For nylig stod jeg og adskillige andre mennesker i Roms lufthavn og ventede på at komme ombord i et SAS-fly til København. Vi ventede og ventede, men der skete intet.
Der kom ingen meddelelse om, hvorfor vi ikke fik lov til at gå om bord. Men så kom der to italienske betjente og gik ind i flyet. Få minutter senere kom de ud med en ung mand, der virkede fraværende og opgivende.
Det var tydeligt, at fyren ikke var kriminel, fordi så havde politiets adfærd været mindre afslappet. Det her var helt klart en rutinesag.
Jeg gik ud fra, at den unge mand havde været sendt fra Danmark tilbage til Italien som en mislykket asylansøger, der ikke fik lov til at komme ind i vores beskyttede land. Takket være Dublin-konventionen kan en asylansøger sendes tilbage til det land, hvor han i første omgang har søgt asyl. Ellers bliver flyselskabet udsat for en klækkelig bøde.
Jeg ved ikke, om dette forløb var et udtryk for Dublin-konventionen eller ej, men den unge mand blev nu overgivet fra SAS’ omsorg til de italienske myndigheders. Det mest markante i optrinet var, at der intet blev sagt fra flypersonalets side, angående hvad der var sket. Vi ventede alle pænt en halv time og fik intet at vide. Det var, som om intet skete, og alligevel: En menneskeskæbne blev afgjort.
Så kunne vi gå ombord på vores fly og komme tilbage til Danmark. Forløbet var slet ikke så dramatisk som situationen i Middelhavet syd for Italien, hvor asylansøgere drukner. Men det er markant, at hele forløbet i lufthavnen blev tiet ihjel. SAS’ kunder skulle nødig få at vide, at et menneskeliv var blevet afgjort ved flyselskabets medvirken.
I dag er Europa ved at sørge for, at tusindvis af mennesker ikke når til vore grænser. Ungarn og andre østeuropæiske lande har bygget fysiske hegn, mens lande som Danmark har oprettet et vildnis af love for at sikre, at så få som muligt kommer igennem og får lov til at komme her eller få opholdstilladelser.
Polens regering siger helt klart og tydeligt, at landet ikke ønsker ”ikke- polakker”, og vil slet ikke respektere en flygtningekvote fra EU. Englands folkeafstemning om at forlade EU handler mest om, hvad der foregår i Calais med asylansøgere og immigranter, der risikerer livet for at nå til det forjættede land.
Det er indlysende for mig som historiker og som kristent menneske, at det drejer sig om liv eller død, ikke alene for de enkelte mennesker, men også for vores kultur. Efterhånden er det blevet god tone at afvise asylansøgere ved argumentet, at vi skal beskytte vores kultur. Jeg anerkender dog oprigtigheden hos de mennesker, der mener, at de skal sikre, at der bliver et Danmark for vore efterkommere.
Men hvad for et Danmark? En fæstning, der sørger for, at det fortsat bliver et forhindringsløb for mennesker i nød? Vores situation minder mig om en fortælling, der opstod i et munkekloster i 1000-tallet, hvor abbeden Anselm fortalte sine munke om deres liv og muligheder.
Vi bor i et slot, sagde han, og her er vi beskyttet. Men vore slægtninge befinder sig i en landsby i nærheden af slottet. Hertil kommer regelmæssigt Djævelen og hans folk for at røve og plyndre og voldtage. Vi munke kan høre landsbyens beboeres råben og skrigen, men vi skal ikke gå ned og forsøge at hjælpe dem. Hvis vi gør det, bliver vi fortabte!
Anselm opfordrede sine munke til at gemme sig inde i slottets inderste gemakker, hvor de ikke kunne høre deres slægtninges råb om hjælp. Han mente, at stort set alle mennesker er Djævelens bytte, og det kun er de få heldige, der går i kloster og adlyder Gud og abbeden, der har en chance for at blive frelst.
Heldigvis blev denne pessimistiske opfattelse afløst i 1100-tallet af en ny tro på frelsen for mange mennesker. Den elitære kristendom, der overlod de fleste til Djævelen, blev erstattet af en pastoral kristendom, der ville frelse så mange som muligt.
Vi europæere ligner Anselms munke, fordi vi får at vide fra mange af vore ledere, at vi skal gemme os i vore fæstninger og undlade at reagere på det skrigeri, vi hører fra vore medmennesker. Vi skal lukke vore ører og lade som om, vi slet ikke lægger mærke til det, der sker omkring os. Som forleden eftermiddag i Roms lufthavn. Men vi ved, at vores adfærd vil sikre, at mennesker dør eller bliver udsat for så mange lidelser, og at de aldrig bliver mennesker igen.
Mens jeg ventede i Rom på SAS-flyet og så det nævnte optrin, var jeg i gang med at læse dagens New York Times. På lederpladsen stod der:
”Optrinene med flygtninge, der forsvinder i havet, er brutale, men mange ledere lukker deres døre og deres ører.”
Netop – ligesom i 1000-tallet i den såkaldte mørke middelalder opfordrer ledere deres folk til at lukke dører og ører.
På denne måde sørger vi for, at historien gentager sig på sin egen kringlede måde. Jøderne blev ofret i 1930’erne, da de europæiske lande (og USA) forhindrede deres flugt fra Tyskland. Syrere og afghanere bliver forment adgang i dag. Det store flertal af politiske partier i Danmark anser nu flygtninge ikke som en humanitær opgave, men som en trussel over for vores kultur. Som pastor emeritus Søren Krarup (DF) engang skrev, er de, der standser asylansøgeres ankomst til landet, som 1940’ernes frihedskæmpere. Og vi, der forsvarer flygtninge, er landsforrædere!
Det er en uhyggelig verden, der er blevet skabt med USA’s invasion af Irak (med dansk accept) og krigen i Afghanistan. Disse krige er blevet endeløse og har skabt et nyt uhyre med Islamisk Stat. Men Assad-familien har styret Syrien i årtier og tortureret folk på en hensynsløs måde. Mellemøsten er et produkt af europæisk og amerikansk indblanding i mere end hundrede år, og dens dæmoner er delvis blevet skabt af vore gode hensigter.
Hvad skal vi stille op med denne heksekeddel af onde kræfter? Løsningen er indlysende, men efterhånden helt uden for rækkevidde: mere samarbejde inden for de europæiske nationer.
Sanktioner mod de nationer, der omdanner deres grænseområder til fæstninge. Krav om solidaritet nationerne imellem for at sikre, at der bliver en fair fordeling af asylansøgere. Nationer som Grækenland og Italien har fået mere end deres andel af disse mennesker, mens Frankrig, England, Portugal og Spanien har holdt sig på afstand.
Da jeg først kom til Danmark i 1970’erne, var det, som om mit nye land var stolt af sit ry for at bidrage til internationalt samarbejde og fredsbevarende opgaver, som for eksempel på Cypern.
Nu er det, som om den danske regerings hovedbekymring er at undgå at virke for slap eller eftergivende over for verdens problemer og de mennesker, der kommer med dem.
Det humanitære Danmark er blevet til Fæstning Danmark inden for Fæstning Europa. Men vi, der har så meget, har en pligt til at dele med dem, der mangler alt. Så enkelt er det. Som da den gode samaritaner dukkede op og straks indså, at der var et menneske i nød. Han tog sig af ham, og det skal vi også. Ikke for at frelse verden, men for at frelse os selv.
Brian Patrick McGuire er forfatter og professor emeritus i historie