I disse uger mødes biskopper fra hele verden i Rom for at drøfte familiens rolle i kirken og samfundet. Med til drøftelserne hører kirkens syn på gengift fraskilte og homoseksuelle.
I den forbindelse er der nogle, der med forhåbning forventer, at kirken bryder med sin hidtidige lære, og andre, der med rædsel frygter det samme. Det er i min optik to yderfløje, der er på vildspor.
Det er værd at bemærke, at de to yderfløje gang på gang hiver citater frem, som skal underbygge deres påstande. Citater, der ikke er tro mod det, der faktisk er blevet sagt eller skrevet.
”Hvem er jeg til at dømme?”. Det, som pave Frans nok oftest er blevet citeret for, blev også brugt i ”Deadline” på DR 2 den 4. oktober, men nu kædet på en ny kontekst. Til billeder fra pavens besøg i USA fortalte journalist Adam Holm, at paven havde mødtes med et homoseksuelt par, som han gav en krammer, og i den forbindelse udtalte paven: ”Hvis en person er homoseksuel og søger Gud af et godt hjerte, hvem er jeg så til at dømme vedkommende?”.
Ved at kæde pavens udsagn sammen med hans møde med et homoseksuelt par virker det som en reel anerkendelse af dette forhold, og Adam Holms gæster i studiet fik da også svært ved at kommentere på dette.
Men sandheden er, at disse ord fra paven ikke blev sagt i denne sammenhæng, men stammer fra hans pressekonference den 28. juli 2013 på vej hjem fra Brasilien. Der sagde han ordene, men i en kontekst, som ingen medier har ulejliget sig med at uddybe.
Derfor vil jeg her bringe en dansk oversættelse af denne del af pressekonferencen, så folk kan få en ærlig chance for at forstå pavens synspunkt.
Journalisten Ilze Scamparini beder paven om at kommentere en sag, der i sommeren 2013 blev bragt i medierne, om en af Vatikanets diplomater, monsignor Ricca, der tilbage i 2001 i sin tjeneste i Uruguay var blevet anklaget for at have homoseksuelle forhold. Han blev kaldt tilbage til Vatikanet, men fik nye opgaver der. En af påstandene i medierne var, at en slags homoseksuel lobby i Vatikanet havde holdt hånden over ham.
Ilze Scamparini spørger derfor paven: ”Hvad vil De gøre i denne sag? Hvordan vil De behandle hele spørgsmålet om den homoseksuelle lobby?”.
Paven svarer:
”Angående monsignor Ricca har jeg gjort, hvad kirkeretten kræver og igangsat en forundersøgelse. Og undersøgelserne har ikke vist noget af det, han er blevet anklaget for, vi har ikke fundet nogen beviser for dette. Dette er svaret. Men jeg vil gerne tilføje noget: Jeg ser, at man ofte i kirken, i andre sager og i lignende sager, leder efter for eksempel 'ungdommens synder' og offentliggør dem. Her taler vi ikke om forbrydelser, vel? Forbrydelserne er en anden sag. Misbrug af mindreårige er en forbrydelse. Her taler vi om synder. Men hvis en person, om det er en lægmand, præst eller søster, har begået en synd og så har omvendt sig, så tilgiver Herren, og når Herren tilgiver, så glemmer han det, og det er vigtigt for vores liv. Men for at vende tilbage til Deres konkrete spørgsmål: I denne sag har vi lavet en forundersøgelse, og vi har ikke fundet noget. Det var det første spørgsmål, men så talte De om den homoseksuelle lobby. Suk! Der skrives meget om den homoseksuelle lobby. Jeg har endnu ikke fundet nogen, der kan vise mig et id-kort fra Vatikanet, hvorpå der står homoseksuel. De siger, at de findes. Jeg tror, at når man møder en sådan person, skal man skelne mellem at være homoseksuel og at være med i en lobby, for ingen lobby er god. Det er noget ondt. Hvis en person er homoseksuel og søger Herren og har en god vilje, hvem er jeg så at dømme vedkommende? Den katolske kirkes katekismus forklarer dette på en smuk måde og siger: 'Man skal ikke udstøde disse personer på grund af det, de skal være en del af samfundet'. Problemet er ikke at have denne tendens, nej, vi skal være brødre. Problemet er at skabe en lobby for folk med denne tendens.”
