Folkekirkens fremtidige styrelse

Folkekirkens struktur og ledelse er til debat i øjeblikket, Men der er fare for, at det bliver en meget intern folkekirkelig debat, og kirken er for betydningsfuld for hele samfundet til, at det er hensigtsmæssigt. Forholdet mellem staten, folkekirken og de andre trossamfund bør interessere langt uden for kirkens kredste, mener dagens kronikør

Dagens kronikør er Professor Niels Kærgård (foto) fra Københavns Universitet.
Dagens kronikør er Professor Niels Kærgård (foto) fra Københavns Universitet. Foto: Leif Tuxen Denmark.

FOLKEKIRKEN HAR den helt overvejende del af den danske befolkning som medlemmer og har derfor stor betydning for dansk kultur og det danske samfund.

Den er meget andet end et trossamfund. Den har gennem tiderne været med til at give danskerne en arbejdsmoral, sociale holdninger, kirkekoncerter, juletræer, familiefester, foredrag, vedligeholdelse af kulturminder og meget mere. Den har samlet den danske befolkning og givet sammenhængskraft. Kirken er den sidste officielle institution i mange landsbyer langt fra regions- og kommunecentre. Den leverer meget af det, samfundsvidenskaben kalder social kapital.

Ligesom fysisk kapital og human kapital er social kapital værdifuld for samfundet og er noget, der skal betales for, for markedet sikrer ikke uden videre produktionen heraf. Man kan ikke med profit producere og sælge tillid og sammenhængskraft.

Der foregår økonomiske transaktioner mellem staten og folkekirken. Staten giver tilskud til præstelønninger, og folkekirken registrerer fødte og døde og står for det meste af det danske begravelsesvæsen. Men det snævert økonomiske er det mindst vigtige for staten selv ud fra en økonomisk betragtning. Kultur og social kapital er langt vigtigere.

Set fra en økonomisk samfundsmæssig synsvinkel har den nuværende folkekirkeordning været en succes. Vi har undgået alvorligere religiøse konflikter, og vi er et af de lande i verden med mest social kapital.

Men det betyder ikke, at kirkeordningen bare kan fortsætte. Medlemstallet er faldet fra næsten hele befolkningen til lige under 80 procent. Både internationale konventioner og holdningen i befolkningen kræver i højere og højere grad religionslighed og ikke bare religionsfrihed.

Politikere var før besindige gamle mænd med et betydeligt kendskab til og respekt for folkekirken. Nu er de fleste kirkefremmede unge mennesker, der har lyst til at markere sig med hurtige ændringer. Samtidig sker der store befolkningsmæssige forskydninger, og det resulterer i en række meget små sogne i Udkantsdanmark med en gammel middelalderkirke, og det er dyrt at vedligeholde.

DET ER VÆRD AT DVÆLE LIDT ved det geografiske. Danmark består af 2201 sogne og oprindelig cirka 1300 by- og sognekommuner, men de blev i 1970 slået sammen til 271 og i 2007 til 98 kommuner. Der er altså i gennemsnit cirka 22 sogne pr. kommune. Den eneste egentlige decentrale enhed, vi har tilbage, er folkekirkens sogne.

Det er vigtigt, at en eventuel folkekirkereform ikke laver samme fejl som kommunale reformer, for eksempel ikke registrerer forskellen på hovedstaden og resten af landet. Kommunalreformerne startede på landet, men nåede aldrig til hovedstaden, der stadig mangler en overordnet regionsplanlægning og har en forældet, ulogisk kommuneopdeling.

Faren er måske, at man i folkekirken begynder med kirkenedlæggelser og funktionspræster i København, hvor der ikke er nogen bred sognebevidsthed, og så tror, at den model også kan bruges uden for de allerstørste byer. En af de store fejl ved den nuværende debat om folkekirken og dens styrelse er, at den kun handler om toppen af kirken. Det centrale er, hvad der skal ske ude i sognene.

LÆS OGSÅ:Sareen: Selvfølgelig skal der være bred debat

Et hovedproblem vedrørende den nuværende debat om folkekirken ligger allerede i strukturudvalgets kommissorium. Debatten søges indskrænket til kun at omfatte folkekirken, men det, der måske presser sig allermest på, er forholdet mellem staten, folkekirken og de andre trossamfund.

