Folkeskolereform og konfirmationsforberedelse

Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har kigget på, hvordan folkeskolens reform fra sidste århar påvirket folkekirken og den konfirmandundervisning, der tilbydes unge. Den omplacering af konfirmations-forberedelsen, som mange præster har oplevet, har ført til en dalende arbejdsglæde for mange af dem

Skolereformen har ført til dalende arbejdsglæde for mange præster. Kunne vi - konfirmander, forældre, menighedsråd, præster, skoler og politikere - i fællesskab gøre det bedre næste år?, spørger Birgitte Graakjær Hjort (th.) og Leise Christensen.
Skolereformen har ført til dalende arbejdsglæde for mange præster. Kunne vi - konfirmander, forældre, menighedsråd, præster, skoler og politikere - i fællesskab gøre det bedre næste år?, spørger Birgitte Graakjær Hjort (th.) og Leise Christensen.

Folkeskolen og folkekirken har en lang tradition for et vist parløb, hvad angår konfirmationsforberedelsen. Hvor tæt løbet har været, har selvfølgelig været forskelligt fra sogn til sogn, fra skole til skole, men uden for hovedstadsområdet har det sædvanlige langt de fleste steder været, at konfirmationsforberedelsen lå som et fast element i skoletiden - førhen som regel i morgentimer, i de senere år også om eftermiddagen eller som hel- eller halvdagsundervisning, men alt sammen inden for skoletiden.

Dette forudsættes også af skoleloven, der pointerer, at forberedelsen netop skal finde sted i skoletiden. Imidlertid kom der, som det efterhånden vil være de fleste bekendt, en større reform af folkeskolen til i 2014. Skolereformen har betydet, at unge på 7. og 8. klassetrin skal gå i skole 35 timer om ugen, og at skoledagen nu regnes fra klokken 8 til klokken 16.

Det betyder, at konfirmationsforberedelsen nu skal finde sted mellem klokken 8 og 16. Det siger både skoleloven og den kongelige Anordning om Konfirmation. Gør den så det - altså finder sted i skoletiden? Eller blev skolereformen en anledning (villet eller ikke villet) til at få konfirmationsforberedelsen placeret uden for skoletiden, altså efter klokken 16 eller i weekenden?

Disse spørgsmål pressede sig på i en folkekirkelig virkelighed, hvorfor Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter besluttede at tage sagen op og belyse den, og der blev derfor i samarbejde med tre studerende fra Arts på Aarhus Universitet lavet en elektronisk spørgeskemaundersøgelse, der blandt andet skulle besvare disse spørgsmål. Mellem 800 og 1300 præster har besvaret enten hele spørgeskemaet eller de for dem relevante dele af det.

Det står efter undersøgelsen klart, at skolereformen en del steder har haft indflydelse på, hvornår folkekirkens konfirmationsforberedelse er blevet placeret. Faktisk svarer 74 procent af de besvarende præster, at skolereformen har haft indflydelse på, hvornår konfirmationsforberedelsen er blevet placeret i deres sogn/pastorat.

Ud af de 74 procent svarer 20 procent, at skolereformen har betyder, at konfirmationsforberedelsen er røget ud af skoletiden og således finder sted enten efter klokken 16 på hverdage, i weekender eller i en kombination af disse.

I hovedstadsområdet har man i mange år haft tradition for at undervise konfirmander uden for skoletiden, men de tæller altså ikke med i de 20 procent. Her er parløbet bragt til en brat afslutning, og man må overveje, om det er en løsning, som alle kan være tilfredse med - herunder også konfirmander og konfirmandforældre, eller om der her er rum for forbedringer.

Andre steder er parløbet blevet mere intenst, idet konfirmationsforberedelsen er blevet en del af det nye begreb, som folkeskolereformen har introduceret, nemlig den understøttende undervisning. Her underviser præsten sammen med en lærer på skolen i skoletiden på skolens præmisser, hvilket som bekendt vil sige på en kundskabsmeddelende og dannende vis, der ikke må være forkyndende.

Man kan sige, at der i disse tilfælde foregår en slags skole-kirke-samarbejde inden for konfirmationsforberedelsens rammer. Denne model har både sine styrker og sine svagheder, men en afgørende svaghed må vel nok siges at være den, at modellen ikke er lovmedholdelig. Konfirmationsforberedelsen kan ikke fungere som understøttende, har undervisningsministeren udtalt, ligesom heller ikke folkekirken kan være glad for modellen, i og med at den svækker konfirmationsforberedelsens mål, som er at danne bro mellem konfirmandernes livsverden og evangeliet og at indøve dem i gudstjenestelig praksis.

