AT BESKÆFTIGE SIG OFFENTLIGT med begrebet skam føles som at kaste en død rotte op på bordet, netop som gæsterne tager for sig af avocadosalaten, står der i en bog om skam og skamløshed af den svenske psykoanalytiker Else-Britt Kjell-qvist. Så hermed en død rotte på det offentlige kronikbord.
Forleden fortalte en veninde mig, at en fælles bekendt, Rikke, var blevet stor. Forbavset udbrød jeg: ”Rikke er da ikke stor, hun er lille kvinde, hun er kun 1,60 høj. Taler vi om den samme?”.
Det gjorde vi. Den lille Rikke var blevet overvægtig! Det viste sig, at hun var blevet mere end ”almindelig” tyk, hun var faktisk blevet fed. Skyld og skam og ubehag boblede ordløst op imellem os. Tyk er et grimt ord, fed er et meget grimt ord, og så er det mere stuerent at tale om at være blevet stor!
At være overvægtig hedder nu om stunder at være stor. Nu er spørgsmålet, om vi skammer os over at tale om hendes overvægt bag hendes ryg, eller om vi magter at tale med Rikke om den overvægt, som hun utvivlsomt selv er ked af og skammer sig over.
Det kan være så pinagtigt at tale om skam, at vi undlader at bide hovedet af skammen ved at gå i dialog om problemet. Det er et faktum, som komplicerer de senere måneders debat om Sundhedsstyrelsens tal, som fortælle, at 47 procent af alle danskere er overvægtige, 13 procent stærkt overvægtige.
Fredag den 11. september var overskriften på en artikel i Kristeligt Dagblads etiktillæg ”Skal lægen altid tale med patienter om livsstil?”. Når patienten kommer til lægen, bør man så altid drøfte vægt og rygning, fordi livsstilssygdomme forkorter livet og koster samfundet dyrt?
Flere mener, at det kan være krænkende. Tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling citeres for følgende: Lægen bør koncentrere sig om det, patienten kommer for. Lægen bør tænke sig om og være varsom med uopfordret rådgivning.
Ole J. Hartlings pointe var, at de overvægtige godt ved, at de er overvægtige, og at rygere godt ved, at det ikke er sundt at ryge. Hvis lægen uopfordret tager disse emner op, bidrager det kun til en fordømmelse og stigmatisering af patienten.
Selvom oplysningsniveauet om sundhed aldrig har været højere, bliver flere og flere overvægtige og får diabetes. Praktiserende læge Pia Müller deler ikke Ole J. Hartlings bekymring. Hun er en af hovedarkitekterne bag Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Almen Medicins kliniske vejledning i opsporing og behandling af overvægt.
Hun mener, at det er ganske naturligt at bringe det på bane, når hendes patienter er overvægtige eller ryger for meget. Og hun har aldrig oplevet, at patienterne har givet udtryk for, at hun har overskredet deres grænser ved at bringe det på bane.
Debatten fortsætter i tillægget Sundhed & Helbred den 18. september med overskriften ”Forebyggelse af fedme er stadig en ubesvaret gåde”. Hundredtusindvis af danskere er overvægtige. Man kunne tro, at løsningen på epidemien bare var at lukke munden og komme i gang. Men kuren mod fedme er langt mere kompliceret, fortæller eksperter.
VI VED RIGTIG MANGE TING, men når man læser de senere måneders avisartikler om det, jeg vil kalde for livsstilssyndromet overvægt, står dilemmaerne i kø, blandt andet fordi fedme er genetisk bestemt.
Det betyder, at kommer man fra en familie med mange overvægtige medlemmer, er det forudbestemt, at man sandsynligvis har et problem, man skal finde ud af at leve med for ikke at blive offer for sit arvegods. Og så er vi allerede langt inde i arv/miljø-debatten. Lad os derfor begynde med børnene.
Halvdelen af alle forældre til tykke børn har svært ved at se deres børns overvægt i øjnene, står der i en undersøgelse, som viser, at overvægtige børn har en livskvalitet på niveau med kræftramte børn. En avis havde om samme undersøgelse overskriften ”Børn vælger tykke venner fra”. De isolerer sig, de bliver kede af det, de føler skam. Og deres forældre lyver.
