Da Ludvig XIV lå på sit dødsleje for 300 år siden, skal han have sagt til sit oldebarn og efterfølger, Ludvig XV, at han fortrød de mange krige, han havde ført i sin over 70-årige regeringstid. Om det var ærlig ment, vides ikke; krigsførelse var for ham som for alle tidens konger en vigtig del af en kongegerning.
Men én ting fortrød han ikke, da han udåndede den 1. september 1715: den kompromisløse kamp for at gøre Frankrig til et land med én konge, én lov og én tro, den katolske. Især kampen for udryddelsen af de reformerte - huguenotterne - var et livslangt fokus, som spredte tråde til hele Europa, også Danmark.
I 1500-tallet var Frankrig hærget af borgerkrige, blandt andet om religion. Flere konger blev myrdet, der var massakrer på protestanter, og ved ediktet i Nantes i 1598 blev de franske protestanter tildelt visse rettigheder. Jævnligt blussede stridighederne op igen, men da Ludvig XIV i 1643 var blevet konge, kun fire år gammel, viste huguenotterne sig loyale over for kronen.
Ludvig XIV var dybt religiøs, deltog dagligt i messer og havde altid jesuitter som skriftefædre, men han var ikke selv teologisk stærk. Man hævdede, at han aldrig læste i Bibelen. Men han var overbevist om, at han var udvalgt af Gud til at regere og udbrede den sande kristne - det vil sige strengt katolske - tro.
Den franske konge bar officielt titlen ”le Roi très-chrétien” - den allerkristeligste konge, forkortet RTC. Det var et ansvar, Ludvig XIV tog meget seriøst.
Det var derfor en evig sten i skoen, at huguenotterne fortsat kunne praktisere deres religion i Frankrig. Modreformationen havde ellers med en blanding af mission, vold og lokkemidler trængt protestanterne tilbage i andre katolske lande. Men i Frankrig levede knap en million huguenotter af en befolkning på omkring 20 millioner - og de levede godt. Mange var driftige købmænd, handelsmænd og virksomhedsejere.
Allerede kort efter, at Ludvig XIV greb magten alene i 1661, forsøgte han at stramme grebet om huguenotterne ved at fortolke ediktet fra Nantes så stramt som muligt og ved at lokke konvertitter med skattelettelser og andre begunstigelser.
En langstrakt krig mod blandt andet Holland 1672-1679 satte en stopper for ændringerne. Men efter Freden i Nijmegen i 1679 stod Ludvig XIV som Europas ubetinget stærkeste mand: le Roi-Soleil, Solkongen, stod på toppen af sin magt og flyttede ind i slottet over alle slotte - Versailles.
I oktober 1685 blev Nantes-ediktet tilbagekaldt. Det kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Fra 1681 var huguenotternes rettigheder blevet barberet bid for bid. Der var sket indskrænkninger i muligheden for at praktisere deres religion, og de var blevet udelukket fra en række professioner.
Mest brutal var tvangsindkvarteringen af soldater hos reformerte borgere, ofte dragoner med heste. Det var almindeligt i tiden før kaserner at indkvartere soldater privat, men som det blev gjort her, var det en ubærlig byrde for folk.
Dragonerne kunne reelt opføre sig, som de ville, og da soldaterne oftest var rekrutteret blandt befolkningens værste lag, førte det til tyverier, vold, voldtægter og mord. Forhold, som myndighederne vendte det blinde øje til. Man kunne dog slippe for at blive ”dragoneret” på én måde: ved at konvertere til katolicismen.
Det gjorde i tusindvis af huguenotter faktisk i årene 1681-1685, og det betød ikke noget, at ”omvendelsen” næppe var særligt dybfølt.
Problemet var imidlertid, at det gik for langsomt til Ludvig XIV's smag. Dertil kom, at de omvendte fik skattefrihed i en årrække, hvilket gav huller i statskassen.
Der var også et vist internt pres fra den katolske kirke i Frankrig, og Ludvig XIV havde brug for at markere sig, efter at kejser Leopold i 1683 havde fordrevet tyrkerne fra Wiens porte, uden at den allerkristeligste konge havde gjort det mindste for at standse muslimernes indtog i hjertet af Europa.
