DEN BEDSTE PRÆDIKEN, jeg har hørt i 2015, har jeg slet ikke hørt - den har jeg læst. Den blev ikke holdt i en kirke, og prædikanten var ikke præst, men dagbladet Politikens korrespondent fra Berlin.
Jeg hørte den ikke, fordi den kun findes som Politikens kronik den 27. december 2015. Forfatteren hedder Peter Wivel, og kronikken omhandler hans tolkning af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner.
Den lignelse står i Lukasevangeliet kapitel 10. Peter Wivel skriver om den af to grunde. For det første fordi han er vred over, at Søren Krarup og hans døtre afviser, at flygtninge kan kaldes min næste, når de er udlændinge. Næste betyder én, som står mig nær, og vildtfremmede kan da logisk set ikke være nærtstående.
Den anden grund til, at Wivel skriver sin kronik, er, at vi alle i 2015 igen og igen har hørt, at Danmark er et kristent land. Hvis vi er kristne, siger Wivel, så må vi kende en afgørende del af kristendommen, og han mener, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner er én af de mest fundamentale lignelser. Det har han ret i.
Jesus bliver spurgt af en jødisk lovkyndig om, hvilket bud der er det vigtigste. Jesus svarer, at der er to bud, som er de vigtigste. Det ene er: Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og hele dit sind. Det andet: Du skal elske din næste som dig selv. Den lovkyndige spørger så: ”Hvem er da min næste, som jeg skal elske som mig selv?”.
Han får ikke et direkte svar som for eksempel, at din næste er din landsmand, din ven eller slægtning. I stedet fortæller Jesus en historie, som vi kalder en lignelse. Peter Wivel har ret i at, alle kristne bør kende netop den lignelse. Jeg påstod i de 12 år, jeg var præst i Virum, at man kunne vække mine konfirmander midt om natten og spørge dem, hvor lignelsen stod i Bibelen, og de ville alle svare: i Lukasevangeliet kapitel 10.
Mit pædagogiske fif var, at jeg spurgte dem: Hvis det var én af jer, der så en blødende bevidstløs mand ligge på vejen, hvor ville I så sørge for, at han kom hen? De svarede: på hospitalet. Jeg spurgte: Hvad er det nærmeste hospital? De svarede: Det er Sankt Lukas. Husk det, sagde jeg, for det er også Lukas, der fortæller lignelsen og på den tid, hvor den blev fortalt, var der ikke hospitaler.
PETER WIVEL PÅPEGER, at man i første omgang skulle tro, at historien handler om manden, der blev overfaldet af røveren, som efterlod ham nøgen og gennemtæsket - at det er ham, der er vores næste. Men Jesus spørger helt anderledes. Han siger til den lovkyndige: ”Hvem af de tre viste sig at være den overfaldnes næste?”. Den lovkyndige svarer: ”Det var ham, som viste barmhjertighed med den overfaldne.” Jesus svarer: ”Så gå du, og gør som ham.”
Lignelsen er let at huske, fordi den bygger på tretallet. I mange gamle folkefortællinger bruges tallet tre. Som danskere husker vi fra vores barndom, at der i H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet” er tre hunde under det hule træ, som heksen beder soldaten kravle ned i.
Tilbage til lignelsen. Der står: Tilfældigvis kommer der tre og ser den overfaldne. Den lovkyndige, altså præsten, og hans medhjælper, som kaldes en levit, ser manden, der ligger blødende, men de går videre. Peter Wivel forklarer, at de to lovkyndige mænd kan undskyldes, fordi der står, at den overfaldne lå halvdød, og Moseloven siger, at man aldrig må røre ved en død.
De to, som går forbi, kommer til fods på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, men samaritaneren kommer ridende på et muldyr, og om ham står der: ”Han fik meget ondt af ham.” (Jeg følger Paul og Anna Sophie Seidelins oversættelse fra 1974).
Peter Wivel læser det græske ord, som ordret betyder: ondt i indvoldene. En enkelt oversættelse kalder det medfølelse eller barmhjertighed, derfor kalder vi ham for den barmhjertige. Medlidenheden omsættes til handling: ”Han behandlede hans sår med vin og olie og forbandt dem, fik ham op på sit eget ridedyr, bragte ham til en kro og fik ham til sengs. Næste dag betalte han kroværten to denarer af sin egen pung og sagde: Sørg godt for ham! Hvis der bliver brug for det, vil du så lægge ud for mig, så skal jeg betale dig, når jeg kommer herind på hjemvejen.”
