I dag for 200 år siden døde en gammel mand i det nuværende Kaliningrad. Denne by er i dag mest kendt, fordi den er en del af Rusland, som efter murens fald blev adskilt fra hovedlandet. Det var et problem i forhandlingerne om de baltiske landes optagelse i EU. Kaliningrad er et typisk udtryk for Europas krigsfyldte historie. For 200 år siden hed byen Königsberg og var da en driftig havne- og universitetsby i Preussen.
Manden havde nået den meget høje alder af 80 år. Han blev boende i sit hjem, hvor en diakon ved navn Wasianski og en tjener passede ham. De oplevede, hvordan de legemlige og sjælelige kræfter efterhånden forsvandt. Til sidst var den gamle kun klar få øjeblikke ad gangen. Ni dage før sin død fik han besøg af lægen. På trods af sin svaghed rejste han sig for at hilse på ham. Til forbavselse for de andre blev han stående og satte sig først, da lægen havde taget plads. Hans forklaring lød: »Das Gefühl für Humanität hat mich noch nicht verlassen« (Fornemmelsen for humanitet har endnu ikke forladt mig, red.)
Den gamle var Immanuel Kant, en af filosofiens allerstørste ånder. Scenen fra hans sidste dage viser, at hos ham var filosofien i bogstavelig forstand et livsværk: Den filosofiske tænkning blev virkeliggjort i levet praksis. Ved sin død var Kant en berømthed, ikke kun i den akademiske verden. Derfor strømmede folk til, både da han lå lig i sit hjem, og da han blev begravet fra slots- og universitetskirkerne. Ifølge Wasianski havde Königsbergs indbyggere aldrig set en ligbegængelse, der i den grad var præget af »højagtelse, festlig pomp og smag«.
Kants indflydelse har været enorm. Jeg vil fremhæve tre områder af hans filosofi, som har berøring med den seneste tids offentlige debat.
Teologisk har vi diskuteret, hvordan veluddannede nutidsmennesker kan tro på Gud. Og man har undertiden kunnet få det indtryk, at netop Kant har gjort visse former for gudstro umulige. »Efter Kant« skulle det ikke være muligt at tro på Gud som et hinsidigt, personligt væsen, der er universets skaber. Hvad gjorde Kant ved gudstroen? Hans eget svar lød »Ich musste das Wissen aufheben, um zum Glauben Platz zu bekommen.« (Jeg måtte ophæve viden for at få plads til troen, red.) Kant bestrider simpelthen, at menneskers forhold til Gud har karakter af viden i betydningen metodisk sikret erkendelse. Det viser han i sin berømte kritik af de såkaldte beviser for Guds eksistens. De er udtryk for den misforståelse, at den samme fremgangsmåde er brugbar både i teologi og i de matematiske videnskaber. Kant udtaler sig ikke så meget om Gud som om den måde, vi mennesker kan forholde os til Gud på. Og han fjerner altså gudsforholdet fra videnskabens tankeform.
Den vished om Gud, der hører religionen til, finder Kant derimod i etikken, det andet vigtige område af hans filosofi. Kants etik er en humanitetens etik. Dens grundsynspunkt er, at vi hver især altid skal handle sådan, at vi repræsenterer menneskeheden. Det er pointen i det berømte kategoriske imperativ: »Du skal altid handle således, at reglen for din handling kan være almen lov.« Pointen kommer bedre til udtryk i den formulering, at du aldrig må bruge menneskeheden i nogen person kun som middel, men altid tillige som mål i sig selv. Denne tanke om ikke at reducere menneskeheden til middel har fået en næsten ulidelig renæssance i den bioetiske debat. At handle humant er i Kants etik ikke det samme som at frembringe maksimal lykke eller livskvalitet. (I så fald ville den gamle Kant nok være blevet siddende!). Alligevel rummer hans etik som ideal et menneskeliv, hvor etisk pligt og lykke er forenet. Hvis det ideal skal give mening, må livet og verden være underlagt en almægtig skaber. Her kommer gudstroen ind i form af et »postulat« om Guds eksistens. Visheden om Gud (troen) er altså knyttet til den etiske bevidsthed.
