Matthæusevangeliet slutter med en befaling fra den opstandne Jesus til de 11 tiloversblevne disciple om at gå ud til alle folkeslagene og også tillade dem at blive hans disciple. Denne såkaldte missionsbefaling er dette evangelium alene om at bringe.
Forfatteren til Lukasevangeliet har i den grad en helt anden historie at fortælle, at han også må inddrage aposteltiden for at få plads til den. Først et godt stykke tid efter opstandelsen bliver Peter af Helligånden tvunget til at indse, at evangeliet også har adresse til ikke-jøder.
Han holder så døren for den store hedningemissionær Paulus, der dog må betale den pris, at han i Apostlenes Gerninger er udelukket fra at kunne være apostel, fordi han ikke havde færdedes sammen med Jesus. Jeg forestiller mig, at Paulus var blevet rødglødende af raseri, hvis han havde læst denne beskrivelse. Han mente ikke, at han var blevet lukket ind af Peter, men at han var kaldet som apostel for ikke-jøder af den opstandne.
Hvordan kunne de forskellige evangelieforfattere fortælle den samme historie så forskelligt? Skyldtes det, at de havde forskellige kilder, eller at de tog sig overraskende store friheder? Det er spørgsmål, som fortolkere har stillet sig selv siden oldkirkens dage. Til at begynde med var det især Johannesevangeliet, som påkaldte sig en forklaring. Og her møder vi omkring år 200 den, at da de tre andre evangelister i deres skrifter havde skildret Jesu menneskelige side, bad man Johannes om at tegne et billede af hans åndelige side. Hvad han så gjorde.
I oplysningstiden satte man imidlertid spørgsmålstegn ved de navne, der var blevet forbundet med de fire evangelier, der i sig selv er anonyme. Disse navne skulle tilkendegive, at de var skrevet af mere eller mindre samtidige, nemlig to apostle (Matthæus og Johannes) og to aposteldisciple (Markus og Lukas).
Hidtil havde man kunnet mene, at de mange overensstemmelser simpelt hen skyldtes, at deres beretninger gengav, hvad der var sket og sagt. Men nu begyndte man i stedet at operere med deres mulige kilder. For det blev snart klart, at ingen af dem kunne have været øjenvidner.
Der gik ikke længe, før Markusevangeliet, der var blevet opfattet som en forkortet udgave af Matthæusevangeliet, blev regnet for de ældste og som hovedkilde til Matthæus- og Lukasevangeliet. De tre ligner således hinanden så meget, at en forsker allerede i 1776 kunne udarbejde en såkaldt synopse, hvori de blev opstillet i tre spalter, så man let kunne overskue både ligheder og forskelle.
Sådanne synopser har siden været et uundværligt hjælpemiddel i studiet af evangelierne, og sidste skud på stammen i Danmark er Niels Hyldahls sammenstilling, der blev udgivet af Bibelselskabet i 1996.
Et sådant synoptisk overblik gjorde det nu ikke alene klart, at Matthæus-evangeliet praktisk taget indeholder hele Markusevangeliet, og at også Lukasevangeliet i sin opbygning langt hen ad vejen følger denne forgænger. Det blev desuden tydeligt, at de to senere evangelier, foruden det stof, som de er ene om at bringe, er fælles om en stor mængde materiale, som de ikke har fra Markusevangeliet. Det gælder for eksempel meget af det, der er indeholdt i Bjergprædikenen, men også findes i Lukasevangeliet, herunder Fadervor.
Her opstod i løbet af 1800-tallet den forestilling, at dette fælles stof kom fra en kilde, der siden gik tabt, og som væsentligt havde bestået af Jesus-ord i lighed med det Thomasevangelium, der dukkede op i Egypten i 1945. Denne kilde fik på et tidspunkt navnet Q (fra det tyske ord Quelle, som betyder kilde), og har i evangelieforskningen fremkaldt en kolossal litteratur med adskillige forsøg på rekonstruktioner af dens tekst. Tanken var, at denne kilde kunne være lige så gammel, om ikke ligefrem ældre end Markusevangeliet og derfor tættere på Jesus end de senere evangelier.
