ETHVERT VALG HAR sine vindere og tabere både på person- og indholdssiden. Dette valg har indtil nu kun haft tabere, når det gælder indholdsdelen, idet valgkampen stort set ikke har handlet om andet end bogstavkombinationer.
Moderne valgkamp gør det vanskeligt at fastholde en indholdsmættet dagsorden, idet substans sjældent lader sig korte ned til få statements i fjernsynets bedste sendetid. Derfor ser vi også politikere, der hel- eller halvhjertet forsøger sig med pr-stunt, som kan få dem til at brænde igennem mediebilledet egentlig uden at have noget på hjerte ud over deres egen selvpromovering.
Særligt det kirkepolitiske område negligeres i valgkampen måske skyldes det emnets manglende sexappeal, måske skyldes det den evige berøringsangst, som politikere har, når det gælder folkekirkens forhold.
I grunden er det jo paradoksalt, idet 83 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, hvilket gør folkekirken til en af de største medlemsorganisationer i Danmark, og sjældent har der i nyere tid været så stor fokus på emner som værdier og kristendom, så banen burde jo være kridtet op, når det gælder forhold relateret til det kirkepolitiske.
Nogle få meldinger er det blevet til fra blandt andet Det Konservative Folkeparti, der har meldt ud, at de ikke ønsker en adskillelse af stat og kirke, mens Ny Alliance, der formentlig bliver tungen på vægtskålen, først lørdag den 3. november i Kristeligt Dagblad fik formuleret enkelte kirkepolitiske standpunkter. Den sene kirkepolitiske udmelding kunne tilskrives uenighed mellem ledende folk i partiet, idet Naser Khader ønsker en adskillelse mellem kirke og stat samt en afskaffelse af kristendomsundervisning i folkeskolen, mens folk som Gitte Seeberg og Lars Kolind er kendt for at forsvare den nuværende folkekirkeordning.
De kirkepolitiske signaler fra Naser Khader i lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad fastslår imidlertid, at den nuværende folkekirkeordning ikke giver Ny Alliance søvnløse nætter, hvilket mere direkte må betyde, at stat og kirke ikke just står over for en adskillelse med Ny Alliances indtog i Folketinget. Men uanset, hvilken blok Ny Alliance vælger at tilslutte sig, så bliver situationen omkring folkekirkens fremtid vanskelig at spå om.
VORES ANLIGGENDE ER imidlertid, at det folkekirkelige spørgsmål bliver iscenesat i denne valgkamp, for det er absolut ikke uvæsentligt, hvordan en fremtidig regering stiller sig til de forhold, der relaterer sig til den danske folkekirke. Men historikken må på plads for sammenhængens skyld.
Helt siden de kirkepolitiske debatter i 1800-tallet, hvor blandt andet Grundtvig var fortaler for større frihed i religionsspørgsmål, og hvor Grundloven blev givet uden dermed at afklare de folkekirkelige spørgsmål entydigt, har der hersket usikkerhed om folkekirkens stilling.
Vel blev der givet love i 1855 og 1868, som sikrede sognebåndets løsning og valgmenighedernes stilling, ligesom menighedsrådslovgivningen i to omgange i begyndelse af 1900-tallet kom på plads, men egentlig afklaring af folkekirkens "stemme" og folkekirkens indre anliggender er det aldrig blevet til, da der aldrig trods indædte debatter gennem slutningen af 1800-tallet kom nogen afklaring på forfatningsspørgsmålet.
Oplevelsen er næsten, at man fra politisk og kirkepolitisk hold har siddet og ventet på, at folkekirkens rolle var udspillet, og at man derfor kunne foretage et kirurgisk snit, der gjorde ende på miseren, af hvilken grund man var fri for at forholde sig til de mere uklare forhold.
Sådan er det heldigvis ikke gået, selvom folkekirken unægtelig har sine svage sider, samt at den politiske opmærksomhed oftest gives folkekirken, når der fra politisk side kan opnås vinding derved. Vi ønsker imidlertid et opgør med status quo og politisk berøringsangst og vil gerne appellere til bevidsthedsgørelse både internt og eksternt i folkekirkelige spørgsmål.
Vores udgangspunkt for fremtidens folkekirke er med Grundtvigs ord, "at kun den er fri, som lader sin næste være fri med sig". Fremtidens folkekirke er altså den rummelige kirke med frihed til forskellighed, hvor demokratiet hersker, men hvor man husker på kernen i demokratiet hensynet til mindretallet. For der må finde en demokratisk legitimering sted, der fordrer mere selvstyre uden at rive båndene til staten helt over.
