Får Martin A. Hansen en renæssance?

En nyformidling af Martin A. Hansens bedste noveller og romaner kan ske gennem en forståelse for og formidling af, hvor dybt kristendommen stikker i forfatterskabet. Først og fremmest som en erkendelse af, hvilken betydning kristendommen har for at komme til rette med tilværelsen på modernitetens præmisser

I LØRDAGS VAR DET 60 år siden, at vi herhjemme mistede et kulturelt fyrtårn og en af landets mest læste forfattere, Martin A. Hansen. Martin A. Hansen blev født i Strøby på Stevns i 1909. Meget vand er løbet i Tryggevælde Å siden da, og spørgsmålet er, om forfatterskabet, der af kulturradikale kredse i 1970'erne og 1980'erne i den grad blev fortrængt og underkendt, kan få en renæssance.

Forfatterskabet er for ikke længe siden uden væsentlig begrundelse blevet skrevet ud af folkeskolens litterære kanon, hvilket bestemt ikke gør det lettere.

Hvad skal der til? Et umiddelbart svar er, at en nyformidling af Martin A. Hansens bedste noveller og romaner kan ske gennem en forståelse for og formidling af, hvor dybt kristendommen stikker i forfatterskabet - og omvendt. Ikke kun som en ansvarlighed over for en fælles historie, men i endnu højere grad som en erkendelse af, hvilken betydning kristendommen har for på modernitetens præmisser at komme til rette med tilværelsen.

”Det modernistiskes konsekvens er kristendommen,” skrev Martin A. Hansen i sin dagbog i september 1947, et synspunkt, der var en klar opfølgning af, hvad han fem år tidligere (januar 1942) havde skrevet i dagbogen, at ”den hemmelighed, jeg opdagede ved kristendommen, og som er dens allermest øjensynlige og åbenbare sandhed, men i folks bevidsthed helt overgroet af overtro om det 'hinsidige' er, at den tilhører nuet, og vil nuet”. Om dette ”nu” er kristendom, eller kristendommen er dette ”nu”, så skal det dog siges og høres, forkyndes og modtages, før det er virkeligt. Det skal iklædes ord.

Jeg tvivler ikke på, at forfatterskabet nok skal overleve, men der er gået mange år, hvor den kulturradikale fortrængningsstrategi over for forfatterskabet i nogen grad er lykkedes, så det i dag kan være vanskeligt på en bred front at finde gennemslagskraft for forfatterskabets aktualitet.

Men jeg tror på overlevelsen som en art oversættelse af Martin A. Hansens anliggende ind i vor tid og i vor tids sprog, da der i forfatterskabet er nogle erkendelser, som i dag synes at få en renæssance. Jeg hæfter mig især ved hans syn på forholdet mellem historie og kristendom.

DAGBOGEN DEN 15. FEBRUAR 1942: ”Vor historie begynder med kristendom, den dør uden kristendom.” De lærde blandt marxisterne og de kulturradikale gjorde, hvad de kunne, for at knægte denne sandhed, således at det i dag fortsat er møjsommeligt arbejde gennem en stædig og vedvarende nytolkning af forfatterskabet at sætte en nyformidling i værk, sådan som den kommer til udtryk i Anders Thyrring Andersens og David Bugges forskning.

Men det er den, der er nødvendig, også sådan, at det ikke blot kommer til at handle om forbindelsen mellem historien og kristendommen som det særligt danske, men i endnu højere grad, at forståelsen af kristendommen hos Martin A. Hansen bliver en formidling af den erkendelse, at der i forkyndelsen af evangeliet ligger en tilværelsestydning, der kan og skal forstås på modernitetens præmisser.

En sådan formidling skal komme fra den, der tager det på sig, som er det afgørende i novellen ”Paaskeklokken” (fra ”Tornebusken”, 1946). Grethe sidder i kirken påskemorgen og forsøger at komme til rette med sit unge liv. Hvor gerne vil hun ikke kunne elske den mand, hun er gift med, og som hun venter barn med.

Da kommer der i præstens forkyndelse til hende ord, som hun knapt nok forstår, og alligevel ryster de hende, og hun ved, at noget nyt er i sin vorden. ”Og hun hører knapt efter længere. Der er faldet frisk regn på matte, hængende blade, synes hun. Hun kan ikke rumme mere nu. Hun er glad, lettet, lykkelig. Den smule, hun forstår nu, er virkelig. Det er ikke eventyr og ord, men virkeligt som barnet i hende. Og nu vil hun ikke være her længere, så det, hun ikke forstår, bliver skønhed og mystik. Hun vil gå udenfor med det, der er virkeligt.”

