Selvfølgelig har kristentro og
politik noget med hinanden at gøre. Men forbindelsen går ikke via kirken eller de gejstlige. Forbindelsen går gennem den enkelte.
Det er for mig det væsentligste i den lutherske reformation. Den ændrede ikke kristendommens kerne. Men den stoppede kirkeinstitutionens yderligheder og gjorde kristentroen inderlig. I den forstand kan man godt sige, at den forviste religionen fra det offentlige rum og fra politik. Den berøvede kirken dens ydre magt, økonomisk såvel som politisk, og reducerede præsterne til almindelig menneskestørrelse. Det er det, vi kalder det almindelige præstedømme.
En luthersk præst siger som Johannes H. Christensen i Skovshoved, der lige har fejret sit 25-års-jubilæum: "Hvis jeg deltager i samfundsdebatten (hvad han ofte gør!), deltager jeg som borger, ikke som præst. Jeg har aldrig påberåbt mig Gud i debatten! ... Hvis der er polemik i en prædiken, så skal den ramme præsten selv. Ellers står han der som en farisæer og moraliserer over menigheden." (Villabyerne Weekend, 15. december 2006)
Ved reformationen satte staten sig på kirkeinstitutionen. Ikke for at kontrollere troen, men for at standse kirkens og præsternes misbrug af evangeliet. Med Grundloven har staten også påtaget sig at sikre religionsfriheden i landet, og for 100 år siden blev statskirken en egentlig folkekirke, bygget på sognemenighederne.
Regering og Folketing skal ikke sikre troens renhed i kirken – det skal bisperne – men kan gribe ind for at sikre forkyndelsesfriheden og rummeligheden og forhindre, at flertallet tyranniserer mindretallet. For som tidligere statsminister Thorvald Stauning engang brummede: "Når de hellige slås, er Fanden løs!"
Denne ordning har virket upåklageligt og sikret folkekirken et utrolig højt og varigt medlemstal – 83 procent af befolkningen. Staten har ikke generet hverken kirken eller borgernes trosfrihed. Tværtimod har staten haft en forligsmandsrolle:
Gang på gang har Folketinget ændret reglerne for at sikre stridende parter plads inden for kirkens ramme. For eksempel da der 1856 blev åbnet for sognebåndsløsning og i 1868 for valgmenigheder. Da kvinder fik adgang til præsteembeder, og da der blev mulighed for at vie fraskilte, sikrede man omhyggeligt præsternes og bispernes frihed til at praktisere en modsat opfattelse.
Dermed nærmer folkekirken sig Grundtvigs ideal: at "striden kan holdes vedlige, om mueligt til verdens ende". Det bryder hverken de "dorske" eller de "herskesyge" sig om, men "det er jo både øvrighedens, folkets og oplysningens interesse, at de dorske og herskesyge befinder sig ilde i kirken". (Den danske statskirke, upartisk betragtet, 1834.)
Folkekirkeordningen er altså ikke en sammenblanding af religion og politik. Den har tværtimod – som den lutherske reformation – til formål at hindre sammenblanding af religion og politik. Kirkens ansatte må således koncentrere sig om kirkens indre liv, som politikerne til gengæld skal holde fingrene fra.
Dette vil muligvis blive understreget i en kommende lovændring, der fratager kirkeministeren mulighed for at anlægge eller henlægge læresager. Det var efter min mening uheldigt, at jeg som kirkeminister havde ansvar for, om der skulle føres en læresag mod pastor Grosbøll, eller om han skulle overføres til en anden biskops tilsyn.
Folkekirkeordningen indebærer
ingen økonomisk diskrimination
imod de øvrige trossamfund. De har nemlig skattefradragsret for deres medlemmers indbetalinger, hvilket
indebærer et større tilskud fra staten
pr. medlem end det tilskud, staten
giver til folkekirken (gennem betaling af 40 procent af præstelønningerne).
Det samme gælder kristendomsundervisningen i folkeskolen, som modsvares af 80 procent statsstøtte til religiøse friskoler (herunder 20 muslimske). Hvortil kommer, at forældrene kan fritage deres børn fra kristendomsundervisningen, som i øvrigt også omfatter de øvrige verdens religioner.
Danmark er således ikke et sekulært samfund, hvor religion er bandlyst i det offentlige rum. Danmark er et flerreligiøst samfund. Flertallet får folkekirke-service af staten, som sikrer mindretallene både inden for og uden for folkekirken. Flertallets skole giver plads til både religionen, salmesangen og julegudstjenesterne til gengæld for, at der er fritagelsesmulighed og plads til mindretallets religiøse symboler, tørklæder med videre.
Fordelene er indlysende: Det ville være et ubærligt og helt unødvendigt kulturtab, hvis kristendomsundervisningen blev henvist til søndagsskoler, og middelalderkirkerne på landet fik lov at forfalde på grund af svindende befolkningstæthed og manglende rentabilitet. Det ville også være et kulturtab for de ikke-kristne, så sandt som de bibelske fortællinger og middelalderkirkerne udgør afgørende dele af dansk kultur.
Frankrig og Tyrkiet har gode historiske grunde til at være sekulære stater. Danmark har lige så gode historiske grunde til ikke at være det.
Man kunne selvfølgelig godt skille stat og kirke som i Sverige eller i det mindste give folkekirken en selvstyre-forfatning som forudset i Grundloven– uden at forvise kristendommen fra det offentlige rum. I begge tilfælde er der en risiko for, at kirken bliver for de særligt hellige, eller at flertallet tager magten på mindretallets bekostning og begynder at bruge kirkeskatteydernes penge til alt muligt, som nogle eller mange ikke synes om, hvorefter de melder sig ud som i Sverige. Det behøver ikke gå sådan, men risikoen er der, og det er svært at se, hvad der skulle kunne opnås ved at løbe risikoen.
Ovenstående lader nok ingen i tvivl om, at jeg ikke hører til dem, der ønsker kristendommen nævnt i EU-traktaten og heller ikke i Venstres principprogram. Det ville kunne opfattes, som om vi ikke kan være i parti eller i union med andre end kristne. Men da kristendommen ubestrideligt er en del af baggrunden for de danske forestillinger om menneske og samfund, kunne jeg godt som et kompromis stemme for følgende, der blev næsten enstemmigt vedtaget på landsmødet i november:
"Fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn og en række rettigheder og principper, f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste, lighed for loven, lighed mellem kønnene, begrænset statsmagt, folkestyre, uafhængige domstole, retten til at ytre sig frit samt skelnen mellem religion og politik. I kraft af disse værdier har vi ret til frit at dyrke vores religion, leve med vores kultur og vælge vores livsform – i respekt for andres ret til at gøre det samme." Måske ikke den mest elegante måde at sige det på, men meningen er klar nok!
2006 blev året, hvor spørgsmålet om religion og politik blev det allerhedeste emne, nationalt som internationalt. Hvem skulle have troet det! Det er meget muligt, at vore vante forestillinger om kirkens og kristendommens rolle i samfundet vil blive udfordret i de kommende år.
Men år 2006 år har også givet os
anskuelsesundervisning i, hvor slidstærk vor samfundsmodel er, når det gælder fundamentale forhold som ytringsfrihed, religionsfrihed og kristendommens virkning i et samfund med frihed og folkestyre. Jeg ønsker Kristeligt Dagblads læsere god jul og godt nytår.
Bertel Haarder (V) er kirke- og
undervisningsminister