FØRSTE GANG jeg for vel 10 år siden hørte, at man i Indien og Kina (og en hel del andre lande) slår ufødte og nyfødte piger ihjel, blev jeg fysisk dårlig. Jeg var tæt på at kaste op og nægtede i første omgang at tro på, at det kunne være sandt.
En så grusom handling har jeg den dag i dag svært ved overhovedet at kunne tænke til ende, og det er en af grundene til, at jeg er meget ambivalent over for fosterundersøgelser uden lægelig indikation. Størsteparten af de undersøgelser, der gennemføres, er i øvrigt uden en sådan lægelig indikation. Det er godt hjulpet på vej af industrien bag blevet noget, som stort set alle gravide kvinder får udført i et eller andet omfang.
Når vi konfronteres med ondskab og grusomhed, kan vi enten vælge at gemme os og ignorere det eller forsøge at gøre en forskel. Efter at have taget tilløb hertil en del år valgte jeg sidste år at lade netop femicide (en systematisk praksis med at dræbe piger og kvinder på grund af deres køn, red.) fylde en del i min fjerde krimi Hjerteløs om børnelægen Anna Storm.
Alene med det sigte at få fokus på dette hæslige fænomen. Et fænomen, som i mine øjne afspejler en foragt for piger og kvinder, som selvfølgelig smitter af mange andre steder. Det er så ekstremt et kvindehad up in your face, at man død og pine skal blive fysisk utilpas, når man hører om det.
Men dernæst er man også nødt til at tænke sørme nej. Det skal ikke få lov at forblive et tabu eller blot ignoreret. De pigebørn, som er blevet slået i hjel, skal erindres, og ikke mindst skal man lægge pres på, at inderne gør noget drastisk for at sætte en stopper for disse grusomheder.
REJSER MAN TIL INDIEN, er noget af det første, man mødes af, et ganske overvældende syn af mænd. Faktisk opholder der sig vanvittig mange mænd på gader, stræder og pladser. Det er ikke alene et resultat af, at der er ufattelig mange mennesker i Indien, og at man har slået pigerne ihjel. Trods alt.
Det er også et udtryk for, at kvinderne ikke i samme grad er på arbejdsmarkedet, og at de generelt holdes hjemme. Femicide bidrager dog også til overvægten af mænd, da kønsfordelingen i Indien er forskudt, så der er 12 drenge per 10 piger, og nogle steder på landet endda 18 drenge pr. 10 piger.
Sammen med min datter har jeg gennem de seneste 10 år rejst en del i Indien og har flere gange forsøgt at drøfte problemet med drab på piger med vores samarbejdspartnere, venner og bekendte. Uden større held. Fordi de enten ikke vidste noget herom, eller fordi det er så tabuiseret.
Rigtig mange kvinder bliver slået i ægteskaberne i Indien, og også her er det ejendommeligt at diskutere med mænd, som man egentlig på mange måder har et fint samarbejde med, for så at erfare, at de ser det som noget af det mest naturlige, at kvinderne i ægteskabet en gang imellem får nogle slag.
De kigger ligefrem pludselig og vantro på mig, som var jeg dumpet ned fra en anden planet. Hvad der det ene øjeblik er en god kontakt og fælles forståelse, forvandles pludselig til en uforståelig distance. Vold mod kvinder, herunder accepten heraf, er også forbundet med femicide. For det forbliver et udtryk for opfattelsen af kvinder som mindre værd, som underdanige, ja som andenrangs.
Medgift er ulovlig i Indien, men det ændrer ikke ved, at det fortsat bruges i rigt omfang og er afgørende i de arrangerede ægteskaber. På landet er stort set alle ægteskaber arrangerede, mens billedet langsomt ændrer sig i storbyerne.
