Find den skyldige - gerne en svag!

I den forgangne valgkamp blev der på ubehagelig vis spekuleret i misundelse, modsætninger imellem samfundsgrupperne og frygt for de fremmede. Politikerne tænker ikke mere så meget på at værne den svage

Tirsdag den 16. juni 2015 er der partilederrunde under overskriften 'Demokratiets aften' hos DR i DR Koncerthuset. Debatten byder på alle ti partiledere, som få dage før valget skal overbevise seerne om at stemme på dem. Demokratiets aften i DR. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Kristian Thulesen Dahl
Tirsdag den 16. juni 2015 er der partilederrunde under overskriften 'Demokratiets aften' hos DR i DR Koncerthuset. Debatten byder på alle ti partiledere, som få dage før valget skal overbevise seerne om at stemme på dem. Demokratiets aften i DR. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Kristian Thulesen Dahl. Foto: Scanpix/Claus Bech.

Da folketingsvalget blev skudt i gang, ventede alle en beskidt valgkamp. Alligevel var valgkampen denne gang mere ubehagelig end tidligere.

Ikke fordi den politiske tone var hårdere, eller fordi politikerne begik flere karaktermord på hinanden, men fordi politikerne spillede et nyt spil.

Vi kan kalde det ”Find den skyldige!”. Flere partier valgte at pege på bestemte befolkningsgrupper som de skyldige.

Og hver gang var det en i forvejen ugleset og udsat mindretalsgruppe.

Socialdemokraterne begyndte med at pege på flygtninge og asylsøgere og sagde:

”Vi vil føre en hård udlændingepolitik. De skal i arbejde fra første dag.” Forslaget blev begrundet i hensynet til flygtningene selv, og hvem kunne være uenig heri?

Det giver bedre integration og langt større selvværd og livsindhold at gå på arbejde frem for at sidde inaktiv på et asylcenter.

Men der var også en undertone: ”De skal ikke komme her og tro, at de får penge uden at skulle bestille noget, for i virkeligheden kommer de måske for at nasse på os.”

Venstre lagde ud med at pege på kontanthjælpsmodtagerne ved at sige:

”De får alt for meget i offentlige ydelser, det har vi ikke råd til, der skal loft over kontanthjælpen.” Samtidig sagde man, at den kommende statsminister må begrænse indvandringen til Danmark, som er eksploderet under den røde regering.

De sparede udgifter til asylarbejdet skulle sammen med nedskæringer i u-landshjælpen finansiere danskernes fortsatte velfærd.

Samtidig skulle flygtningene hjælpes i deres nærområder, hvilket i øvrigt kan blive ganske vanskeligt, når u-landshjælpen beskæres.

Det Konservative Folkeparti skrev ordene nazi, islam og isme i forlængelse af hinanden og satte stop foran. Man forklarede, at der er ligheder imellem nazismen og islamismen, men man understregede dog, at der kun er tale om en lille ekstrem gruppe blandt muslimerne.

Alligevel stod de to ord ”nazi” og ”islam” i forlængelse af hinanden på de grønne plakater.

Jeg mindes ikke, at ”Find den skyldige” er blevet spillet med samme nederdrægtige ihærdighed ved tidligere valgkampe.

Er det ikke Folketingets opgave at holde sammen på folket? Mange præster beder i kirkebønnen hver søndag året rundt for den verdslige øvrighed med denne eller lignende formuleringer:

”Vær med regering, folketing, regionsråd og kommunalbestyrelse, at de må være rette øvrigheder, der værner den svage og arbejder for fælles bedste.”

Men i valgkampen blev der spekuleret i misundelse, modsætninger imellem samfundsgrupperne og frygt for de fremmede.

Måske fordi politikerne ikke tænker så meget på at værne den svage og arbejde for fælles bedste, men mere på, hvordan de kan få støtte fra bestemte segmenter blandt vælgerne.

Og politiske analytikere, fokusgrupper, meningsmålinger og partiernes spindoktorer mente åbenbart, at det ville give bonus at spille ”Find den skyldige”.

Hvis de gamle partier troede, at de derved kunne standse Dansk Folkepartis indhug i vælgerskaren, viste valgresultatet, at de forregnede sig. Dansk Folkeparti leverer nemlig med overbevisning og troværdighed den rene vare.

Samtidig lykkedes det partiet at finde endnu en vindersag, nemlig modsætningen mellem centrum og periferi, som opleves og erfares meget tydeligt her i min sønderjyske hjemstavn. Valgresultatet på de sønderjyske valgsteder blev klar tale.