DISSE OVERSKRIFTER gør indtryk, men skal man forstå deres alvor, kommer vi ikke uden om at tage stilling til skammens komplicerede psykodynamik. Den almindelige og adfærdsregulerende skamfølelse er en uundværlig og sund form for blufærdighed, som gør os til mennesker blandt andre mennesker ved at sætte grænser.
Men der findes også en giftig og ødelæggende skamfølelse, som gør os ensomme i følelsen af at være lukket ude af fællesskabet, og hvor benægtelse, hemmeligheder og løgne bliver en af vildvejene ind i det.
Derfor er det sjældent, at forældre til overvægtige børn eller deres lærere taler med børnene om deres skam, altså om hvor svært det må føles at være klassens tykke dreng eller pige.
Det, man taler med dem om, er, hvordan barnet skal på kur for at tabe sig - det fremtidige håb. Det er svært at tale om, at det ofte er ensomt at være den tykke dreng, at det er en sorg at føle sig forkert og anderledes og ikke at kunne løbe som de andre.
Barnet har jo nok at slås med! Så tykke børn vænner sig efterhånden til skammen, de bider den i sig, og deres forældre lyver for at skjule deres skyld og skam. Skammen breder sig som ringe i vandet - man tier og tænker sit, når det tykke barn får tømt slikposen inden alle de andre.
Og de tykke børn risikerer enten at blive generte og indadvendte, eller at madmisbruget udvikler sig til en form for skamløshed og klovneri - en strategi, som først og fremmest tjener som værn mod skammen for ikke at kunne mærke den foragt, som man tror, de andre har.
Og så dækker vi os effektivt ind med ordet livsstil, også når forbrug af mad, rygning og alkohol bliver til misbrug. Ordet livsstil luner, når man ikke mestrer den nødvendige impulskontrol.
Men prisen, der betales, er, at man mister de ord, som forløser den autentiske oplevelse af at være sammen med andre, for de andre tænker deres, når den overvægtige kommer med en stor is, når vennen for 117. gang vrøvler med sin ”fuldemandssnak”, når rygeren står hostende ude i kulden.
Og de, der står omkring dem, skammer sig ofte over deres egne kritiske og smålige tanker - det er jo bare en munter og hyggelig livsstil. Man skal ikke være så ufestlig og intolerant.
Skammens negative væsen handler således om, at man ikke kan opdage skam og skamløshed uden på et vist plan selv at skamme sig, at føle sig pinligt berørt. Den skamfulde forventer kun foragt, ikke omsorg. Og dermed kommer skammen nemt til at forværre misbruget.
Når den tykke dreng kan tale om, at det er svært at være for tyk, har han mulighed for at få den omsorg og forståelse, som kan forandre hans selvfølelse og måske dermed formindske misbruget. Eller at leve bedre med sin overvægt, fordi hemmeligheden og løgnen er blevet afgiftet.
I modsætning til vores mere neurotiske mekanismer som undgåelsesadfærd, tvangshandlinger, fobier og andre former for overlevelsesstrategier, er afhængighed af alkohol, cigaretter og mad vanskeligere at skjule i dagliglivet.
Skammen forvises til sindets baggård, men det burde ikke være nødvendigt, for ved en nærmere fintælling har de fleste af os skæve sider og mangfoldige former for mere eller mindre ubevidste overlevelsesstrategier.
Der er for eksempel ikke så få med misbrugstendenser, som bliver afhængige af at dyrke motion, og det giver jo kun ros fra de andre. Arbejdsnarkomanen får status og ofte rigdom. At man så kan dø eller blive handicappet af sit stress, synes ikke særlig skamfuldt.
Udviklinger begynder således med en erkendelse af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Hvad overvægt angår, får praktiserende læger derfor en central funktion, hvis de magter at bide hovedet af skammen ved at tale åbent og tydeligt med deres patienter om forskellen mellem livsstil og misbrugeradfærd.
Marianne Davidsen-Nielsen er forfatter og psykoterapeut MPF