Findes der mon engle?

Jeg er som forælder til en elev på skolen i den grad kommet i terapi for min danske religiøse berøringsangst
Maiken Skeem

En skolegang med bevingede engle på skulderen og Gud på bageste række giver efterhånden rigtig god mening, og jeg er sikker på, at netop den bagage er med til at ruste min søn til livet sidenhen, mener dagens danske kronikør, hvis søn går i en fransk, katolsk skole

I Danmark er kirke, tro og fællesskab parkeret på et sidespor. Vi udstopper i stedet vores liv med selvudviklingskurser, tantraretræter og regnbuemeditation - for jagten på mening og sammenhæng i livet fortsætter.

I Frankrig holder de godt fast i kultur og traditioner - og mange steder også i deres religion. Kan det tænkes, at vi tager fejl? Måske opnår man ikke rå, ren og uforfalsket lykke ved at kigge indad og nedad mod sin egen navle - men i stedet ved at være noget for andre?

Rafaels juletrinde, eftertænksomme og bevingede drengebørn ligner på ingen måder de engle, jeg forleden blev præsenteret for af min yngste søn. De flød ikke henslængt og afslappet, men stod anspændt, ret op og ned på hver deres sky. Lange, magre skabninger med karsehår, slatne mågevinger, snesko på og tunge trækors om halsen. Et par stykker af dem var slumret ind, stående.

Sønnens engletegning var afslutningen på ugens tema i hans franske, katolske skole. Et tema om himlens små, blege budbringere.

Findes de så virkeligt, de uhåndgribelige, svævende skabninger, deroppe på de hvide skyer, ville han vide? Han virkede ikke overbevist selv efter at have talt og hørt om dem i en hel uge.

Jeg bliver ham svar skyldig. Man siger, at hvert menneske har sin egen private skytsengel, en usynlig følgesvend, en bodyguard - eller en stalker om man vil. I hvert fald en, der holder et vågent øje med vores gang på jord og sørger for, at vi rejser os igen, hvis vi snubler på livets motorvej. Men kun få af os har faktisk stået ansigt til ansigt med vores engel.

I Danmark skilter vi ikke med vores tro, og Gud kan være ret svær at få øje på fra mandag til lørdag. Søndag er han i sagens natur lidt mere synlig, men han gør i reglen ikke meget væsen af sig.

I Frankrig, hvor jeg bor med min familie, er der ligeledes en skarp adskillelse mellem kirke og stat, og det har der været siden 1905. Hver har ret til sin tro - men ikke til at skilte med den på statens ejendom, for eksempel på de franske folkeskoler.

Med vedtagelsen af verdslighedsloven i 2004 blev religiøse symboler og tegn helt forbudt i den franske folkeskole. De private katolske skoler er ikke omfattet af den lov. Her vedkender man sig sin tro - og er på ingen måder bange for at skilte med den. Det er sådan en skole, som vi har valgt til vores yngste søn.

Faktisk var det et ret grænseoverskridende valg for mig at sende min søn i en fransk, katolsk skole. Jeg er som mange andre danskere ikke helt afklaret omkring min tro. Jeg er sikker på og håber, at der findes noget eller nogen deroppe eller derude, som er større end og har bedre styr på det hele end os mennesker.

Men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på mænd, der kan gå på vandet eller forvandle vand til vin. Heller ikke engle har jeg den store fidus til - hverken de små buttede, der spiller basun og harpe eller dem med mågevinger og karsehår. Sønnen er blevet lidt rigeligt ”korsfikseret”. Han ser krucifixer overalt og i alle afskygninger, producerer dem selv i træ med sin lille dolk som en anden Emil fra Lønneberg - og har nu også spurgt, om han ligesom mange af de andre børn på skolen kan få en kæde om halsen med et gyldent kors.