Imidlertid har folkekirken kun sin legitimitet i en bred folkelig forankring præget af folkekristen samhørighed, hvilket det kniber gevaldigt med. Dette skyldes mange forhold, der er historisk betinget, men vil vi folkekirkens fremtid, så må den åndelige berøringsangst ophøre, og alle de kirkelige partier må på banen med deres bud på en øget bevidsthedsgørelse i det danske folk, så det også hos den almindelige dansker er indlysende, at den kristne kulturarv, som Danmark er rundet af, fortsat skal spille en væsentlig rolle både i den offentlige debat og i det private lønkammer.
Vi skal i en levende samtale turde tale om, hvad kristendom er. Hvis ikke vi tør det, så mister kristendommen sin levendegørende kraft grundet uvidenhed, ateisme og manglende åndelighed. For, som D.G. Monrad sagde tilbage i midten af 1800-tallet, "love kan ikke fremkalde åndsliv, højst forme fraser i lovsprog". Derfor er samtalen nødvendig, en samtale, der må begynde internt i kirken og ikke eksternt i politisk hold, for love kan som nævnt ikke fremkalde åndsliv!
Et kerneforhold er spørgsmålet om, hvordan vi fastholder rummeligheden i den forandrede politiske og folkelige virkelighed. Her må blandt andet de politiske partier på banen, så de proaktivt tilkendegiver, hvad man fra politisk hold ønsker med kirken, så der kan finde en reel meningsudveksling sted mellem de forskellige partier henholdsvis politiske og kirkelige. Uden de reelle meningstilkendegivelser kommer folkekirken ikke ud af vadestedet, og som bekendt er evig stilstand død. Den idéhistoriske åndrighed er nødvendig at få tilbage i det politiske, selvom der sjældent er mange stemmer i det.
VI MENER, at den meningsudveksling for alvor kan finde sted, hvis der oprettes stiftsråd i Danmark. Ikke på bekostning af menighedsrådene og det direkte demokrati, idet stiftsrådene kun tager magt fra stiftsniveau og Kirkeministeriet, men som en demokratisk foranstaltning, der kan være en kritisk medspiller i forhold til et stærkt og reformivrigt kirkeministerium.
Vi ønsker en samarbejdende folkekirke, hvor alle kirkelige partier arbejder med på en kirkelig levendegørelse, så vi også de næste mange år har en folkekirke, som kan være en stemme ind i et samfund, der oplever stigende sekularisering til trods for, at efterspørgslen på religiøse svar et stærkt stigende. Det er nødvendigt, at et forum skabes i folkekirken, hvor der kan foregå en forpligtende samtale om, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke i dag, for hvis vi forsømmer den samtale, så risikerer vi at miste det bærende grundelement i kirken.
Om oprettelse af stiftsråd på sigt vil medføre behovet for et egentligt kirkemøde og en forfatning, må tiden vise, men vi kan naturligvis sagtens have et kirkemøde og en kirkeforfatning, uden at kirken dermed skal udtale sig om alt mellem himmel og jord. Vi ønsker ikke at lade kirkens udvikling standse, før den er egentligt begyndt, og derfor skal vi også bort fra automatreaktionerne i den kirkelige debat og frem til et brugbart udgangspunkt for fremtidens kirke.
Lad derfor de politiske partier komme på banen med tilkendegivelser om fremtidens ydre ramme for den danske folkekirke, så dødvandet kan blive brudt, og så samtalen kan begynde. Målet er klart: at vi også de næste mange årtier har en folkekirke, der er rodfæstet hos danskerne, og at den kirkelige stemme må lyde og dermed være sig sit ansvar bevidst både hos den enkelte, i kirkefællesskabet og i det omkringliggende samfund.
Folkekirken må og skal bevæge sig fra at være den udfordrede kirke til at blive den udfordrende kirke, hvis den skal have relevans for mennesker i dag. Netop derfor er folketingsvalget i høj grad også et valg om folkekirkens fremtid.
Hans Grishauge er sekretariatsleder i Grundtvigsk Forum (tidligere Kirkeligt Samfund), og Esben Lunde Larsen er stud.theol. og byrådsmedlem for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune