For nogle år siden var jeg på studietur i Tunesien. Jeg havde som sognepræst søgt studieorlov, og anden gang lykkedes det. Jeg havde først og fremmest sat mig for at studere Koranen.
En del af orloven tilbragtes i Tunesien, en del ved Aarhus Universitet. Man klarer sig glimrende på fransk i Tunesien, og jeg så og besøgte moskéer foruden en tom, tidligere fransk domkirke og en fungerende kirke. Ligeledes en synagoge. Blandt moskéer også den store i Kairouan, islams fjerdeældste.
Jeg købte også en "autoriseret" udgave på fransk af Koranen, som boghandleren måtte sælge.
I anledning af de nylige begivenheder i Tunesien kom jeg i tanke om nogle samtaler med tunesere, der i øvrigt kendte til danske og skandinaviske forhold. De havde da "bare" taget nogle ture dertil. Man kunne forstå, at de ligesom bedst forstod ligheden mel lem mennesker under de nordiske forhold.
Hjemkommet blev der holdt velbesøgte studiekredse om Koranen krydret med rejseoplevelser og billeder. Desuden lidt foredrag og blandt andet en artikel i Præsteforeningens Blad. Det er også blevet til en kronik i Kristeligt Dagblad (på en måde skal man vel retfærdiggøre en betalt orlov – foruden hvad man måtte have af lyst).
Det var klart nok, at et begreb som frihed ikke findes i Koranen, foruden at det er så som så med ordet kærlighed. Når det derimod drejer sig om kristen frihed, er den at finde hos Jesus, særligt udtalt hos evangelisten Johannes, og hos Paulus.
Hvad den før omtalte lighed angår, er det en kendt sag, at der findes et udpræget lige for lige-princip i Koranen, gengældelsens lov og princip er helt ubrydeligt. Selve ordet "lighed" står ikke anført som sådan, men der findes noget om lige og ulige, således om en "lige vej". Den rette vej.
Den er den samme som sharia, der kun findes omtalt ét sted i Koranen (sura 45, 18). I Ellen Wulffs relativt nye danske oversættelse bruges "en bestemt vej", mens andre har nævnt ord som vandingssted. Jeg læste nu atter de sidste 20 suraer i Koranens danske udgave ved Wulff. De hører stort set til blandt de ældste (fra Mekka).
DEN SIDSTE SURA taler om menneskenes Herre, som også er deres konge. For mig er det klart, at findes der en konge, en så at sige enevoldskonge, er hans riges beboere ret lige i forhold til ham. Med et dristigt spring til enevælden i Danmark så er det en kendt sag, at under den kom også "almindelige" mennesker til ære og værdighed.
Men de sidste suraer er fulde af ord om rigdom og om almisse. For eksempel hedder det om den rige i sura 104: "Ve enhver, som samler rigdom og opregner den! Han regner med, at hans rigdom giver ham evigt liv. Nej, han skal kastes i 'Knuseren' (nedstyrtes i was al-Hutama, Annemarie Schimmels tyske oversættelse), Guds antændte ild."
Ikke meget bedre går det den, der afviser den forældreløse og ikke ansporer til bespisning af den fattige og holder bistand tilbage (sura 107), ligesom det heller ikke går for den, der vil have mere, og som er gerrig og selvtilstrækkelig (sura 92). Ikke mindst skal man tage sig af fattige slægtninge (sura 90).
Det er formentlig bekendt, at en del arabere, særligt pan-arabere i og efter kolonitiden, kunne gå ind for socialisme ved befrielsen fra "imperialisterne". På samme måde er det socialistiske Baath-parti kendt særlig fra Irak.
Også Tunesiens første præsident, Bourguiba, hældede til socialisme, selvom han bittert fortrød en landbrugsreform i retning af kollektivbrug. For ham reciteres der nu dagligt af Koranen i hans mausoleum i Monastir. (Jeg har her betjent mig af den måske lidt bedagede Erling Bjøl i udvidelsen af "Grimbergs Verdenshistorie").
I øvrigt er det ret spøjst at høre fra tv-journalister, at det selvklart mest er venstreorienterede unge, der driver udviklingen frem i Tunesien. Det er ligesom klichéagtigt, for hvad med manden, der bogstaveligt satte branden i gang?