Rent økonomisk er de anerkendte trossamfunds stilling den bedste, for de kan trække bidrag til deres kirke fra i skat. Til gengæld er det svært at værdisætte betydningen af den sammenfiltrede struktur af folkekirke og stat. Men alt dette søges uberettiget holdt ude af debatten.

Selve det netop udkomne debatop-læg er logisk-juridisk tænkt, ikke empirisk-konkret. Det er i høj grad en kortlægning af de logiske muligheder, givet at man kun vil kigge på topstyringen af økonomien og de såkaldte indre anliggender.

Hvor der kun opstilles principielle muligheder for styrets organer og deres kompetencer, så er man forbløffende konkret med hensyn til sammensætningen af et muligt kirkeråd. Det skal være et råd på 25-27 medlemmer og ekstremt menighedsrådstungt. Menighedsrådene starter med at få 10 pladser, og så følger to-fire til læge medlemmer af provstiudvalg og stiftsråd. Desuden tre læge medlemmer udpeget af de frie folkekirkelige organisationer. Hovedparten af resten er faggruppers repræsentanter: tre præster, to provster, to biskopper og en fra andre organisationer.

Givet at nu folkekirken er en central institution for hele det danske samfund, så forekommer denne sammensætning meget snæver. Hverken de bredere samfundsinteresser eller det fagteologiske område er repræsenteret eller er i bedste fald dækket af to medlemmer udpeget af kirkeministeren.

Det er værd at diskutere, om ikke en væsentligt stærkere samfundsrepræsentation ville være rimelig. Der kunne sagtens argumenteres for, at for eksempel Folketinget, Kulturministeriet, Nationalmuseet, Statens Kunstfond og egnsudviklingen skulle udpege repræsentanter for almene samfundsinteresser på samme måde, som de gør til for eksempel Danmarks Radios bestyrelse. Det var måske heller ikke urimeligt, om den fagteologiske ekspertise blev repræsenteret.

DET ER LANGTFRA ALT, der er egnet til behandling i et kirkepolitisk organ domineret af indirekte valgte menighedsrådsmedlemmer. Man kan stemme om Grundloven, men ikke om tyngdeloven, og det er sjældent klogt af et centralt organ at gribe for meget ind i lokale forhold. Man kan nemt forestille sig, at et kirkepolitisk råd, som foreslået af udvalget, vil være mindre tilbageholdende med at diskutere teologiske tyngdelove og lokale forhold end et bredere og mere blandet sammensat råd. Jeg tror faktisk, at de 75 procent af folkekirkens medlemmer, der sjældent kommer i kirken, ville føle sig bedre repræsenterede af et bredere sammensat råd.

Med de nye storkommuner er også kommunalpolitikken blevet præget af hel- og halvprofessionelle politikere. Det er vigtigt, at menighedsråd bliver bevaret som et sted, hvor almindelige mennesker fra sognet har reel magt vedrørende betydningsfulde spørgsmål.

Men det er også vigtigt, at præsternes uafhængighed og faste ansættelse bevares. Vi har efterhånden meget få uafhængige personer, der kan sige deres mening og være samfunds uafhængige samvittighed. Man kan ikke være kritisk og uafhængig, hvis man er åremålsansat eller talsmand for en organisation eller et firma. I gamle dage havde man mange af den slags frie intellektuelle tjenestemandsansatte professorer, rektorer og højskoleforstandere, men flere og flere af dem er blevet åremålsansatte eller konkurrenceudsatte, og så skal de tænke på chancen for genansættelse eller på, hvad sponsorerne mener. Debatten bliver efterhånden domineret af spindoktorer, bankøkonomer, informationsafdelinger, ideologiske tænketanke og linjebetalte debattører. Der er hårdt brug for uafhængige, fastansatte personer i debatten.

Man må derudover, måske endda først og fremmest undgå den såkaldte djøficering. Det vil sige en professionel ledelse, der tænker i måltal, styring, incitamenter og budgetter. Det har man alt for mange steder set dræbe lysten til frivilligt arbejde, initiativ og lokal virkelyst.

Her kan man håbe, at folkekirken kunne blive et eksempel på, hvordan man opbygger en effektivt ledet folkelig organisation, uden at effektivitet kom til at betyde snak om mission, vision, logo, innovationer og måltal. En organisation, hvor faglig indsigt gik i hånd i hånd med lokalt folkeligt engagement.

Niels Kærgård er dr.polit. og professor ved Institut for Fødevare- og Rsessourceøkonomi på Københavns Universitet