Evangeliet bør også leves!

Det har været og er stadig kirkeministerens vision for folkekirken, at evangeliet forkyndes i kirken, og det leves uden for kirken. Et godt eksempel på det har hun for nylig mødt i Hillerød. På baggrund heraf opfordres kirkens folk til at være synlige i lokalsamfund, i den offentlige debat og i de store diskussioner om samfund og mennesker

Marianne Jelved (R) er kirke- og kulturminister
Marianne Jelved (R) er kirke- og kulturminister. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

DET ER JUL. Uanset om vi fejrer den eller ej, så er den overalt. Der er pyntet op med gran, lys og julehjerter.

Og det er også, som om der sker noget i vores egne hjerter her i juletiden. Som om vi har et andet overskud og er lidt mere opmærksomme på hinanden og på dem, som har brug for en håndsrækning.

Vi giver et bidrag til indsamlere fra Frelsens Hær, eller hvem det måtte være. Vi køber hjemløseavisen og får en lille snak med den hjemløse sælger. Måske lægger vi også naboens avis i postkassen, når vi ser den ligge der på måtten, og måske lytter og spørger vi lidt mere ind til den ven eller kollega, som vi ved har det svært i juletiden. Ja, måske smiler vi endda til medarbejderen ved kassen i supermarkedet og siger tak, når nogen holder døren for os - og vi holder den selv for andre.

Alt sammen små eksempler på, at vi ser hinanden. At vi har blik for andre end os selv, og at vi værdsætter hinanden og ikke bare værdisætter hinanden.

Men det er selvfølgelig ikke kun i julen, at vi er fastholdt i et forpligtende fællesskab. Det er vi hver eneste dag hele året rundt. Jeg vil gerne fortælle om nogle mennesker, der har været en stor inspirationskilde i den sammenhæng.

I efteråret besøgte jeg som kulturminister et pænt stort boligområde med almene boliger i Hillerød Øst. Jeg skulle være med til at åbne den lokale ”Hillerød læser-fest”, hvor vi hjælpes ad med at give lyst til, at flere læser mere.

Rigtig mange borgere var med. Den store plæne foran beboerhuset var fyldt, og med den store tribune med orkester og røde reoler og bøger (en gave fra kommunen), så var stemningen slået an. Det var rigtig farverigt, og mange forskellige etniske rødder var repræsenteret. Der var dækket op med borde og bænke. Der skulle serveres hjemmelavet mad og det endda gratis. Der var et rigtigt leben.

Her mødte jeg den lokale folkekirkes præst sammen med kommunens Børne- og Ungedirektør. Hillerød Øst er også del af Grønnevang Sogn. Præsten var tydeligvis en kendt og populær voksen blandt sognebørnene. Vi falder i snak, og som kirkeminister er jeg nysgerrig over de to herrers ærinde. De ville bare også være med til denne glade fest en lørdag i september, og i øvrigt var de samarbejdspartnere.

Vi falder i snak, som man gør i et godt lag. Efterhånden får jeg historien lirket frem. Jo, præsten er også SSP-medarbejder i kommunen (samarbejde mellem skole, socialområde og politi). Jeg havde ikke før mødt en præst, der også var ansat af en kommune som SSP-medarbejder. Men siden 1999 har Hillerød Kommune frikøbt den lokale sognepræst 25 procent af præstestillingen til forebyggende arbejde, brobygning, tværkulturel forældrekontakt og netværksarbejde med videre.

I Hillerød Øst/Grønnevang Sogn har kirken derigennem haft et medansvar for relations- og netværksarbejde - i særdeleshed i forhold til de mange palæstinensiske familier i området. Det er et socialt brobygningsarbejde, som giver rigtig meget mening.

Det seneste fællesprojekt mellem kirke og kommune (og Natteravne og Nordsjællands Politi), består her af 12 lokale folkekirker, tre kirkelige organisationer og to frikirker, som er gået sammen omkring Kirke Care. Det er et tryghedsskabende gadeplansarbejde med 30 nye frivillige.

Jeg har besøgt dem igen her i julemåneden. Ud over mine to nye venner deltog også provsten og lederen af SSP, Svenn Petersen. Han siger: ”Folks relationer til hinanden er afgørende for den sociale og uformelle kontrol. Så kan man gå fra 'gårdvagtens kontrol' til et samarbejde i lokalområdet.”

