DEN FOLKEKIRKELIGE styringsstruktur diskuteres livligt i det kirkelige landskab. Det gælder også i Grundtvigsk Forums styrelse, hvor et stort flertal er nået frem til en række synspunkter, som vi gerne vil redegøre for.
Til indledning kan der dog være behov for at afdramatisere debatten. Det er vigtigt at forholde sig nøgternt til det udsendte styringsoplæg. Helt forudsigeligt er der kommet stærk gang i følelsesretorikken.
Ingen af forslagene vil føre folkekirken ind på katastrofekurs, ligesom det heller ikke er skæbnesvangert, hvis vi fortsætter som hidtil.
LÆS OGSÅ: "Folkekirkens ledelsesstruktur er baggrund for mange ulykker"
Diskussionen bør først og fremmest handle om, hvad der er rimeligst og mest hensigtsmæssigt, når det drejer sig om varetagelse af folkekirkens fælles økonomi og de dertil knyttede fælles opgaver.
Det kirkelige liv vil fortsat leves ude i og omkring landets knap 2000 kirker. Sådan har folkekirken udviklet sig hidtil, og det er ud fra en grundtvigsk opfattelse, som det bør være.
Den danske folkekirke er alene en menneskelig ramme, der som opgave har at skabe bedst mulige vilkår for forkyndelsen af evangeliet og sakramenternes forvaltning. Det kommer også til udtryk i folkekirkens fordeling af ressourcerne: den fælles økonomi omfatter en fjerdedel af det fulde budget. Resten forvaltes direkte ude i sognene.
Folkekirken må aldrig blive en topstyret koncernkirke og heller ikke en præstekirke. Den bør satse meget mere på de mange frivillige ildsjæle og nedtone den stigende professionalisering. Og den bør i sine strukturer afspejle forståelsen af menigheden som kirkens jordiske subjekt.
FOLKEKIRKEN BØR BEHANDLES med omtanke og respekt, men respekten kommer efter vores opfattelse ikke til udtryk ved at sætte sig hen i den brune sofa og ønske alt uforandret. Det er heller ikke godt nok blot gennem lovgivning og bekendtgørelser at stadfæste gældende sædvane, hvis sædvanen har uheldige konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Opskrift på bedre ledelse i folkekirken
Ændringer i folkekirkens styring skal fastholde og videreudvikle folkekirken som en rummelig kirke, hvor der er frihed til forskellighed, både når det gælder tolkning af kristendommen i nutidig sammenhæng, og når det gælder lokal organisering.
Derfor må rummeligheden strukturelt set fordre, at der i folkekirken fortsat arbejdes for:
1) At magten spredes på flere aktører Folketinget, kirkeminister, biskopper, et landsdækkende udvalg, stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd og balanceres mellem læge og gejstlige.
2) At kompetencefordelingen er klar som forudsætning for et frugtbart samvirke niveauerne og aktørerne imellem.
3) At beslutningsprocesserne præges af åbenhed og gennemskuelighed, så at kirken ikke lukker sig om sig selv.
4) At menighedsindflydelse findes på samtlige folkekirkelige niveauer.
Hvorfor er der behov for forandringer? Fordi magtens placering, kompetencefordeling, initiativret og beslutningsmyndighed, når det gælder det fælles niveau i dagens folkekirke, er sløret med en deraf følgende, ofte udtrykt afmagtsfølelse i menighedsrådene.
Hvad er det så, der bør forandres? Vi mener, at økonomi og fællesanliggender bør være et fælles anliggende for kirke og ministerium, men med kirkens behov som omdrejningspunkt. At udvalg skal sammensættes med et flertal af demokratisk valgte læge menighedsrådsmedlemmer. At lægfolk bør inddrages i beslutninger om folkekirkens indre anliggender, og at folkekirken bør arrangere et folkekirkestævne et inspirationsforum uden beslutningsmyndighed.
GRUNDTVIGSK FORUM har ingen drømme om at skabe orden for ordenens skyld og slet ikke en kirke, der i samlet flok mener noget om alverdens spørgsmål.
