VI KALDER DET en folkepension – med tyk streg under folke – ligesom vi har et Folke ting, en folke kirke og en folke skole. Vi kan ikke forestille os et Danmark uden disse folkelige byggesten.
Folkepensionen opfattes som grundlovssikret. Den tildeles alle, der forlader arbejdsmarkedet og har ingen eller kun små indtægter. Den har sand for dyden også været vital. Reelt blev den første skattefinansierede ”folkepension” indført i 1891 for 125 år siden. Fire-fem generationer af ældre statsborgere har lunet sig ved en stadig bedre forsørgelse i deres alderdom.
I 1891 kaldte politikerne pensionen: ”Alderdomsunderstøttelse”. Det var helt nyt i Danmark. Før den tid var ældre omfattet af fattigloven, og det tegnede ikke godt. Men i 1891 skete miraklet. Politikerne trak ældre, dengang personer over 60 år, ud af fattigloven og fattigdommens klør og over i en særlov for ældre. I Tyskland havde Bismarck tidligere gennemført en pensionslov for arbejderklassen.
Men den gjaldt først, når man var 70 år, og når man en passende tid havde bidraget til ordningen. Den tyske kansler serverede altså en billig luns for arbejderne. I Danmark gjaldt pensionsudbetalingerne med det samme, og beløbene kom til udbetaling med det samme. Kun få betingelser skulle være opfyldt: At man havde holdt sig fri af fattighjælp i 10 år før pensionstidspunktet, og at man havde været dansk statsborger i 10 år. Dengang var det vigtigt, at det blev kommuner og sogne, der stod for udbetalingen.
Bedømt på trang forstås. Så ikke alle ældre fik fornøjelse af understøttelsen, men det hjalp på forbruget, og der kom også et svagt fald i dødeligheden. Understøttelsen i alderdommen blev finansieret af de generelle skatter, og derved understregedes det, at dansk velfærd var universel. Der skulle ikke bidrages særligt til pensionen, man skulle blot være dansk statsborger, og man kom til med det samme. Dette princip har holdt sig gennem alle 125 år og medvirker til at trække ældre ud af fattigdom.
HVORFOR GENNEMFØRTE en konservativ højre regering støttet af moderate liberale fra partiet Venstre en sådan social revolution, der nærmest må betegnes som socialisme, i hvert fald som middelklassesocialisme? Landbrugskrisen kombineret med en finansiel krise førte til kraftige prisfald på landbrugsvarer på verdensmarkedet. Mange landmænd gik fallit, og resten måtte overleve i en atmosfære af en trængt økonomi. Arbejdsløsheden i 1880’erne og den sociale nød tog til. Det betød, at de sociale udgifter i sogne og i landkommuner voksede Venstre-politikerne over hovedet. Der kom et pres for at finde en statslig løsning på de sociale problemer.
Når det samtidig hændte, at landbrugenes egne folk, deres familiemedlemmer eller til sidst dem selv kunne rammes af ulykkerne, åbnedes et vindue i danmarkshistorien til sociale reformer. Ud over alderdomsunderstøttelsen kom en reform af fattighjælpen, støtte til sygekasser, senere arbejdsulykkesforsikring og endelig arbejdsløshedsunderstøttelse i begyndelsen af 1900-tallet. Det sociale reformvindue forblev åbent igennem hele 1900-tallet, fordi der var et betydeligt pres fra fagbevægelsen, Socialdemokratiet og reformvenlige liberale. Demokratiet bar tillige ved til velfærdsflammen. Der var gennem udvidelse af valgretsalderen stadigt større fattige grupper, der fik valgret og stemte folketingskandidater ind med sociale forbedringer på ønskelisten.
De sociale reformer kom løbende. Allerede i 1922 blev trangsbedømmelse fjernet fra alderdomsforsørgelsen, så der opereredes med faste takster, og pensionsalderen blev forhøjet til 65 år. I 1930’erne ændredes ”aldersrenten” til en ordning knyttet til et obligatorisk medlemskab af en sygekasse.