Og hun går udenfor, og derude møder hun Johansen, kirkeværgen, og hos ham forløser hun i kraft af den livsytring, der ligger i talens åbenhed ikke alene sorgen over hans søns død, men tillige håbet om drengens efterliv. Er det ikke just bevægelsen? At sanse gudstjenesten som mere end æstetik, nu som et sakralt drama, og rummet som andet end et sted som lise for sjælen, nu som udgangspunktet i bogstavelig forstand, og netop herfra at gå udenfor med det, der er virkeligt.

Heri ligger den egentlige formidling af Martin A. Hansen. At den eksistentielle virkelighed i forfatterskabet bliver bragt udenfor de lærdes cirkler og formidlet i en handlingens poesi. For Martin A. Hansen var digterens anliggende ikke blot et æstetisk anliggende, men tillige et moralsk.

Dette anliggende udfolder han stærkest i ”Realisme og Utopi” (Heretica, 4. årgang, 1951). For at nå igennem som forståelse og oplevelse hos læseren må digtet ”klædes i ordenes tunge kødelighed”. Det må ikke alene undfanges hos digteren, men det må også fødes som menneskeligt mellem mennesker. Den sande digterkunst skal bruges i det andet menneskes tjeneste, thi ”det er den ikke nok at æstetisere, den må gå et ærinde, før den bliver sig selv og frisk” (”Leviathan”,1950).

MARTIN A. HANSEN VAR et moderne menneske. Derom ingen tvivl. Med afsæt i det af hans kritikere så forkætrede gammelliv, som han kendte det, og som han skrev sine bedste noveller på, trådte han ind i sin egen samtid og vidste, at dertil var han kaldet. Som digter og menneske. Det var hans egentlige opgave. Han blev menneske ved at blive digter, og tilmed en af de største.

”Det er en sjælden gave at kunne gøre det historiske til liv i øjeblikket, hvilket vil sige aktuelt,” skrev han i dagbogen. Den gave og den begavelse havde Martin A. Hansen, og hans forfatterskab er et langt, fortættet forsøg på at række gaven videre ind i en ny tid.

Som han skrev det i et brev til Preben Ramløv i september 1946: ”Hvis jeg selv korteligt skal formulere min ideale stilling i litteraturen og traditionen, vil jeg karakterisere mig som en 'Genoptager' eller 'Tilbagevender', en, som stræber efter noget normativt, og som klart erkender, dels at dette ikke kan gøres uden en metafysisk begrundelse, dels at vor eneste mulighed derfor er at vende sig til kulturens tidlige, dybe erfaringer, men dog med krop og sjæl stikkende til halsen i vor egen tid.”

Martin A. Hansen vidste af kristendommens betydning for at udtrykke det normative i en normløs tid, men ligeledes, at dette må udtrykkes på modernitetens præmisser. Han vidste, hvoraf han var rundet, og han slap aldrig den erkendelse, der ofte kunne tynge ham, men stædigt kæmpede han for at give erkendelsen et livskraftigt og livsdueligt udtryk. Han vidste ligeledes, at det er selve digtningens væsen, at digteren forråder det almene liv, mens han er i færd med at skrive om det.

Det var og blev hans dilemma. Derfor måtte han hele tiden bryde digtet, poesien, ned, for han var klar over, at ”ordene er ludere”, og pege på det levede liv, hvor kunsten altid har sit udspring. Den begynder ”med en uventet gæst, en skikkelse, der langsomt kommer frem af meditationens skumring, en henvejret menneskerøst, en fortællingsstump, en sætning, der lander som en fugl på grenen, ord, der slår som fisk i vandfladen, et vers, der kommer flyvende, et uklart, skælvende billede, en smertelig erindringsskygge, et latterligt minde, smerte og latter”. (”Konvention og formånd”, Heretica 1948).

Ja, fiktionen begyndte for digteren i det levede liv, og her blev den med kristendommen som erkendelses- og erfaringsbaggrund nærværende og forløsende.

Ole Juul er pastor emeritus, skribent, foredragsholder og formand for Landsforeningen Martin A. Hansen