Afrikas økonomiske svaghed sammenlignet med de fleste andre udviklingsområder er måske en del af grunden til, at kontinentet betragtes med opgivenhed af en verden, der kæmper med så mange andre enorme problemer. Man kan endda hævde - eller bruge det som en undskyldning - at selve Afrikas svaghed kan blive til kontinentets fordel nu.
Det er den linje, der lægges - i alt fald til en begyndelse: Mange afrikanske lande vil ikke blive voldsomt påvirkede af krisen. Dens indflydelse vil formentlig ikke blive så stor som andre steder, hævdes det, fordi Afrika udgør så lille en del af de globale markeder med kun 1,3 procent af kapitalværdien af verdens aktiemarked. Og i den udstrækning, der er udenlandske direkte investeringer (de udgør kun fire procent af alle verden over), er de samlet i Afrikas håndfuld af lande, der er rige på råstoffer.
Det er selvfølgelig en fejlagtig anskuelse. På den ene eller den anden måde vil det afrikanske kontinent komme til at lide under virkningerne af krisen. Den økonomiske afmatning i industrilandene vil svække efterspørgslen på afrikanske eksportvarer. Rigere afrikanske lande som Sydafrika, Nigeria og Algeriet, som har et vist mål af eksponering over for resten af verden, kan få flere problemer end blot tabet af deres eksportmarkeder. Og på mellemlangt og langt sigt vil de udenlandske investeringer i Afrika formentlig blive færre, og det samme vil udenlandsk bistand til de fattigste lande på kontinentet.
For blot fire år siden talte den daværende britiske premierminister Tony Blair om "Afrikas år" og om de rigere landes villighed til at drage Afrika med ind i verdensøkonomien. Blairs bevægende opfordring var højdepunktet på en proces, i hvilken det afrikanske kontinent var klatret næsten helt op på den internationale dagsorden efter års relativ tilsidesættelse. Blairs budskab var en påmindelse om, at Afrika er vigtigt. Dets overdådighed af råstoffer udgør et alternativ til det ustabile Mellemøsten som kilde til energi og råstoffer. Produktivt samarbejde i Afrika blev så meget mere presserende for Europa og USA af Kinas opkomst som den største investor på kontinentet.
Hvilke emner bør tages op i den genoplivede dialog? De faktorer, der i stadig større grad har bidraget til kontinentets marginalisering, går fra kontinentets politiske svagheder til de destabiliserende virkninger af aids. Globaliseringen burde have været lige så værdifuld for Afrika, som den har været det andre steder, men fordi mange afrikanske lande ikke har været i en position til at åbne deres økonomier og tiltrække investeringer og handel, er de gået glip af den.
Det er vigtigt her at pointere, at nogle dele af Afrika - især siden 2004 - har oplevet opsving i den økonomiske vækst, som går langt ud over blot at være et forbigående fænomen, selvom det mestendels er næret af høje priser på råstoffer. Det viser, at Afrika er i stand til at flytte sig fremad og opnå en bæredygtig udvikling, forudsat at Afrika og den industrialiserede verden kan arbejde sammen.
Positivt og af stor betydning er det, at mange afrikanske lande er blevet mere politisk stabile i løbet af det forgangne årti. Ikke desto mindre har aids-tragedien betydet, at kontinentets image udadtil alt for ofte forbindes med sult, fattigdom, sygdom og konflikt og ikke formår at indfange Afrikas mangfoldige virkelighed. Kast et blik på "det andet" Afrika med dets stærke markedsresultater i de senere år takket være bedre reguleringssystemer, strukturreformer, højere vækstrater, flere udenlandske direkte investeringer og udenlandske valutareserver, robuste eksportresultater og lavere gældsniveauer. Det er det fremtidens Afrika, som har tiltrukket masser af støtte fra den Europæiske Union, Kina, Japan og USA.
