I dag fejrer vi den hellige Lucia, som ifølge overleveringen levede på Sicilien i 300-tallet. Vi fejrer Santa Lucia i Danmark med smukke traditioner, hvor kormedlemmer i hvide kåber går i procession med levende lys, og både den mørke tid og lyset spiller sammen om at minde os om, at det snart er jul.
Men med hænderne fulde og tanker, der kredser om jul, glemmer vi nok tit, at ilden i korets hænder er tænkt som en påmindelse om henrettelsen af Lucia. For de romerske myndigheder dømte hende til at lide døden på bålet som straf for, at hun havde givet sin ejendom væk og dermed kostet sin kommende husbond en potentiel formue. Men ilden ville ikke skade hende, og til sidst måtte myndighederne ty til et sværd gennem halsen, dog ikke før hun havde fået stukket øjnene ud.
Ja, grusomt er det og u-jule-hyggeligt, især fordi det næsten ned i detaljen minder om nutidige scener fra Nordirak og Syrien, hvor mennesker udøser unævnelige pinsler over uskyldige med den paradoksale begrundelse, at de vil realisere Guds rige.
Det er et umådeligt paradoks og en uendelig sorg, at religiøse mennesker igennem tiderne gentagne gange forfalder til en idé om, at Guds barmhjertighed bedst formidles ved bål og brand og halshugning! Egentlig er det så bagvendt en tanke, at det ikke er nok at beskrive det som et paradoks.
For hvis vi blot beskriver det som et paradoks, vil vi hurtigt kunne pege på en del ting, der kan rettes op på: politiske strukturer, der kan ændres, og økonomisk fordeling, som kan blive bedre, hvorefter volden og det onde vil forsvinde.
Men derved mister vi muligheden for at overhovedet at sætte ord på det, allerede Sokrates talte om, nemlig, at man ikke nødvendigvis gør det gode, selvom man kender til det, eller - kan vi nutidigt føje til - lever i gode, demokratiske omgivelser.
Skal vi virkelig have fati en forståelse af, hvad der er på spil i de misgerninger, Lucia og de kristne i Nordirak og Syrien udsættes for, må vi vove at tage ord i brug, som presser vores verdensforståelse lige så meget som de grænseoverskridende handlinger, vi ser udspille sig. Og derfor vil jeg foreslå, at de uhyggelige religiøse udtryk beskrives som både paradoksale og dæmoniske!
”Dæmonisk” er et ord, vi ikke gerne bruger, men det beskriver den ondskab, som både påfører smerte og tager alle til fange - offer såvel som bøddel. I gamle dage blev det dæmoniske opfattet som en fremmed magt, der udefra overtog styringen af et menneske eller et lille samfund, hvilket i datidens optik gjorde det nødvendigt og legitimt at forsvare sig med alle til rådighed stående midler - lige fra bål til halshugning.
I det verdensbillede, hvor magter og ånder så at sige svæver omkring og kan tage magten fra én og anden, er det ikke et overgreb at føre et menneske til bålet, for det har karakter af en forsvarshandling. Måske lider nutidens krigere fra Islamisk Stat (IS) af de samme vrangforestillinger og finder legitimitet for deres urimelige overgreb i et behov for beskyttelse mod ”den store satan”?
I dag ved vi, at det onde ikke kun kommer flyvende udefra og tager magten, men at det onde faktisk først får liv og hænder, hvis det får rum i vores liv. Det er derfor, at det onde ikke blot påfører mennesker lidelse (som om det ikke var nok!), men også tager såvel bøddel som offer til fange og så at sige besætter hjertet, idet det fylder det med had.
Ja, vi kommer længere og længere væk fra jul og hygge i denne kronik, men før vi helt mister kontakten, så lad os vende tilbage til Santa Lucia. Vi kan undre os over, at hun skulle udsættes for overgreb fra myndighederne, når hun egentlig kun ville dele sin ejendom med de fattige og følge Jesu eksempel. Er det mon sådan, at ondskab provokeres af det uegennyttige?