SØREN KIERKEGAARD sætter lignelsen meget højt i den bog, han selv var mest tilfreds med, og som han udgav i 1847: ”Kærlighedens gerninger”. Læg mærke til, at den ikke bare hedder kærlighed, men kærlighedens gerninger.
I den bog spørger Søren Kierkegaard, om den barmhjertige kunne kaldes barmhjertig, hvis han ingen penge havde haft at betale med. Kierkegaard svarer, at det at vise barmhjertighed ikke er et spørgsmål om at have penge i pungen, men om at have hjerte i barmen.
Peter Wivel understreger, at den barmhjertige var fra Samaria. Farisæerne og de lovkyndige afskyede samaritanerne. Jeg plejer at sige, at den barmhjertige gør to ting: 1) Han sætter sig i den andens sted. 2) Han sætter den anden i sit sted, nemlig lægger ham over sadlen og går til fods til kroen.
Da P.G. Lindhardt blev spurgt om, hvorfor han aldrig ville prædike mere, svarede han: ”Mit variationstalent er brugt op.” Det var der én, der gjorde nar af i Morgenavisen Jyllands-Posten, nemlig Jesper Langballe.
Lindhardt betroede mig engang, at det altid tog ham længere tid at vælge salmen til gudstjenesten end at skrive sin prædiken. Første juledag 2015 hørte jeg en ypperlig prædiken i Immanuelskirken af Niels Grønkjær, der i høj grad har bevaret sit variationstalent. Teksten var naturligvis første juledags Johannesevangeliets prolog:
Og Lyset skinner i Mørket
og Mørket opsluger det ikke.
Et menneske blev til, udsendt fra Gud,
hans navn var Johannes.
Han kom som et vidne,
han skulle vidne om Lyset.
Lyset var det sande,
det oplyser hvert menneske,
det kommer til Verden.
Ordet var i Verden
og Verden blev til ved det
og Verden kendte ham ikke.
ANDEN JULEDAG var jeg i kirke i Søllerød hos Thomas Reventlow Bruun. Som sædvanlig var det en gennemarbejdet dygtig prædiken, men da jeg kom hjem til Frederiksberg, fortalte en familie i opgangen, at jeg var gået glip af Margrete Aukens prædiken i Frederiksberg Kirke.
Anden juledag kaldes Sankt Stefans dag, for så hurtigt efter juleglæden følger steningen af den første kristne. I Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 32-42 siger Jesus: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred på jorden, jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”
Jeg har læst om en trykfejl i en skolesang, hvor der ikke stod, at Jesus var en hyttegæst, som steg til lave hytter ned. I stedet stod der, at han var en hyggegæst. Men hyggen er det forbi med.
Jeg ringede til Margrete Auken og fik heldigvis hendes prædiken, jeg forstår godt, at der blev grinet i Frederiksberg Kirke, for hun siger:
”Da flygtningene her i år strømmede ind i Europa i et omfang, der underligt nok kom bag på mange, sagde en politiker, en præstedatter endda, at vi jo ikke kunne lukke Gud og hvermand ind. Hun fik støtte i et læserbrev i Politiken: 'Nej, i hvert fald ikke Gud, vi risikerer jo, at han tager sin oprørske mellemøstlige søn med.' Kendte man lige så lidt til kristendommen, som de fleste kender til for eksempel islam, ville dagens evangelietekst nok også kunne mobilisere terrorberedskabet, hvis denne søn blev sporet i Europols registre:
'Tro ikke, jeg er kommet for at bringe fred på jorden, jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.' Det første, der skete efter Jesu fødsel, var barnemordet. Kong Herodes ville have ham væk, og for en sikkerheds skyld beordrede han alle drenge op til to år myrdet i Betlehem. Jesus undslap, Maria og Josef flygtede med ham helt til Egypten, til fods. Det er godt at minde hinanden om: Julen er om et flygtningebarn!”.
En god prædiken har en pointe. Det har Margrete Auken, og det har Peter Wivel også. Han indleder sin kronik med, at vi alle har hørt i 2015, at Danmark er et kristent land, og han afrunder med pointen: ”Er Danmark et kristent land? Det vil tiden vise.”
Johannes Møllehave er forfatter og pastor emeritus