men til gengæld intensiveres grøftegraveriet til Danmark i disse dage. Det ses måske tydeligst i de stadigt mere desperate udtalelser fra den svenske justits- og immigrationsminister, Morgan Johansson. Som danskere må vi forstå, at vores land opfører sig usolidarisk, og at vi er ikke vores europæiske ansvar voksent.
Den svenske meningskorridor er eksploderet i hænderne på magthaverne, og der ledes nu febrilsk efter løsninger langt uden for korridoren. Løsninger, der for bare en måned siden ville være blevet rubriceret som racistiske i en eller anden form af de selvsamme mennesker. I midten af november måned forsøgte Sverige således at bremse for strømmen af mennesker med indførelsen af grænsekontrol mod Danmark.
Det har ikke haft noget virkning overhovedet på antallet af migranter og flygtninge, da de danske myndigheder, kloge af skade fra dagene i september, valgte ikke at følge det svenske eksempel.
At situationen er desperat, illustreres tydeligt af Fredrik Reinfeldts arvtagere i Moderaterne, der nu mener, at Sverige helt skal lukke grænsen. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men endnu mere iøjnefaldende er, at de ikke offentligt bliver skældt hæder og ære fra, men at ministeren tværtimod til SVT replicerer, at alle muligheder er på bordet.
De porøse ydre grænser i Schengenland har bragt mange europæiske lande i problemer, specielt nu, hvor det bliver mere og mere sandsynligt, at terrorister har benyttet sig af chancerne til at gemme sig i menneskemængden.
Meget tyder på, at det har været tilfældet i Frankrig, og i den forgange uge var turen også kommet til Sverige, hvor sikkerhedspolitiet ledte landet rundt efter en mistænkt terrorist forklædt som flygtning.
Situationen er helt uholdbar for den svenske regering, flere myndigheder er truet af internt kollaps, og staten må derfor snart gøre noget drastisk. Men man sidder på hænderne, fordi alle de muligheder, der er til rådighed, strider fundamentalt mod meningskorridorens moralkodeks. Et kodeks, som man indædt har forsvaret siden Oluf Palmes tid.
Det er i det lys, at man skal se de hastigt gennemførte danske stramninger på udlændingeområdet. De danske myndigheder er simpelthen ved at gøre sig klar til at være et skridt foran udviklingen, når først Sverige og siden Tyskland ændrer politik.
For det er ikke længere et utænkeligt scenarie, at de svenske myndigheder inden for den nærmeste fremtid vil blive tvunget til at lukke grænsen til Danmark, da Danmark alt andet lige er at betragte som et sikkert land for asylansøgere.
Når det sker, så vil der ikke gå lang tid, førend grænselukningen som en dominobrik vil blive rullet videre til Tyskland. Sverige vil så stå med aben for Schengen-sammenbruddet.
Men sker det inden den 3. december, vil det sandsynligvis virke som en bombe på folkestemningen i Danmark, og det kan ikke undgå at påvirke folkeafstemningen om retsforbeholdet. Så vi lever i interessante tider.
John Jensen er MA i historie