Familiepolitik - med fokus på barnets behov

Vi skal finde løsninger, der ”optimerer mulighederne for, at børn og forældre kan få mere tid sammen” - samtidig med, at hensyn til arbejdsmarkedet med mere også tilgodeses
Mogens Lønborg

Det er på høje tid, at vi for alvor begynder at føre en progressiv familiepolitik, der først og fremmest har sit fokus på barnet og dets behov, mener dagens kronikør. Han foreslår derfor, at halvtidspasning i daginstitutioner skal være gratis

I forbindelse med et vælgermøde, jeg for nogle år siden deltog i, havde arrangørerne inviteret Erik Sigsgaard, seminarielektor (og tidligere MF for Venstresocialisterne), til at holde et fagligt oplæg forud for selve paneldebatten.

Han startede sit oplæg med at lægge en overhead på projektoren. Der stod: ”Hvad er en god forælder?”. Han lod den stå et øjeblik - fjernede den så - og lagde endnu en overhead på, indeholdende hans eget svar på spørgsmålet: ”En, der har tid til sit barn.”

Der blev ret så stille i salen! Herefter lagde han endnu en overhead på, hvor han præsenterede nogle faktuelle oplysninger: I 1950 var et barn i løbet af sin barndom (0-18 år) i gennemsnit cirka 8000 timer i et institutionsmiljø, hvilket dengang næsten udelukkende var skolen. I 2009 var tallet steget til 26.000 timer - en stigning 225 procent!

Og det er selvfølgelig først og fremmest daginstitutionstiden, der forklarer denne store stigning. 18.000 flere timer i et institutionsmiljø er også 18.000 timer mindre i hjemmet sammen med en eller begge forældre. Det må siges at være markant.

Sigsgaards budskab var bøjet i neon: Forældrenes ”tid til deres barn” er dramatisk mindsket gennem to generationer, og denne udvikling er stærkt bekymrende.

Samme bekymring deles af en anden fagperson på børneområdet, børneforsker og professor Per Schultz Jørgensen. I et interview bragt i Berlingske (den 21. oktober 2015) udtaler han: ”Vi må se i øjnene, at forældrene er meget fraværende i deres børns liv. Det er en grundlæggende familiepolitisk udfordring, vi ikke har løst.”

I samme uge slog regeringen så fast, at forældrene godt kan vinke farvel til drømmen om at kunne gå på deltid og dermed få mere tid til at være sammen med deres børn (læs: være en god forælder, jævnfør Sigsgaard ovenfor).

Beskæftigelsesministeren mener direkte, at alt for mange kvindelige lønmodtagere i dag er på deltid. Det tal er 35 procent, og det er ifølge ministeren (der indtil for få måneder siden var arbejdsgiverdirektør) alt for højt. Det skal ned. (se Berlingske den 20. oktober 2015).

Man må gå ud fra, at ministeren heller ikke synes om idéen om, at flere fædre gik på deltid. Så for de mange børn, der har behov for at få mere tid sammen med deres forældre, er der ikke meget håb at hente hos regeringen!

VK-regeringen fra 2000'erne havde en ambition om at gøre noget på dette område. Der blev nedsat en familiekommission (dog uden repræsentanter for børnene) - og i 2007 kom den længe ventede rapport.

38 anbefalinger kom den med og på nær en enkelt af disse var sigtet med dem alle ”at optimere forældrenes muligheder for at komme af med deres børn”, så man bedre kunne passe sit arbejde - og dermed varetage arbejdsgivernes interesser.

Blandt andet skulle åbningstiderne i daginstitutionerne forlænges, og der skulle være flere institutioner med weekendåbent - så man nemmere kunne komme af med sine børn - og passe sit arbejde.

Kun på et enkelt punkt var der et hensyn til barnet: Når barnet var sygt, skulle der være bedre muligheder for, at forældrene kunne passe det. Stort set ingen af forslagene blev i øvrigt gennemført. Spildt arbejde, må man sige. Men for det raske barn var der intet at hente.

Efter min opfattelse er det en helt anden vej, vi skal gå - med fokus på barnets behov. Vi skal finde løsninger, der ”optimerer mulighederne for, at børn og forældre kan få mere tid sammen” - samtidig med, at hensyn til arbejdsmarkedet med mere også tilgodeses.

Jeg siger udtrykkeligt ”muligheder”, for det er ikke staten, men den enkelte familie, der skal indrette sit eget liv. Men de rammebetingelser, vi har, påvirker vores muligheder og dermed også vores valg.