Grundet medgiften er pigerne en reel økonomisk belastning for ikke mindst de fattige familier. Især når pigerne i sig selv ikke bidrager til familiens økonomi, men forsørgelsesdelen primært varetages af mændene. Sammenholdt med, at hun ikke har en indtjening og fortsat på landet typisk ingen uddannelse. Flere steder i landområderne i Indien får omkring 75 procent af drengene en uddannelse, mens det blot er omkring halvdelen af pigerne, som overhovedet kommer i skole.
LÆGER INDGÅR i Indien i kønssorteringen. Flere steder ser man ligefrem læger reklamere med deres service: Brug 5000 rupies og spar 800.000 rupies senere.
Det refererer til, hvad familien skal betale for at få lavet en undersøgelse af fosteret, oftest ultralydsscanning, og derefter måske abort. Aborten kan i dag foretages medicinsk. De 800.000 rupies refererer til, hvad familierne skal betale i medgift, når pigen en dag skal giftes.Det er selvfølgelig både skræmmende, ulovligt og i strid med lægeløftet, når indiske læger reklamerer og handler, som de gør. Deres åbenlyse lovovertrædelse viser blot, at der ingen konsekvens er, når det gælder håndhævelse af en hel del indiske love.
Det er også ulovligt at slå kvinder, og alligevel sendes mange hjem fra politistationerne fulgt af en hånlig latter. Samtidig vidner det selvfølgelig også om en grådighed og afstumpethed blandt nogle indiske læger, som man som kollega selvfølgelig græmmes over. Jeg har endnu ikke hørt, at læger også er involveret i drabet på de nyfødte piger, men alt synes desværre at være muligt i visse dele af Indien.
Både gruppevoldtægter og femicide er udtryk for tidligere nævnte opfattelse af kvinden og hendes status i Indien. Eller kvinden som redskab. Der er flere forklaringer til gruppevoldtægterne, men at det også er udtryk for selvsamme kvindehad, er der ingen tvivl om. Samtidig med, at det jo netop afspejler holdningen til kvinder, og hvad kvinder i Indien må tåle. Altså dem, der overhovedet får lov at blive født eller leve.
Da vi sidste år atter var i Indien, var vi så heldige at få et møde i stand med parlamentsmedlemmet Hamsirat Badal, en kvindelig sikh fra Punjab. Det var et enestående møde med en kvinde, som kæmper for netop bekæmpelsen af femicide. Ikke mindst i en erkendelse af, at det ikke alene er udtryk for, at kvinder i Indien er andenrangsborgere, men også at det truer landet og landområderne på mange måder.
Hamsirat Badal står bag organisationen Nanhi Chhann, som netop forsøger at bekæmpe femicide. Det er ret simpelt og lavpraktisk, og omdrejningspunktet er, at kvinderne lærer at sy, får udleveret en symaskine for så at kunne forsøge sig selv og bidrage til økonomien. Det er empowerment (hjælp til selvhjælp på dansk, red.), når det er bedst og mest simpelt.
Samtidig gør selvsamme organisation et stort arbejde for at koble bøndernes reelle bekymring for klimaforandringer til pigers værdi. Således bringer de fokus på Moder Jord, forærer træer til bønderne og laver samtidig koblingen til jordens frugtbarhed og kvindens frugtbarhed. At de skal værne om pigebarnet, som de værner om det spæde træ.
Det er selvfølgelig ikke nok at skrive en krimi, hvor emnet inddrages. Men med krimien har jeg også forsøgt at bidrage til Nanhi Chhanns arbejde til netop bekæmpelse af femicide. De penge, vi formår at samle ind, kan være med til at give kvinderne en værdi i de dele af Punjab, hvor organisationen arbejder.
Samtidig håber jeg, at vi med større offentlig bevågenhed kan støtte de politikere i Indien, som tør og insisterer på at gøre en forskel for kvinder og børn. En ikke helt ufarlig bedrift. Forhåbentlig kan vi være med at sikre, at flere piger får lov til at leve!
Vibeke Manniche er læge, ph.d. og forfatter