Kirkeminister Manu Sareen (R) nedsatte for nogle måneder siden et udvalg, som skulle se på en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.
I ministerens udvalg er Hans Gammeltoft-Hansen formand, og kirkelige organisationsfolk rigeligt repræsenteret. Med den sammensætning er det klart, at den gældende ordning står for skud til fordel for en synode.
Det forlyder, at der har været holdt mange møder og seminarer for at gennemarbejde et meget omfangsrigt materiale omkring folkekirkens baggrund, historie og udvikling.
Ministeriet skriver, at udvalget i foråret skal fremlægge sine foreløbige resultater for regeringen med henblik på en efterfølgende bred folkekirkelig og folkelig debat om de foreløbige resultater. Udvalget foretager sin endelige afrapportering til Regeringen ultimo 2013.
Med andre ord er høringsfasen henlagt til sommerperioden.
Muligheden for en folkekirkelig debat er på forhånd nærmest udelukket. Det er de færreste menighedsråd, som holder møder i sommerens løb. Det betyder, at menighedsrådene ikke får mulighed for at gennemdrøfte de store forandringer, som kan blive en følge af kommissionens udspil, og som måske slet ikke er ønsket i menighedsrådene.
At henlægge høringsfasen til dette tidspunkt er manglende respekt for menighedsrådenes arbejde. Det er fatalt i en situation, hvor folkekirken kræver den bredest mulige opbakning.
Vores folkekirke er kendetegnet ved, at den spinder tusinder af usynlige bånd mellem danskerne både kristeligt og folkeligt. Det er fantastisk, at sognepræsten kan besøge høj og lav, og at man åbner sig for en samtale om det mest private og de store trosspørgsmål, bare fordi man er i samme kirkesamfund.
Det er ikke, fordi alle går i kirke, men når dåben og vielsen, begravelsen og konfirmationen står for døren, ser man, hvilket unikt og finmasket net, folkekirken er. Dens styrke er, at den er til stede overalt, dens styrke er i menighederne lokalt.
Derfor er høringsfasen, hvor man får at vide, hvad de lokale sognemenigheder ønsker af ændringer, uendelig vigtig. For det er jo for disse lokale menigheder, man foretager overvejelserne. De alene er kirken luthersk set, for kirken er alene dér, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes.
Derfor må man se med stor bekymring på de mange tiltag fra interessegrupper og politikere til at løbe med reformen ved at lade høringsfasen gå ind over sommerferien som sædvanligt, kunne man næsten sige.
Drøftelse af gældende kirkeordning og alternativer vil være en oplagt lejlighed til i menighedsrådene at beskæftige sig med andet end mursten og penge. Det kunne blive en proces, hvor det myndige lægfolk af menighedsrådsmedlemmer besinder sig på et luthersk kirkesyn.
Hvilken kirkeform man foretrækker, afhænger af, hvad man prioriterer højest, enshed eller frihed. Anser man ensheden for vigtigst, må man foretrække synodekirken, hvor synodekirken som en slags kirkelig rigsdag bestemmer over alle enkeltmenigheders forhold. Betragter man derimod friheden som gavnligere end ensheden, må man foretrække den tålsomme folkekirke, skrev den tidligere forstander på Askov Højskole Knud Hansen.
Den ordning har Folketinget muliggjort ved at lovgive med skønsomhed fra sag til sag. For mange er den nuværende ordning verdens bedste kirkeordning, fordi den i enestående grad sikrer præst og menighed udstrakt frihed og samtidig begrænser bureaukrati og hierarki.
LÆS OGSÅ: Til kamp mod den kirkefjendske værdiløshed
Netop øget hieraki og bureaukrati er det, som står skrevet hen over en synodeplan, hvor interesseorganisationer og udvalg får det store ord at skulle have sagt. Erfaringer fra det mellemkirkelige arbejde viser, at det har interesse, hvis det har relevans for sognet, hvorimod deltagelse i konferencer rundt i verden har en særlig appel til mødehyæner og organisationsløver.
Da der blev lavet en undersøgelse i Tyskland i 2011 blandt kirkemedlemmer af den evangeliske og den katolske kirke, var folks krav til en vedkommende kirke, at der var en præst til stede i lokalsamfundet, som de kendte, som lavede vedkommende samtaler, mødtes med folk, hvor de var, lavede gode begravelsestaler, gode konfirmations- og vielsessamtaler og prædikener.
For mange menighedsrådsmedlemmer er sognets lokale kirkeliv det afgørende for engagementet. Heri er tillige en sand forståelse af, at kirken er, hvor Ordet forkyndes, og sakramenterne modtages. Men en kirkelig overbygning med stiftsråd og et mellemkirkeligt råd har allerede vist sig at have ganske ringe bevågenhed i de enkelte sogne. Tilsvarende vil det gå med en synode, hvor alle erfaringer viser, at de bliver politiserende og moraliserende med egen dagsorden fjernt fra sognets.
I forberedelsen til kommissoriet foretog Kirkeministeriet en høring af erfaringer med stiftsråd, som kunne danne platform for en synode. Man spurgte stiftsrådets medlemmer og embedsmænd og lagde deres vurdering til grund for evalueringen.
Men vælgerne, menighedsrådene og præsterne, som havde valgt stiftsrådene, blev ikke inddraget. Og når der nu skal tages stilling til folkekirkens fremtid, er det igen organisationsfolk og ikke menighedsrådsmedlemmer og sognepræster, som er kaldet af menighedsrådet, der skal fremkomme med forslag.
Set fra sognets side kunne ændringer ske ved løbende høringer i menighedsråd, hvor ministerium og Folketing efterfølgende kunne følge op med lovgivning, som vi kender det i dag.
Den stramme tidsplan for høringen i en periode, hvor menighedsrådet holder sommerferie, er helt uacceptabel. En evangelisk-luthersk folkekirke har sit fundament i sognet, hvor evangeliet forkyndes og ikke i et hierarki af organisationsfolk.
Derfor er denne kronik også et spørgsmål til kirkeministeren, om han overhovedet ved, hvem folkekirken er nemlig, de menigheder, der fra neden vælger præst og biskop. De menigheder, der på deres biskops ansvar lader provster og provstiudvalg tage vare på økonomien i et provsti.
Når vi spørger, om kirkeministeren overhovedet tager det alvorligt, at folkekirken er et trossamfund og ikke en forvaltningsenhed under staten, så er det, fordi han lader menighederne og præsterne ude af debatten til fordel for en stram tidsplan.
Dette er derfor en opfordring til at lade høringsperioden begynde efter sommerferien. Lade den være lang seks måneder og lade forfatningsudvalget vide, at der skal lægges stor vægt på høringssvarene. Også større vægt end den, der lægges på svarene og holdningstilkendegivelserne fra kirkelige interesseorganisationer, for folkekirken er ikke en forening, men et trossamfund.
Folkekirken er ikke biskopperne, provsterne, rådene og udvalgene, men menighederne, der lokalt er rammen om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Dette er den lutherske kirkeforståelse som ministeren via Grundloven er forpligtet på.
Dette ansvar løber han fra, hvis ikke denne skandaløse proces, hvor man vil haste en forfatning igennem, ændres grundlæggende.