Først i 1956 kommer det store gennembrud for forsørgelsen af ældre i Danmark. Mens andre lande på kontinentet fulgte den tyske model med bidragsbetaling til sociale forsikringsordninger, går vi enegang ved at styrke den universelle model og fortsat finansiering over de generelle skatter for personer med dansk borgerskab.
Pensionsalderen sættes til 67 år for mænd og 62 år for enlige kvinder og omfatter i princippet alle danskere uanset medlemskab af en sygekasse. Pensionen justeredes, og man regnede med en relativt kort pensionsperiode, et otium. Men der tog man fejl. Middellevetiden steg, samtidig med at Danmark oplevede en økonomisk guldalder. Og otte år efter kunne den fulde folkepension gennemføres i 1964. En ordning, der omfattede alle. Alle fik del i grundpensionen, og de fattigste ældre i samfundet fik tillægsydelser.
Da økonomer og politikere i slutningen af 1990’erne blev konfronteret med de demografiske udfordringer, altså at fødselsraten faldt, og levealderen steg, besluttede magthaverne at tage dialogen med befolkningen. Det var en klog beslutning. Vælgerne regnede folkepensionen som lige så klippefast som Grundloven. I første omgang en dialog gennem en velfærdskommission, der slog på den fremtidige forventning til det øgede antal ældre. Det skabte grundlaget for en forståelse af velfærdsreformen i 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011, hvor et stort flertal i Folketinget igen slog kreds om folkepensionen og vedtog en række principper for forøgelse af tilbagetrækningsalderen.
POLITIKERNE HAR IGEN – med opbydelse af alle deres forhandlingstalenter – tilpasset folkepensionen, så den passer til demografien i det 21. århundrede.
Folkepensionen er finansieret over generelle skatter. De rigeste bidrager mest gennem indkomstskatter og andre skatter og afgifter. Dem med små indkomster betaler mindre. Der sker således en betydelig omfordeling mellem de velhavende og de mindre begunstigede. Folkepensionen er for alle, der helt eller delvist har forladt arbejdsmarkedet. Det er det folkelige element i ordningen. Cirka en million danskere over 65 år modtager folkepension i dag.
Det samlede pensionsbeløb kan meget vel runde et beløb omkring 200.000-220.000 kroner – svarende til den højeste arbejdsløshedsunderstøttelse på 217.360 kroner (2016). Derved opnår pensionister en forsørgelse, der svarer til arbejdsledige. Pensionister skal i modsætning til arbejdsløse leve med den relativt lave indkomst resten af deres liv, altså i cirka 20 år, kvinder lidt længere end mænd.
Der er andre goder ved folkepensionen. Efter opbygningen af de betydelige arbejdsmarkedspensioner siden 1980’erne samt andre virksomhedspensioner er dem med arbejdsmarkedspensioner blevet stærkt afhængige af de omskiftelige forhold på kapitalmarkederne. Det er afgørende for dem, hvordan ledelserne i deres pensionskasser evner at investere for fremtiden. Ikke mindst i perioder med turbulens kan pensionskasser opleve store tab på både aktie- og obligationsinvesteringer.
Her scorer folkepensionen betydelige point. Ved et hop i løn- og prisstigningerne opad vil inflationen straks blive kompenseret i satsreguleringen af folkepensionen. Der er altså en inflationsgaranti indbygget i folkepensionen, samtidig med at den sikrer mod fattigdom.
I fremtiden vil der stadig være en stor befolkningsgruppe, der er afhængig af den offentlige folkepension. Tilbage står to væsentlige problemer, nemlig at få folkepensionen til at passe sammen med de nye arbejdsmarkedspensioner, så ingen bliver gjort til grin, når de sparer op, og at få de sidste uden arbejdsmarkedspensioner med i et pensionsprogram.
Folkepensionen er stadig kanon: Den har stor folkelig opbakning, den sikrer rigtig mange pensionister en forsørgelse, og den er tilpasset fremtiden.
Bjarne Hastrup er administrerende direktør i Ældre Sagen