MEN TILBAGE TIL KORANEN: Et er, hvad der står at læse i den. Den muslimske tradition er stærkt udvidet, selvom den ikke må gå imod Koranen som første målestok.
Der er også mange slags kulturer i islam. Det har at gøre med, hvad vi ville kalde de forskellige folkeslag, der har indoptaget islam. De enkelte folk har ikke stor plads blandt muslimer, måske på grund af, at fortællingen om Babelstårnet ikke findes i Koranen. Muslimerne i deres helhed derimod opfattes idealt som Guds folk (ummaen).
Den nævnte kendte islamforsker Annemarie Schimmel har skrevet en omfangsrig bog om islams religiøse verden, og den er unægtelig mangeartet. Hun kalder bogen "Guds tegn", og de er mange for Muhammed lige fra sol og måne til dyrket natur og til havets skibe, og han sværger så at sige ofte ved dem.
De er tegn på Gud som skaber. Men også Koranens enkelte tegn er Guds tegn. Måske derfor er Koranen ikke alene fyldt med velsignelse, men den er næsten et sakramente ved reciteringen af den (Schimmel).
Hvad atter ligheden angår findes endnu en form for lighed. Alle skal for Guds dom, og her skal de enkelte mennesker dømmes. "Enhver vil blive gengældt for det, han har bedrevet" (sura 45,22). Rives i hårlokken og drikke kogende vand i ilden og pølen – eller nå de dejlige haver – med betjening.
Men spørgsmålet er nu, om en religion – og i vis sammenhæng en politik – bliver social ved, at der kræves almisse. Eller ved at de rige og ubetænksomme skal blive straffet. Uanset udviklinger i islam står dens fem søjler fast. Hertil hører almisse. Selvom almissen skulle være store beløb til blandt andet familie, drages mennesker vel ikke ud af fattigdom ved almisse alene. Heller ikke Vestens almisser til fattige lande gør en sommer, så at sige. Der kræves selvvirke og ordentlige regeringer og institutioner.
SER MAN PÅ NORDAFRIKA – set i forbindelse med udgangspunktet Tunesien – er forskellen mellem rige og fattige ikke få og små. Nogle islamistiske muslimer gør sig gældende med social aktivitet.
Men hvad "vi andre" kan tænke på uanset statslig u-landshjælp og hjælpeorganisationer – og kirkebøsser – så kunne islam med dens opfattelse af lighed vel også ville drage ud af fattigdom, akkurat som man har gjort i kristne lande. Siden nu rigdommens "farer og fristelser" omtales i Koranen ligesom for øvrigt i Det Nye Testamente. Det er måske ikke helt let, for rigdom er også opfattet som en velsignelse i islam, som i Det Gamle Testamente – og også blandt calvinister. De sidste som følge af nøjsom arbejdsomhed.
Muhammed havde kendt til at være fattig, og han var forældreløs. Det kan der sikkert psykologiseres på. Betydningsløst var det ikke for ham.
Når man taler om at drage ud af fattigdom, kan man samtidig spørge: Hvorfor så det? Et fattigt, men ærligt og hæderligt menneske skal vel ikke være skamfuldt, men respekteres. De såkaldte økonomiske og andre "strukturer" betyder en del, hvis man da er arbejdsduelig. For eksempel med større eller mindre frihed.
Det er helt fint fra Vestens side at komme med demokrati, med frihed, lighed og broderskab, de demokratiske grundprincipper, som nu – i hvert fald i Europa – er udvidet med sociale rettigheder uanset statens formåen. Men folket – folkene – må selv "ville".
Måske er man i islam ved at få smag for frihed. Når man har måttet bøje ryggen og tåle slag. For Koranen er det godt at frigive en slave (sura 90, 13).
For så kynisk skal man vel ikke være, at man hævder, at islamiske folk bedst styres ved at være under åget ved stærke magthavere, skulle disse end være uretfærdige og ikke kende for meget til lighed for loven? Og hvilken lov?
Johannes L. Bundgaard er cand.theol. og forfatter