Oplysningstiden betød nemlig også, at evangeliernes værdi først og fremmest blev målt på deres evne til at føre læseren tilbage til den historiske Jesus. Derfor ville flertallet af fortolkere helst ikke levne deres forfattere alt for megen frihed.
Således mente Albert Schweitzer i 1906 at kunne fastslå, at forfatterne til de tre første evangelier heldigvis var litterært ubegavede kristne, der ikke selv havde grebet ind i det stof, de gengav, og professor Frederik Torm (1870-1953) kunne i lighed hermed siden hævde, at de ”var illitterære Personligheder, der kun var interesserede i at forplante videre den Overlevering, som de havde modtaget”.
I de seneste år har en række fortolkere forsøgt sig med en anden forståelse, nemlig at de senere evangelier er ”bibelske” genskrivninger af deres for-gænger(e). De er således ikke historie i vor forstand, men bibelhistorie, hvor det er forkyndelsen, der er det bærende og skabende.
Det har åbnet øjnene for den mulighed, at de ligheder, der er mellem Matthæus- og Lukasevangeliet i det stof, de ikke er fælles om at overtage fra Markusevangeliet, skyldes, at det senere af dem også har haft det tidligere blandt sine kilder. Men selv dér, hvor de genskriver stof fra deres forgænger(e), viser de ofte deres store selvstændighed.
I denne sammenhæng melder Lu-kasevangeliet sig af mange grunde som kandidat til at være det yngste. For hvor det er almindeligt at sætte Matthæus-evangeliet til 80'erne, er der faktisk adskilligt, der gør det rimeligt at mene, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger først er skrevet i 130'erne.
I regi af et projekt om evangelierne som ”bibelske genskrivninger”, som har haft til huse på Det Teologiske Fakultet i København, og som er blevet finansieret af Velux-fonden, kunne vi i sidste måned holde en international konference i Roskilde om Q-spørgsmålet. Det lykkedes os at få en flere af dem, der især har været med til at præge debatten om Q, til at mødes og drøfte sandsynligheden af eksistensen af en sådan siden tabt kilde og af de alternative forståelser. Det forløb i en yderst frugtbar atmosfære.
Faktisk kom der en ny ”kilde” frem, som jeg tror vil komme til at spille en væsentlig rolle i den fremtidige drøftelse. Det er det velbevidnede evangelieskrift, som ”ærkekætteren” Markion skabte omkring 120. Det kan i vid udstrækning rekonstrueres ud fra kirkefædrenes gengivelser i deres opgør med Markion. Kirkefædrene hævdede, og mange forskere har siden ment, at Markions evangelium var en forkrøblet udgave af Lukasevangeliet, som han havde genskrevet til at passe med sine egne meninger. Men i dag vinder også det synspunkt igen frem, at Lukasevangeliet i virkeligheden er en kirkelig overskrivning af dette kætterske skrift. Forfatteren til Lukasevangeliet taler også selv om ”mange” forgængere.
En enkelt forsker har ligefrem for nylig gjort sig til talsmand for det synspunkt, at Markions evangelium faktisk er det ældste, og at de fire evangelier, der siden blev en del af Det Nye Testamente, hver især er kirkelige modsvar. Det ville betyde, at de alle stammer fra et godt stykke inde i det 2. århundrede. Her er der dog grund til store betænkeligheder.
Konklusionen er, at der er grøde i evangelieforskningen. Og forståelsen af, hvordan evangelierne er blevet til, er i allerhøjeste grad en del af forståelsen af karakteren af deres indhold. Så det er noget, der må optage ikke bare forkyndere, men også deres menigheder.
Mogens Müller er dr.theol. og professor i teologi ved Københavns Universitet