Ved et nyt edikt i Fontainebleau i oktober 1685 blev Nantes-ediktet tilbagekaldt. La religion prétendue reformée - den påståede reformerte religion - som det hed officielt, havde nu så få tilhængere, at det ikke længere gav mening, at de havde særlige rettigheder.
Det blev simpelthen forbudt at praktisere den reformerte religion, og det blev også forbudt de reformerte at forlade landet. Straffen var døden eller tilværelsen som galejslave. Trods risikoen for dødsstraf flygtede tusinder af reformerte til udlandet, mange til Brandenburg, Holland og England.
Danmark var her i en penibel situation. I 1682 indgik Christian V en særdeles fordelagtig forsvarsalliance med Ludvig XIV, der blandt andet gav franske subsidier i fredstid til opbygning af hær og flåde. De reformerte tilhørte ganske vist en anden gren af protestantismen end den evangelisk-lutherske, men dronning Charlotte Amalie var reformert.
I 1684 fik reformerte tilladelse til at bosætte sig visse steder på trods af de danske biskoppers højlydte protester; den lutherske ortodoksi tillod heller ikke afvigende holdninger.
Da ediktet blev tilbagekaldt i 1685, var den danske ambassadør i Paris, Henning Meyercrone, forfærdet over fremfærden over for huguenotterne. Men han fik besked på kun at varetage danske borgeres interesser samt franske huguenotter i dansk tjeneste.
Meyercrone gjorde sit bedste, men mødte hård modstand. For eksempel kunne en dansker ikke tage sin franske kone og sine børn med sig ud af landet, hvis de var reformerte. Den franske udenrigsminister, markis de Croissy, sagde ligeud, at udlændinge ikke skulle ”blande sig i det, som le Roi très-chrétien vil gøre eller befale i sit kongerige.”
Her ramte Croissy et ømt punkt. Det var en fastslået kendsgerning i Europa, senest med Den Westfalske Fred, der afsluttede Trediveårskrigen i 1648, at fyrsten bestemte religionen i sit rige.
Dertil kom, at den danske konge siden 1660 havde været enevældig, endda i endnu højere grad end den franske. Med Kongeloven af 1665 var den danske konges gudgivne og uindskrænkede absolutisme nedfældet som lov.
Hvis Christian V begyndte at blande sig i, hvordan Ludvig XIV førte religionspolitik i sit eget rige, kunne andre lande gøre det samme i Danmark - ja, måske endda sætte spørgsmålstegn ved enevælden.
Størst rolle spillede dog det tætte forbund med Frankrig, som Danmark havde hårdt brug for, ikke mindst hvis Christian V's drømme om udvidet magt i Nordtyskland og over for Sverige skulle blive til noget. Så Danmark holdt sig til at lukke nogle få huguenotter ind, hvilket blandt andet kom Fredericia til gavn.
Omkring 200.000 huguenotter menes at være flygtet fra Frankrig, altså kun et mindretal. Det betød et vist tab for Frankrig af dygtige og velhavende borgere, men nok en større gevinst for de lande, der modtog dette tilskud udefra.
Værre for Frankrig var det, at huguenotterne spredte en hadpropaganda imod Ludvig XIV, ”tyrannen i Versailles”, der medvirkede til at samle Europa imod ham i de følgende krige, og som endte med at udmarve Frankrig frem til Utrecht-freden i 1713.
Alligevel er der ingen tvivl om, at le Roi très-chrétien var tilfreds med denne del af sin kongegerning. Han havde skabt næsten fuldstændig religiøs enhed i Frankrig og fordrevet eller omvendt ”kætterne”.
Siden har man diskuteret, hvorfor det skulle gå så voldsomt til, og om andre stod bag end kongen selv. I samtiden var der ingen tvivl: Henning Meyercrone skrev hjem på selve dagen, hvor beslutningen om at tilbagekalde ediktet blev kendt, den 17. oktober 1685: ”Le Roi TC er her herskeren og vil dette, og det er denne fundamentale glød, hvorom mr. de Croissy har villet tale med mig, for at tilråde mig at lade det passere.”
Lars Christensen er ph.d. i historie