Men det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at der nedsættes et valgt, folkekirkeligt udvalg for økonomi og fælles anliggender. Et udvalg, der fastlægger budget og regnskab for folkekirkens fælles økonomi og ligeledes har det overordnede ansvar for de fælles anliggender (efteruddannelse eller it). Et sådant udvalg vil bedre end den nuværende ordning sikre beslutningernes gennemskuelighed og gavnlighed, sådan som menighederne forstår denne.
Der er brug for en langt bredere folkekirkelig fundering, når det drejer sig om den fælles økonomi og de deraf omfattede fælles anliggender. Både på lokalt og nationalt plan i den folkekirkelige hverdag opleves der udfordringer og behov, der ikke adresseres under de nuværende forhold, og det er ikke rimeligt, at det som i den seneste halve snes år afgøres ministerielt, hvad der er mest hensigtsmæssigt for menighedsrådene og kirken som helhed.
Folkekirken er i ikke ringe omfang blevet udsat for den new public management, som har lemlæstet en del andre statslige institutioner. Det tror vi ikke var sket, hvis det havde været repræsentanter for menighedsrådene, der havde haft det formelle og reelle ansvar for folkekirkens fælles økonomi.
Der skal i udvalget være en overvægt af læge medlemmer med rødder i menighedsrådene. Flertallet skal være demokratisk valgt og kun ganske få skal være udpeget.
Vi finder ikke, at de frie folkekirkelige organisationer skal have nogen officiel status i folkekirkens udvalg for økonomi og fælles anliggender. Det er vigtigere, at de fortsat kan være en kritisk røst og dermed bidrage til den folkelige debat.
Men vi forudsætter, at rådet indkalder forskellige parter og fagligt kompetente, når det er relevant. I forlængelse af et grundtvigsk frihedssyn bør det også gælde i sager, hvor der er særlige hensyn at tage til mindretal, som kan have vanskeligt ved at vinde repræsentation i det folkekirkelige demokrati. Dette bør konkretiseres i lovgivningen.
Der er ikke brug for et fast udvalg for indre anliggender. Når behovet opstår i menighederne for for eksempel en ny salmebog eller en ændring af højmessens ritual, foreslår vi, at udvalget for økonomi og de fælles anliggender tager initiativ til at indkalde biskopperne og stifternes formænd.
VI PEGER DESUDEN PÅ, at i en luthersk kirke og med et grundtvigsk menighedssyn må lægfolk have en central rolle. Vi forudsætter, at et ad hoc-udvalg som hidtil inddrager bredt folkekirkelige og særligt fagligt kompetente kredse i arbejdet.
Og så foreslår vi, at der årligt holdes folkekirkestævne med deltagelse af landets stiftsråd, de frie folkekirkelige organisationer, økonomiudvalget, biskopper, folketingets kirkeudvalg, kirkeminister, ja, alle interesserede i øvrigt. Vi forestiller os et inspirationsforum, hvor der ikke træffes beslutninger og udstedes resolutioner, men hvor folkekirkens aktuelle udfordringer diskuteres, og gode ideer undfanges i den bredest tænkelige kreds.
Hvad med den tilbagevendende indvending mod et organ i toppen af folkekirken at det uvægerligt vil begynde at udtale sig på folkekirkens vegne? Det er vores overbevisning, at hvis man på bekendtgørelses- og lovgivningsniveau nøje beskriver arbejdsopgaver, initiativret og beslutningsmyndighed på alle niveauer i folkekirken også når det gælder et udvalg for økonomi og fælles anliggender så bliver det ikke et problem. Der vil være personer nok, der vil holde et udvalg fast på denne begrænsning.
For godt 50 år siden sagde daværende statsminister Viggo Kampmann (S) i et ønske om at få kulturpersoner til at interessere sig for politik:
Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet. De kan naturligvis trække sig tilbage, men må være klar over, at regeret bliver der alligevel.
Sådan er det også i folkekirken: Styret på det overordnede plan bliver der under alle omstændigheder. Spørgsmålet er, om minister og ministerielle og andre embedsmænd skal styre eller om menighedernes myndige repræsentanter skal være med?
Torsten Johannessen og Niels Henrik Arendt er henholdsvis formand og næstformand for Grundtvigsk Forum