Jeg vil her præsentere et konkret forslag til, hvordan vi gør det muligt for barnet at få mere tid sammen med sine forældre, samtidig med at forældrene kan fortsætte deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Og så betyder forslaget i øvrigt store besparelser på de kommunale budgetter.

Forslaget går ud på at ændre på taksterne for en daginstitutionsplads, således at en halvdags- eller halvtidspasning er gratis, mens den for en heldagspasning er uændret i forhold til i dag.

De familier, der vælger at tage imod tilbuddet om en halvdags- eller halvtidspasning, får en markant forbedring af familiebudgettet. Lad mig give et eksempel: En familie med ét barn i vuggestue og ét i børnehave betaler i dag et sted mellem 3500 og 4500 kroner hver måned (søskenderabat indregnet) - afhængigt af hvilken kommune man bor i.

I København er taksten således for de nævnte to børn 4571 kroner månedligt - eller cirka 55.000 kroner om året. En familie, der betaler topskat, skal immervæk tjene 123.000 kroner på et år for at kunne betale dette beløb.

Denne markante besparelse på familiens budget kan familien vælge at bruge til for eksempel en reduktion i arbejdstiden, køb af hjælp til rengøring og lignende for at lette dagligdagen og få mere tid sammen med børnene, ferieture med mere.

Det er naturligvis op til den enkelte familie at afgøre, om man vil benytte sig af tilbuddet om en gratis halvdagsplads. Forskellige undersøgelser af forholdene på arbejdsmarkedet de senere år viser, at der allerede i dag er en betydelig fleksibilitet, når det gælder arbejdstid og arbejdssted.

Den forestilling, der implicit ligger til grund for vores indretning af daginstitutionstilbuddene, er, at mor og far er væk fra klokken 8 til klokken 16. Sådan er det for nogle - men langtfra for alle. Vi mangler ganske enkelt at tilpasse daginstitutionstilbuddene til den virkelighed, vi har i dag - og ikke den, vi havde i 1960'erne og 1970'erne.

Mange jobfunktioner i dag udføres udenfor 8-16-tidsrummet - eller vil kunne placeres uden for for dette tidsrum efter aftale med arbejdsgiveren. Der er for eksempel sket en markant i stigning i mulighederne for at arbejde hjemme, hvilket man så vil kunne gøre på ”børne- og familievenlige” tidspunkter. Det vil blandt andet sige, når børnene er lagt i seng.

Især har it-udviklingen muliggjort, at mange ikke længere behøver fysisk at bevæge hen sig på et bestemt arbejdssted, men ligesom i ”de rigtig gamle dage” (før industrialiseringen) kan forblive i hjemmet og der udføre deres arbejdsfunktioner.

De muligheder er bare endnu slet ikke tænkt ind i indretningen af daginstitutionssektoren, der stadig er skåret over industrisamfundets læst fra 1960'erne. Min vurdering er, at et sted mellem 20 og 40 procent af alle børn vil kunne nøjes med et halvtidstilbud, hvis forældrene udnytter mulighederne for fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Nogle vil nu måske tænke: Bliver det ikke voldsom dyrt for kommunerne at tilbyde gratis halvtidspasning? Svaret er: Nej, det vil tværtimod spare kommunerne for meget store beløb.

For jo flere børn der nøjes med et halvtidstilbud, desto flere penge sparer kommunerne, fordi en fuldtidsplads kan dække to børns pasningsbehov. Hvordan det konkret skal indrettes, kan jeg desværre ikke i en kronik som denne komme nærmere ind på - men forslaget er gennemtænkt - og det kan sagtens lade sig gøre i praksis.

Hvis for eksempel 20 procent af børnene har en halvtidsplads, betyder det, at 10 børn kan nøjes med ni fuldtidspladser, hvilket svarer til en besparelse på 10 procent. Herfra skal så trækkes ”tabet” af forældrebetaling, som kun dækker cirka 20 procent af, hvad en institutionsplads i alt koster. Besparelsen bliver derfor i stedet cirka otte procent. Men en sådan besparelse vil i den grad kunne mærkes på de kommunale budgetter. Hvis en kommune ønsker det, kan en del af besparelsen bruges til at forbedre kvaliteten i daginstitutionstilbuddet - til gavn for børnene.

Det er på høje tid, at vi for alvor her i landet begynder at føre en progressiv familiepolitik, der først og fremmest har sit fokus på barnet - og ikke som hidtil lader (næsten) alt dreje sig om at forbedre forholdene for forældrene og deres arbejdsmarkedstilknytning - meget ofte med børnene som de uskyldige ”tabere”.

Mogens Lønborg er cand.scient.pol., indehaver af Akademiet For Politisk Ledelse og forhenværende sundhedsborgmester (K) i København