Her gælder det også om at få fat i den gode historie, i fortællingerne, som mange kan nikke til. Og provsten indskød, at der i dag er samarbejde med alle sognene. Svenn Petersen har også sagt: ”Der hvor kirken er med i det kriminalitetsforebyggende arbejde, der virker det! Og det er ikke et spørgsmål om tro. Det kan dokumenteres.”

Hvad sker der her? Jo, det er den spirituelle dimension. I Grønnevang Sogn ved alle, hvem præsten er, og de ved også, at præsten tror på Gud. Der er mange i Grønnevang Sogn, der tror på Gud, men de ved også godt, at det ikke er den samme gud, de tror på. Men de er fælles om at have en gud. Det betyder noget for de arabiske familier.

Der er gennem årene tydeligvis skabt et tillidsforhold mellem borgerne i Hillerød Øst. Det leben og den fælles glæde ved at dele den hjemmelavede frokost hin lørdag i september, hvor jeg mødte den delvist kommunalt ansatte præst.

Thyge Enevoldsen har selvfølgelig mange fortællinger at leve på. Som da præsten arrangerede en konfirmandlejr, hvor nogle tidligere konfirmander blev bedt om at være ledere af mindre grupper af de nye konfirmander, hvilket de klarede på forbilledlig vis. Og det endda selvom de kunne være nogle kanaljer. Her skabes tillid af, at man gør, hvad man siger. Og det kan man regne med.

Mange kan huske den jul, hvor mange danskere med palæstinensiske rødder var rejst hjem til blandt andet Libanon i julen. Der blev nærmest krig, og de mange palæstinensere skulle hjem til Danmark i en fart. Mange kommuner ville tjekke de hjemvendte for lovligheden af deres udrejse (jævnfør danske regler). I Hillerød holdt de fest for at fejre, at alle ”vores” palæstinensere var kommet godt hjem igen. De var jo en del af fællesskabet og var savnet, for naboerne og præsten var bekymrede for dem og deres skæbne.

Kirke Care Hillerød er også et eksempel på engagerede frivillige, som med forskellige kirkelige ståsteder ”lever budskabet”. De viser kærlighed til andre mennesker ved praktisk omsorg. De er nærværende, lytter, møder de unge og sårbare mennesker, der, hvor de er - uanset tro - og bekræfter dem på den måde i deres værdi som mennesker. Det har været og er min vision for vores folkekirke, at evangeliet forkyndes i kirken, og det leves uden for kirken.

JEG HAR VED FLERE LEJLIGHEDER opfordret til, at kirkens folk også er synlige i lokalsamfundene omkring kirkerne. At de er synlige i den offentlige debat og i diskussionerne om samfund, mennesker og fremtid.

Kirkens folk har deres baggrunde, deres erfaringer og deres uddannelser og virke blandt mange mennesker. Deres bidrag skal blandes med mange andre bidrag i de fælles diskussioner om det fælles bedste og meget andet, som optager os.

Thyge Enevoldsens stilling er en manifestation af et stærkt samarbejde mellem kommunen og kirken. Der har udviklet sig stærke relationer mellem de to, og det fungerer særdeles godt. Her er en præst, der i sit daglige arbejde oplever stor opbakning fra både kirke og kommune. Det er måske også udtryk for folkekirkens store rummelighed og plads til forskellighed, at man kan være præst på flere måder og som her deltage i tværgående samarbejder.

En forudsætning er selvfølgelig, at der er en præst, som både vil være præst inde i kirken og uden for kirken. Det kræver også et menighedsråd, som er enig med præsten i, at det er en god idé. Det samme gælder også provsten og biskoppen. Og en kommune, der kan se, hvad det betyder for alle, at mange er bevidste om betydningen af de relationer, der kan bygges op mellem mennesker.

Det er min oplevelse af Grønnevang Sogn, at folkekirken bliver en aktiv del af den fælles oplevelse af lokalsamfundet. Det er et hus med en fortælling, som det ikke er til at komme uden om her, hvor mennesker bor, selvom de er kommet fra mange andre steder i verden.

Men her kan kirken, som ikke er egentlig kirke for dem alle sammen, alligevel komme til at spille en afgørende rolle for dem alle sammen. Det er også en julefortælling om mennesker i et sogn i Danmark.

Marianne Jelved (R) er kirke- og kulturminister