Afrika er nu nødt til at udvikle en strategi, som tillader det at veksle sin vinding til langsigtet økonomisk stabilitet og bæredygtig vækst. Mine forslag til en sådan strategi er som følger:
Mange af de afrikanske lande, som er rige på råstoffer, er i en magtposition, men de er også helt afhængige af råvareprisernes op- og nedture. Disse lande er nødt til at lære af spredningsstrategierne og vækstkurserne i andre lande, der ligeledes er rige på råstoffer, for eksempel Malaysia, Norge, Australien og New Zealand.
At reformere Afrikas politiske og økonomiske ledelse har helt klart prioritet, men det er først og fremmest et internt problem i Afrika. I mere end 30 år har udefrakommende forsøgt at støtte og bidrage til mere demokrati, større økonomisk vækst og gode styreformer. Alligevel synes Afrikas politiske og økonomiske eliter fortsat uvillige eller ude af stand til at udvikle deres fulde potentiale, så kontinentet kan indtage sin rimelige plads i det internationale system.
Dette er de muligheder, der skal gribes, hvis et revitaliseret Afrika skal spille en større rolle i tacklingen af de internationale udfordringer, som påvirker kontinentet direkte, men som for tiden håndteres af institutioner, hvor den afrikanske indflydelse er stærkt begrænset. Multilateralisme er ikke ensbetydende med at afgive suverænitet. Alligevel har de globale ledelsesstrukturer holdt Afrika som gidsel i mange år og gjort det umuligt for kontinentet at indtage sin retmæssige plads i det internationale system.
Kinas interesse i Afrika og de kinesiske investeringer i kontinentet har vakt bekymring i Europa og USA. Men disse bekymringer giver os svaret på spørgsmålet: "Er Afrika overhovedet vigtigt?" Jeg vil godt fremsætte fem afgørende grunde til, at Afrika faktisk er vigtigt - og særligt for Europa:
1) Afrikas postkoloniale historie har været en historie om integrering i den europæiske økonomi og dens markeder. Hvis Afrika er af betydning for Europa, er kontinentet det også for resten af den globaliserede verden.
2) Miljømæssigt har Afrika betydning for verden, fordi kontinentet har den største kapacitet til at bevare balancen i biosfæren og undgå yderligere udtynding af ozonlaget.
3) Afrika tilbyder nem markedsadgang til Europa såvel som til USA og Kina og kan i nogle tilfælde yde ekstraordinære investeringsmuligheder med høje afkastprocenter. Afrikas historiske bånd og dets geografi giver europæiske investorer en komparativ fordel frem for Nordamerika og Asien, Kina indbefattet. Det politiske klima på kontinentet er gradvis ved at skifte i retning af demokrati, respekt for retsstatsprincipper og beskyttelse af menneskerettigheder.
4) Afrika har en overflod af råstoffer. Kontinentet har verdens største reserver af bauxit, krommalm, kobolt, diamanter og guld. Det er rigt på palladium, fosfater, metaller fra platingruppen, titaniummineraler, vanadium og zirkon. Den afrikanske produktion udgør 80 procent af verdens metaller fra platingruppen, 55 procent af verdens krommalm, 49 procent af dens palladium, 45 procent af dens vanadium og op til 55 procent af verdens guld og diamanter.
5) Samarbejde med Kina: Kineserne har signaleret deres parathed til en dialog med Den Afrikanske Union om ting af fælles interesse. Især Europa burde engagere sig i en sådan dialog ved at fremsætte forslag om kinesisk deltagelse i europæiske initiativer.
Til trods for dets relative isolation i verdenshandlen med hensyn til omfanget af varer, bør det afrikanske kontinent anses for at gå en storslået fremtid i møde, økonomisk såvel som politisk. Det, som landene i Afrika nu må gøre, er at arbejde på at blive en strategisk international magtfaktor, der går foran med sammenhængende og omfattende udviklingsplaner for verden.
Ernst Stetter er generalsekretær i Foundation for European Progressive Studies (Fonden for europæiske fremskridtsstudier)
Copyright: www.europesworld.org
Oversat af Sara Høyrup