Især det sidste element kan være vanskeligt at opfylde, såfremt man ikke må bede eller bekende troen, men kun høre om, at sådanne fænomener foregår i folkekirken.

En markant sag, der fremgår af rapporten om skolereform og konfirmationsforberedelse er, at den omplacering af konfirmationsforberedelsen, som en del af præsterne har oplevet, har ført til en dalende arbejdsglæde.

Det er ikke, fordi præsterne mangler mod og vilje til at indføre nye pædagogiske former i konfirmationsforberedelsen (tiltag, der er nødvendige, når man har enten heldagsundervisning eller har trætte konfirmander hen på eftermiddagen), men fordi en sent placeret konfirmationsforberedelse dels kolliderer med andre og også meget væsentlige arbejdsområder så som begravelser, minikonfirmander, diakonale tiltag og diverse aktiviteter i sognehusene og dels for præsterne medfører en bekymring om, hvorvidt de nu når det, som de synes, at de skal med konfirmanderne i forberedelsen.

Dette skyldes, at konfirmanderne er trætte efter en lang dag i skolen og ikke så motiverede for at indgå i endnu en undervisningsmæssig sammenhæng. Dette sidste problem med at nå det, som præsterne gerne vil med konfirmanderne, gælder også, hvis man har heldagsundervisning, for så støder man ifølge præsterne ind i andet problem.

Hvis man for eksempel er blevet tildelt tre hele skoledage og resten af konfirmationsforberedelsen uden for skoletiden, kan det være svært at tilrettelægge en forberedelse, hvor man når det samme, som man gjorde tidligere, fordi kontakten med konfirmanderne bliver mere sporadisk og usammenhængende.

Den vigtige personlige kontakt med konfirmanderne bliver ligeledes mere sporadisk, hvilket betyder noget for relationsopbygningen. En alvorlig bekymring udtrykt af præsterne er også, at hvis en konfirmand er syg, hos den anden forælder eller på anden vis forhindret i at møde frem til forberedelsen, mister konfirmanden derved uforholdsmæssigt megen forberedelsestid.

I klokketimer skal konfirmationsforberedelsen ifølge konfirmationsanordningen mindst udgøre 36 timer, og hvis en konfirmand er fraværende til heldagsundervisningen, koster det nemt syv timer. En del præster føler simpelthen ikke, at de i disse tilfælde har mulighed for at gøre deres konfirmationsarbejde godt nok.

Som sagt er mange præster glade for de nye pædagogiske udfordringer og muligheder, men samtidig virker alle de forskellige modeller med hensyn til den tidsmæssige placering af konfirmationsforberedelsen ikke lige velovervejede. Kunne vi - konfirmander, forældre, menighedsråd, præster, skoler og politikere - i fællesskab gøre det bedre næste år?

Denne dalende arbejdsglæde tror vi, at man må tage alvorligt. Dels for konfirmandernes skyld, som kun har denne ene mulighed for at gå til forberedelse og derfor skal mødes på en ordentlig vis af folkekirken, dels for præsternes skyld, da en manglende arbejdsglæde kan være problematisk både for menigheden, sognet og i privatsfæren.

Dertil kommer det folkekirkelige synspunkt, at folkekirken befinder sig i en situation, hvor det allerede kan være vanskeligt at tiltrække kvalificerede kandidater til at bestride præsteembeder rundt omkring i landet. Et scenarie, hvor det bliver for surt at finde en balance mellem arbejdsliv og familieliv, og hvor man ofte føler, at man grundet strukturer ikke kan udføre sit arbejde tilfredsstillende, er ikke nogen særlig god reklame for det vidunderlige arbejde, som det faktisk er at være præst.

Rapporten afslører behovet for at genoptage forhandlingerne mellem folkeskolen og folkekirken på et mere overordnet plan end på det lokale, hvor den lokale sognepræst forhandler alene med den lokale skoleleder.

Det er i begges interesse at finde frem til aftaler, der holder sig inden for lovens rammer. Og så længe cirka 71 pro-cent af en årgang bliver konfirmeret, er det i den brede befolknings interesse, at folkekirken også i fremtiden har de nødvendige betingelser for at levere en god og gedigen konfirmationsforberedelse. En sådan er nemlig væsentlig både folkeligt, folkekirkeligt, dannelsesmæssigt, civilsamfundsmæssigt og kundskabsmæssigt.

Leise Christensen er lektor og ph.d. (FUV). Birgitte Graakjær Hjort er leder af Folkekirkens Videnscenter