Hvorom alting end er, kan vi godt lade det være en ekstra dimension af Santa Lucia-festen, at lysene i korets hænder ikke kun minder os om juletid og hygge, men også får lov at oplyse vores egne hænder, som er så fulde af gøremål og gode ting. For vi ved jo godt, at selv de gode aktiviteter og den hektiske forberedelse til jul kan ende med at blive noget, vi er som besat af, for eksempel at vi skal have mere, bedre, større “ så vi glemmer at lade os inspirere af Santa Lucia og hendes gavmildhed.
Lucia-optoget standser dog ikke her. Der er mere på spil, hvad der allerede blev klart via de umiddelbare associationer mellem den hellige Lucia og de kristne i Nordirak og Syrien. Det, der er på spil, er frihed.
Mange af os har nok den seneste tid haft tanken: Hvordan kan vi være med til at hjælpe forfulgte og hjemløse kristne? For vi skal hjælpe dem, så vidt vi formår, med de daglige fornødenheder, de har været tvunget til at efterlade. Mange gode kræfter gør noget, og Danmission har glædeligvis også mulighed for at gøre en forskel for kristne og andre på flugt via den lokale kirke i Nordirak og takket være vores historiske netværk i Syrien.
Men kan vi ikke gøre mere? Jo, vi kan bede “
Er det nu virkelig noget? Er bøn noget at nævne i dag, hvor kristne brødre og søstre forfølges og skal have hjælp her og nu? Er det ikke bedre at sige ”Fly now, pray later”, som tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Viggo Mollerup slog til lyd for? Nej - vi skal både give nødhjælp og bede her og nu!
Forbøn for menneskerhar to væsentlige aspekter. Forbønnen rører ved vores eget hjerte, så det er naturligt, at lade ”de andres” situation sætte sit præg på vores livsførelse. Men forbøn er mere end det, der rører os, for forbønnen rører også ved Guds hjerte og tilskynder Gud til at være aktivt nærværende, helende nærværende, til at være Immanuel - altså ”Gud med os”, som oversættelsen lyder - helt ind i det mørke, som fordrevne kristne i Nordirak og Syrien lever med.
Forbøn handler altså om at være solidarisk med brødre og søstre og lade lysene fra Santa Lucia oplyse hænder og hjerte, samtidig med at forbønnen kalder på Gud, der kan være lys, selv der, hvor vi kun ser mørke.
De forfulgte kommer tæt på, og vi bliver selv mere sårbare, når vi i forbønnen bekræfter livsfællesskab og solidaritet. Forbøn er et universelt middel mod provinsialisme og totalitarisme, fordi den åbner vores hjerte for et inkluderende og varmt menneskeligt fællesskab, også med dem, der sidder i dødens skygge langt væk. Men samtidig med at forbønnen ændrer os, beder vi Gud selv være et lys for dem, der sidder i husvilde, kulde og sorg over kære mistet til en dæmonisk ondskab.
Netop her, i forbønnens dynamiske samspil mellem lyset i hjertet og Guds lys for dem, der sidder i mørke, er der en grundlæggende frihed, fordi det er heri, vi for alvor vristes ud af ondskabens kvælertag og finder modstand mod det dæmoniske, der så let, så let forleder os til at ønske alt ondt over bødlerne.
I forbønnen er det ikke det onde eller hævnen, der sætter dagsordenen, men Guds barmhjertighed selv. Det gør det i sidste ende muligt endda at lade forbønnen strække sig til at omfatte IS-krigerne, at de også må møde Guds barmhjertighed og vende om fra deres onde veje.
Så nej, det er på én måde ikke noget særligt, hvis vi kalder til bøn, men i et andet perspektiv er det altafgørende. Forbøn bærer frihedens gave med sig, som altid giver mere end den tager.
Henrik Sonne Petersen er ph.d., cand.theol. og programleder for Kirke og Dialog i Danmission