Dansk Folkepartis holdning til flygtninge og indvandrere er så velkendt og fasttømret, at partiet egentlig ikke deltog i spillet, for det havde de på forhånd vundet.

Vi er blevet kendt verden over som et samfund, hvor ”få har for meget, og færre for lidt”, fordi vi har det fælles udgangspunkt, at de stærke skuldre skal hjælpe til med at bære de svage skuldres byrder.

Hvorfor skal svage grupper som flygtninge, indvandrere og kontanthjælpsmodtagere hænges ud?

Og hvorfor skal et religiøst mindretal karakteriseres ved nazisme, Islamisk Stat og Boko Haram, som er modbydelige ekstreme bevægelser, man kun kan nære afsky over for?

Det socialdemokrati og den Helle Thorning-Schmidt, jeg kender, er ikke sådan. De har solidaritet og sammenhold som en del af deres politiske og åndelige arv. H.C. Hansen, Anker Jørgensen, Bodil Koch, Svend Auken og Mogens Lykketoft har været fyrtårne i varetagelsen af denne arv.

Og Helle Thorning-Schmidt har repræsenteret dette uden at vakle på stiletterne, mens hun gennemførte de økonomiske reformer, som gjorde hende sårbar for kritik.

Det Venstre, jeg kender, er båret af et menneskesyn, der tænker stort og smukt om det enkelte menneske og dets mulighed for at leve og udvikle sig som et ”guddommeligt eksperiment af støv og ånd”.

Her er forbillederne folk som I.C. Christensen, Poul Hartling, Christian Mejdahl, Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder. Lars Løkke og Kristian Jensen er vokset op med dette menneskesyn.

Det Konservative Folkeparti, og den Søren Pape, jeg kender som en dygtig og respekteret borgmester i Viborg, har en gammel tradition for social ansvarlighed og borgerlig anstændighed.

Folk som Christmas-Møller, Poul Møller, Palle Simonsen, Poul Schlüter og Per Stig Møller har båret dette videre. Søren Pape repræsenterede som borgmester i Viborg også denne socialkonservative og statsbærende grundholdning.

Blot politikerne ville holde op med at løbe efter det, de tror giver en hurtig gevinst på valgdagen.

Mon ikke det gavner et parti at fastholde sin troværdighed frem for at sætte den over styr i politiske budskaber, som de fleste instinktivt føler er konstrueret for at få en hurtig mandatgevinst?

Resultatet bliver et stadigt tydeligere tab af medmenneskelig empati og social ansvarlighed i det danske samfund.

At magthaverne skal ”værne den svage og arbejde for fælles bedste”, er i virkeligheden den grund, vort samfund er bygget på.

JEG kunne ønske et bredere og dybere blik for, hvilke mekanismer, som igangsatte den økonomiske og finansielle krise. Hvorfor skal pilen hver gang pege på de svage og sårbare, som måske er dem, der lider mest under krisens følger?

For nylig modtog jeg en mail fra en far til en voksen søn. Med faderens tilladelse gengiver jeg dele af hans mail:

”Du kender sikkert historien om 'dovne Robert' fra medierne, som har afstedkommet en panisk reaktion fra vore politikere i form af en lovgivning, der lader hånt om syge mennesker.

De skal ikke blot kæmpe med og imod deres sygdom, men også mod et system, der har taget dem som gidsler. Jeg er selv far til en søn, der for et år siden fik stillet diagnosen skizofreni paranoia (“).

Han er nu kommet i et såkaldt ressourceforløb på kontanthjælpsniveau. Han er deprimeret og uden sygdomserkendelse, og så skammer han sig over sin situation. Jeg er meget bekymret for ham og hans eventuelle fremtid, idet han har givet udtryk for, at han ikke mere orker sin situation (...).

Det er svært at vinde gehør for syge menneskers skæbne og hverdag i øvrigt, men derfor prøver jeg alligevel på at gøre opmærksom på problemerne, som 'kolde hjerner' ej kan forstå.”

Hvorfor er vore hjerner blevet så kolde, at vi mister blikket for medmennesket?

Måske fordi vi søger det perfekte: den perfekte familie, de perfekte børn, den perfekte krop, det perfekte billede til Facebook og Instagram.

Men der er noget umiddelbart betagende ved et menneske, som erkender sin egen ufuldkommenhed. Dermed får man bedre øje og øre for sit medmenneske.

Vore politikere må holde op med at pege på den skyldige og i stedet bruge tale- og handletid på troværdigt og overbevisende at fortælle os, hvad de virkelig tror på, og hvor de gerne ser det danske samfund bevæge sig hen.

Karsten Nissen er tidligere biskop over Viborg Stift