HVER ENESTE DAG hører vi om menneskelig lidelse, nød og død ude rundtomkring i verden - om ondskab - overgreb - vold og myrderier.
Hver gang stikker det dybt i hjertet. Men det forekommer at være fjernt. Gnidninger og konflikter bilægges rimeligt stilfærdigt her. Så her brydes freden kun af ambulancen, der haster hen til hospitalet, hvor der bliver gjort, hvad der er menneskeligt muligt for at redde liv.
Vi dulmer smerten i hjertet. Vi koncentrer os om vort eget - alt det, jeg lige skal have gjort og gerne vil have gjort. Kan jeg lige nå arrangementet henne på biblioteket?
Pludselig i løbet af et splitsekund kan alt det vendes op og ned og grunden skride under en - volden og terroren nå egen krop, så det kommer til at fylde det hele.
Kuglerne fra et våben sætter et hjerte i stå og får mange, mange andre hjerter til at bløde. Usigelig smerte fylder kroppen, meningsløsheden dirrer i luften, sorgen slår ind fra alle sider, og frygten for i morgen trænger sig på.
Alle er vi dybt berørte og føler med jer, der er Finns nærmeste. Den medfølelse har I været taknemmelige for midt i sorgen og tabet. Men det er klart, at for jer, er grunden forsvundet under fødderne.
Hvor skal I nu gøre af jer selv? I har mistet en kæreste og sjæleven. En søn, en bror, svoger, onkel, en god ven og bekendt, en papfar og gudfar, og hvad Finn ellers var for jer. Der er ikke nogen eller noget, der kan erstatte Finn. Der er ikke noget, der bliver som før. Helt anderledes skulle det hele have været.
Men Finn forbliver - ikke bare i savnet - også som en fylde. Selvom døden nu har adskilt ham fra jer, så er I alligevel stadig forenet. I er stadig forenet med ham i kærligheden.
HER MÅ VI OGSÅ i taknemmelighed holde fast i alt det, han har betydet for jer og så mange andre - de spor, som han har sat rundtomkring.
Sit alt for korte liv til trods har han sat sig mange spor. Det har han gennem de film, han har instrueret og produceret. Men frem for noget andet i kraft af det store og varme hjerte, han havde. Den omsorg, det intense nærvær og engagement, han udviste, hvormed han har spredt megen glans, glæde og opmuntring omkring sig. Særligt var det børn og unge, hans hjerte bankede for.
Åbent, nysgerrigt og fordomsfrit favnede han verden. Han var meget optaget af naturen og forskellige kulturelle udtryk - måder at tænke på. Og som han sugede til sig, var han også den, der gav meget.
En ildsjæl var Finn, og hvor meget det end var, han kastede sig ud i, så skulle det gøres ordentligt. Omhyggelig, ambitiøs, flittig og dygtig var han. Indbegrebet af dannelse og generøsitet.
Sine værdier havde han, og trådtes de under fode, stod han straks parat til at rette op på misforholdet. Som en springfjeder har jeg set ham beskrevet, når der var noget i familien og vennekredsen, han kunne gøre, være og give.
Før det blev dokumenteret, har flere forklaret hans fatale ophold uden for Krudttønden sidste lørdag med, at han ville standse skyderierne. Det er nu dokumenteret, at Finn forsøgte at overmande gerningsmanden og hindre situationen i at udvikle sig.
Netop for at være med til at forhindre, at noget som det sidste lørdag kunne ske, har han i sit arbejde været meget optaget af udsatte unge - særligt af anden etnisk oprindelse. At vise kriminelle og andre dårligt stillede unge andre veje i livet og modvirke ekstremisme og radikalisering.
Selvfølgelig er der også andre sider, men Finn var hjertedrevet. Det var det store og varme hjerte, han havde, der satte hans dagsorden.
MODIG VAR FINN NØRGAARD. Det er et stort tab for os alle, at han er død. Det er ikke bare i forhold til selve ordet, at hjerte rimer på smerte. Hvor man elsker, bliver man også udsat og sårbar. Alting her er forgængeligt og foranderligt, og derfor kan vi ikke fastholde det, hjertet helst vil. Hjertet vil sammenhæng, samvær og nærvær - liv og solskin.