Efter min mening er det en forenkling, hvis man siger enten ja eller nej til Kants etik. Det er nødvendigt at sondre mellem forskellige områder af etikken og spørge, om Kant måske er mere overbevisende på nogle end på andre. Mit svar er, at kritikken af Kant holder stik, når det drejer sig om den personlige etik, altså den moralske handlen i direkte personlige relationer. Derimod ligger det anderledes, når vi taler om politisk etik. Kant var ikke den verdensfjerne tænker, der ofte optræder i filosofihistorier. Han var tværtimod en velorienteret verdensborger. Ja, han tænkte faktisk globalt, selv om han hverken havde tv eller internet. Han levede med i tidens politiske rørelser, både den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution. Og han så positivt på dem begge. Det skyldtes, at han tilsluttede sig den moderne opfattelse af staten, ifølge hvilken denne ikke er en guddommelig indretning, men et resultat af menneskers overenskomst. Teorien om den sociale kontrakt havde han bl.a. mødt hos den franske filosof Jean-Jacques Rousseau. Kontrakttanken indebærer, at statsmagt kun er legitim, hvis alle borgere anerkender dens myndighed. Og retsordenen er kun retfærdig, hvis borgerne selv har pålagt sig samfundets love. Selvpålæggelse af lov hedder autonomi, hvilket er kernebegrebet i Kants etik. Og det kan som sagt meget vel være, at en kantisk autonomi-etik giver god mening i en politisk sammenhæng uden nødvendigvis at være overbevisende i en personligt-etisk kontekst.
Dermed har vi bevæget os ind på det tredje område af Kants tænkning, den politiske filosofi. Denne kommer bl.a. til udtryk i skriftet »Vom ewigen Frieden« fra 1795.
Fred forudsætter for Kant en retsorden. Og en velbegrundet retsorden kan kun findes under en republikansk statsform. Denne er netop virkeliggørelsen af autonomi-etikken på rettens og politikkens område. Den republikanske styreform er udtryk for den kontrakt, hvor alle samfundsmedlemmer er lige og frie borgere. Noget af det fremadvisende i Kants skrift er, at han skelner mellem tre grundlæggende områder af statsretten. Der er dels retten for statsborgere i den enkelte stat og dels folkeretten i betydningen retsforholdet mellem stater indbyrdes. Men der er også - og det er det nye hos Kant - verdensborgerretten, hvor både det enkelte menneske og stater betragtes som medlemmer i en almen menneskestat. I dette sidste område har retten karakter af menneskeret.
Freden sikres ifølge Kant ikke ved, at der dannes en egentlig verdensstat, men gennem en verdensomspændende føderation af stater. Ud fra sin etik hævder Kant, at der findes en fornuftig pligt til at søge freden på grundlag af en international retsorden. Men Kant er ikke utopiker. Ved siden af den etiske argumentation for freden fremlægger han en mere pragmatisk. Naturen har, siger han, indrettet mennesker sådan, at krig synes uundgåelig. Men den har også givet os en fornuft, så vi kan indse, at krig kan undgås via en statslig retsorden. Her fremsætter Kant sin berømte påstand, at oprettelsen af en retsstat er et problem, der kan løses »selv af et folk af djævle«. Selv om oprettelsen af en fredelige international retsorden er en etisk pligt, kan retten tilvejebringes og bestå uafhængigt af etikken.
Da Irak-krigen var en realitet, offentliggjorde Jürgen Habermas - en af nutidens betydeligste kantianere - en stor artikel om Europa i en international retsorden. Artiklen var medunderskrevet af den franske filosof Jacques Derrida, der normalt ikke regnes som kantianer. Men Derrida betoner, at de to filosoffer er enige om, at deres overvejelser står i den »kantiske tradition«. Det er traditionen fra Kants fredsskrift, der her er tale om. Ved at minde om manden, der døde for 200 år siden, er filosofien verdenssamfundets samvittighed.
Og hvis vi engang får en ordentlig høring herhjemme om regeringens tilslutning til Irak-krigen, skulle jeg spørge fra Kant: Hvordan kan man hævde, at man fører krig for at gengive et folk dets ret, når man starter krigen i strid med folkeretten?
Svend Andersen er professor i etik
og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet samt dr.theol. fra universitetet i
Heidelberg på en afhandling om Kant
Læs kronikken i morgen:
»Den enes død, den andens
brød«, om den politiske situation
i Zimbabwe, af Wolle Kirk