Jeg har forklaret ham, at det er ikke smart at bære smykker, fordi man nemt kan hænge fast i træer og buske og blive kvalt. Ikke særligt sandsynligt måske, men at gå til at pynte min søn med et kors vil for mig alligevel være at gå et par skridt for langt.

Men jeg synes alligevel, at de på min søns katolske skole kan noget, som ikke mange kan: Fokus er ikke kun på det rationelle og det, man kan tage og føle på. Han får som syvårig en åndelig dimension ind i sit liv. Noget som man ikke umiddelbart får i en dansk - eller fransk - folkeskole, som er klorinrenset for religiøse symboler ud fra tankegangen, at den ene religion ikke er bedre eller mere vigtig end den anden. I mine øjne en absolut sandhed.

Jeg synes ikke, at vi skal være bange for at tale om og lære vores børn om den kristne tro, som jo i høj grad danner det kulturelle fundament i vores samfund. Det er i virkeligheden enkelt: at være noget for hinanden, at have omtanke og omsorg for andre mennesker går vel aldrig af mode - eller?

Jeg synes, at det er vigtige kneb at lære i en tid, hvor det nogle gange virker, som om at vi alle i udstrakt grad har mest øje for os selv, vores egen navle, selvudvikling og selvrealisering, lykke og succes.

Jeg er som forælder til en elev på skolen i den grad kommet i terapi for min danske religiøse berøringsangst og min individualistiske tilgang til tilværelsen.

Kristendommen er her et væsentligt pejlemærke i hverdagen og i samværet med andre mennesker for både forældre og lærere på skolen. Ikke sådan forstået, at man taler om sin tro og forsøger at ”tørre den af” på andre.

Men man udlever og lever det kristne budskab: Alle hjælper hinanden, alle træder til og bidrager med det, de kan, alle er åbne om deres glæder og sorger - og ingen tøver med at bede om hjælp.

Skolens erklærede omdrejningspunkt er det gode, det smukke og det sande: ”Le bien, le beau et le vrai.” Men det betyder ikke, at man ikke har øje for livets små syrlige drops og store hold kæft-bolsjer.

Nogle forældre er syge, nogle er skilt, og andre har mistet jobbet og kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Men ingen taler hverken dømmende eller fordømmende om andre. Og det smitter smukt af på børnene, som udvikler en bemærkelsesværdig rummelighed og nysgerrighed over for det, som er anderledes, skævt eller uperfekt. Ingen bliver set og bedømt ud fra livssituation, bilens størrelse eller uddannelse og job.

I vores kultur er vi skolet til at sætte folk i bås, kategorisere og systematisere for at skabe overblik og gøre det lettere for os selv. Vi går efter succes, og kun det perfekte er godt nok.

Men her bliver man ikke målt og vejet - og ingen bliver i hvert fald fundet for lette. I skolen og uden for skolen er forældre og lærere en del af hinandens tilværelse. De er, kan man vel sige, hinandens hverdagsengle. Ingen af dem har godt nok karsehår eller slæber rundt på et par mågevinger, men nogle går i habit og andre i kedeldragt.

Hvad angår min søn: Formentlig lader han sig ikke indfange, indoktrinere og manipulere til at tro på hverken Gud, jomfruen eller engle. Jeg er ikke den mindste smule urolig længere.

Han får sikkert den intellektuelle kapacitet til selv at tage stilling, at gøre sig tanker om tro og beslutte sig for, hvor på skalaen fra ateist til rabiat, han vælger at placere sig.

Måske er der faktisk noget om, at man skal kende sin baggrund, sine kulturelle rødder og sit ståsted for med større tolerance at møde mennesker med en anden tro, kultur eller livsgrundlag.

En skolegang med bevingede engle på skulderen og Gud på bageste række giver efterhånden rigtig god mening. Jeg er sikker på, at netop den bagage er med til at ruste min søn til et liv, hvor han udvikler sig selv som menneske - også og måske især ved at være noget for andre og derigennem finde meningen med sit liv.

Maiken Skeem er journalist og bor i Frankrig