Citatet om, at paven ikke vil dømme den homoseksuelle, er siden gået verden rundt, som om han intet forkert ser i homoseksuelle handlinger. Men faktisk har han ved flere lejligheder understreget, at den katolske kirke aldrig vil kunne tillade vielse af homoseksuelle, fordi ægteskabet er en pagt mellem en mand og en kvinde. At se pavens udtalelse som en blåstempling af homoseksuelle par er en grov manipulation.
På den anden yderfløj ses eksempler på trofaste katolikker, der frygter, at familiesynoden er ved at gøre op med den klassiske katolske lære. Her siges det, at sidste års synode åbnede op for anerkendelse af homoseksuelle parforhold.
I et indlæg på religion.dk skriver Iben Thranholm således den 4. oktober 2015, at synodens udspil var ”liberalt sindet”, og at det mest kontroversielle var ”opfordringen til at 'acceptere og værdsætte' homoseksuelt samliv og til at byde homoseksuelle par velkommen i menighederne”.
Iben Thranholm begår en dobbelt fejl, idet hun forveksler to dokumenter og fejlciterer totalt.
Det, hun kalder den ”konkluderende rapport”, er i virkeligheden et midtvejsdokument fra sidste års synode (Relatio post disceptationem af 13. oktober 2014), som redegør for biskoppernes diskussion.
Afsnit nummer 50 er blevet citeret mange gange: ”De homoseksuelle personer har gaver og kvaliteter at give til det kristne fællesskab. Er vi i stand til at tage imod disse personer, så de er garanteret en familiær plads i vores fællesskaber? Ofte ønsker de at møde en kirke, der er et indbydende hjem for dem. Er vores fællesskaber i stand til at være dette ved at acceptere og afveje deres seksuelle orientering uden at kompromittere den katolske lære om familien og ægteskabet?”.
For det første tales der slet ikke om par, men om de enkelte homoseksuelle, og for det andet bruges ordet værdsætte ikke. Godt nok opstod en sproglig misforståelse, fordi det italienske ord ”valutando” (der betyder evaluere, vurdere, afveje) blev oversat til engelsk med ”valuing” (der betyder værdsætte). Men det er under ingen omstændigheder homoseksuelt samliv, der henvises til, men homoseksuelle mennesker.
Men teksten, som Iben Thranholm kalder konkluderende rapport, var ikke synodens konkluderende dokument. Det kom den 18. oktober 2014 og kaldes Relatio synodi. Her har man ryddet alle tvetydige formuleringer af vejen og skriver blandt andet: ”Der er intet grundlag for at sammenligne eller skabe endog fjerne analogier mellem homoseksuelle forhold og Guds plan for ægteskabet og familien. Ikke desto mindre skal mænd og kvinder med homoseksuelle tendenser modtages med respekt og følsomhed.”
Sidste års synode har hverken undervejs i sit arbejde eller i sit slutdokument talt om at acceptere og værdsætte homoseksuelt samliv. Iben Thranholm har nok fået dette indtryk fra andre kilder, som fejlciterer for at skabe mistillid til synoden. Men det er vel mest nærliggende at have mistillid til folk, der fejlciterer.
Hvad præcis synoden vil medføre, er selvfølgelig umuligt at forudsige. Det skal dog ikke forventes, at pave Frans vil ændre på kirkens lære, men blot på dens disciplin, der hvor dette ikke strider imod kirkens lære.
I hvert fald sagde han under åbningen af dette års synode den 4. oktober, at ”sandheden ikke ændrer sig efter skiftende moder eller de fremherskende meninger”.
At pave Frans samtidig formår at vise kærlighed og barmhjertighed til alle os, der har svært ved at leve op til vor kirkes regler, ser jeg kun som glædeligt og til stor inspiration.
Daniel Nørgaard er katolsk præst