Som regel falder smerten dråbevis, men her kom der en hel portion på én gang. Og det er selvsagt ikke til at bære. Kun kærligheden er tilbage nu.
Her vil det så være en passende måde at mindes Finn på ikke at lade sig udmanøvrere, men som han at lade kærligheden sætte dagsordenen og holde blikket fast rettet mod livet. Det har familien og venner allerede taget et skridt til med oprettelsen af en forening, der skal støtte udsatte børn og unge, og som sin devise har Finns ord om, at vi alle bliver stærkere ved at støtte de svageste.
Kærligheden er der ikke kugler i. Kærligheden er der krudt og nye kræfter i. Og sådan fordi i den er også Gud. Den kærlighed, vi har til hinanden, den har sin kilde - sit ophav - i Guds kærlighed til os. Derfor er den også stærkere end de stærkeste våben. Stærkere end al nød og elendighed - end vold og blodsudgydelser.
Ud af den kærlighed elsker vi - ud af det overskud, Guds kærlighed giver. Så når vi møder oprigtig kærlighed og omsorg, så fornemmer vi Guds nærvær. Der er faktisk ikke noget, der forkynder Gud stærkere end et menneskeliv, der afspejler hans egen offervilje og kærlighed til mennesker.
Et sådant liv er en stor bekendelse til Gud, også selvom det menneske måske ikke bruger ordet Gud. Vi holdes herved fast på, at der er en virkelighed, som trodser lidelse og nød. Som trodser ondskab, overgreb, had og blodsudgydelser.
I kærligheden er der fremtid og fremdrift - lys i mørket - og det også selvom mørket lige nu kan forekomme at være enerådende. Og hvordan kan jeg nu stå og påstå det? Jo, det kan jeg, fordi det har Vorherre sagt - det har han også vist og gjort gældende i handling.
Jesus er Guds kropsliggjorte kærlighed. I ham gik Gud ind i vores verden for at tage kampen op mod alt det, der ødelægger: kulde og mørke, had, uforsonlighed , stivhed og død. Det var det, hele Jesu liv gik ud på: skabe lys i mørket; tø isen op; skabe bevægelse og nyt liv i det stivnede; samle det splittede; genoprette det, der er gået skævt og galt; skabe tro, håb og kærlighed.
HAN GIK SELV IND i alt det ødelæggende. Tog det på egen krop - ind i egen krop - bar det alt sammen som sit til den bitre ende - døden på korset.
Sådan fik han også bugt med det. Da Gud lod Jesus opstå fra de døde påskemorgen, fik han endegyldigt bugt med alle ødelæggende kræfter inklusive døden. Ikke sådan, at det ødelæggende er sat ud af spillet, det ved I alt om, men sådan, at det aldrig kan blive det sidste.
Uanset hvad vi kommer ud for af grusomheder, så er Vorherre med. Det er vores håb, og det er vores trøst, hvor mørket slår sammen om os, hvor vi mister og sørger, og den dag, vi skal dø. Hvor vores evner og kræfter ikke længere slår til, der bærer han os igennem. ”Stille og forsigtigt griber han dig i mørket og vender dig blidt mod lyset” - som vi lige sang det.
En ny virkelighed er med Jesu opstandelse gået ind i vores verden. En virkelighed, som er stærkere end alt ondt og ødelæggende. En virkelighed også, som er for alle, uanset om man er kristen eller ateist, jøde eller muslim, jyde eller københavner. Livets, glædens, kærlighedens - lysets virkelighed - Guds virkelighed.
Så selvom vores liv ikke mere bliver det samme efter Finns død, så er død og ødelæggelse heller ikke det samme efter Jesu død og opstandelse.
Den tro og det trodsige håb, som slår sprækker af lys ind i vores mørke, giver os grund at stå på. Mod til at trodse kulde og mørke, had og vold, uforsonlighed og stivhed - i den tro og det håb, som rækker ind i Guds virkelighed, hvor kærligheden vokser, som dagen gør det her i denne tid, og nyt liv trænger frem af det golde og frosne. I den tro og det håb tager vi i dag afsked med Finn Nørgaard. Guds fred være med Finn Nørgaard - Guds fred være med os andre.
Amen.
Vivi Andersen er sognepræst ved Grundtvigskirken i København. Kronikken i dag er hendes tale ved Finn Nørgaards bisættelse