Frihedens snærende bånd

Silhouette of a cross  against evening

Læs dagens kronik af sognepræst Henrik Bang-Møller. Foto: . / Colourbox

Vi mennesker skal ikke bære verden. Og vi skal ikke bære os selv alene. Der skal være plads både til andre og til Gud, som i sidste ende er hele vores tilværelses grund og mening

At sætte alt ind på én ting er normalt det, vi plejer at opfatte som fanatisme. Akkurat som den bogstavelige udlægning af et helligskrift almindeligvis betragtes som fundamentalisme.

LÆS OGSÅ: Kristen nationalisme. Misbrug forudsagt af Søren Kierkegaard

Og vi danskere er ingen af delene. Man kunne fristes til at sige, at vi er fanatisk ufanatiske. Eller fundamentalistisk ufundamentalistiske. Vi iagttager tilværelsens og verdens tilskikkelser og genvordigheder fra en ophøjet position; med et tempereret og køligt overblik, der ikke lader sig afficere med lidenskaber, som får mennesker under fremmede himmelstrøg til at gå bersærk. Civilisationsgraden hos os er gudskelov nået langt højere end alle andres. Synes vi selv og vil forfærdelig gerne give fremmede folk og folkeslag nogle gode råd med på vejen. Denne enten halv- eller helskjulte selvopfattelse hos os danskere er til gengæld nærmest nedstøbt i hård beton. Og derved minder den faktisk lidt om fanatisme eller fundamentalisme.

For denne selvopfattelse står urokkelig fast og bliver sjældent anfægtet eller udfordret af os selv. Af og til forsøger folk fra andre lande nænsomt at så tvivl om, hvorvidt danskernes selvopfattelse nu også står mål med virkeligheden.

Men de skal ikke løfte stemmen ret højt, før vi enten kollektivt eller hver for sig skammer dem ud eller møder dem med en isnende kulde og tavshed. I denne idræt er vi suveræne.

Det er en kendsgerning, at samfund og kulturer, hvor man lever tæt sammen i familie, slægt og naboskab og derved også i vidt omfang deler liv og skæbne med hinanden i sådanne samfund og kulturer investeres der også både flere følelser og lidenskaber i det liv, man lever sammen. Familien og slægten udgør på godt og ondt i langt højere grad den sociale ramme og tryghed, som uskrevet afstikker de regler og vaner, hvorefter individet færdes.

Går det i sådanne samfund og kulturer godt for den enkelte, og han eller hun klarer sig godt alene, kan slægts- og familiebåndene virke snærende og begrænsende. Men går det skidt for den enkelte, og har han eller hun svært ved at klare sig på egen hånd, bliver syg eller lignende, så er familie- og slægtsbåndene pludselig en kolossal tryghed og hjælp.

I Danmark og med den måde, hvorpå vi har valgt at indrette os, er denne erfaring næsten udelukkende overladt til den enkelte. Til individet.

Men i de nuværende slægts- og familiesamfund, som for danskernes vedkommende alene kan erindres fra historiebøgerne eller fra de allerældste af vores medborgere, gemmer erfaringen af det nære familie- og slægtsfællesskabs styrke sig fortrinsvis i traditionen og i kulturen. Det er altså en fælles erfaring, der i dén forstand sætter sig ud over individet, at den uudtalt lader individets personlige selvudfoldelse ske inden for rammerne af de forpligtelser, som det nære slægts- og familiefællesskab forudsætter.

Så når vi danskere om os selv mener, at vi er både meget tolerante og meget frie og frimodige, frisindede og løsslupne, så kunne det være en god idé at overveje, hvad den egentlige baggrund og årsag mon er til det. Og måske blive temmelig overrasket?

JEG TØR GODT VOVE PELSEN: Det er ikke længere dén erfaring, vi gør os i nært og tæt skæbnefællesskab med hinanden i familie, slægt og naboskab. For disse fællesskaber har hos os mistet nødvendighedens karakter; de er blevet frivillige, til- eller fravalgt alt efter personlige omstændigheder, ubelastede af personlige forpligtelser, ansvar og opgaver. De er følgelig løse, labile, flygtige og upålidelige. De er blevet erfarings- og opgavetomme. Man kan komme og gå efter lune og temperament.

Vores tolerance, vores frisind, vores løsslupne og libertære omgangsform og holdninger er let og elegant erhvervet på den afstand af både andre og os selv, som gør det temmelig omkostningsfrit at indtage sådanne positioner. På afstand af andre mennesker kan alt lade sig gøre. Navnlig alle de meninger, vi danner os om dem.

Det er i mødet med den sure moster, den syge søster, den senile bedstefar, den påtrængende lillebror, den irriterende ægtefælle, det uopdragne barn og den øretæveindbydende nabo, at både vores erfaringer og holdninger dannes og formes og filer af på hinanden, så vi lærer at sætte os selv på spil i det fællesliv og skæbnefællesskab, som er alt sandt menneskelivs inderste kerne og meningsbærende grund.

Livet tæt sammen med andre, som vi ikke har tilvalgt, men som er vores familie, slægt og derved i vid udstrækning vores skæbne, er et liv med lidenskab og følelser, der som de mennesker, vi omgås, trænger sig på.

Har man ikke gjort livserfaringer i et sådant fællesskab og således også oplevet, at der er noget på spil for både mig selv og de andre så kan det også være næsten helt umuligt at forstå og leve sig ind i evangeliet om Kristus. For her er der for alvor også noget på spil. Menneskeliv og kristendom hænger sammen.

Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret for at opsøge og frelse det fortabte. Det vil sige det menneske, som er blevet helt væk fra sig selv, fra andre og fra Gud; som er gået tabt i sit eget selvrealiseringsprojekt, så al lykke og ulykke alene beror på mig selv. På om jeg lykkes eller ikke lykkes. Således, at man kuldsejler med sig selv og alene bærer al skyld. Og alligevel er helt ubærlig for sig selv.

Vi mennesker skal ikke bære verden. Og vi skal ikke bære os selv alene. Der skal være plads både til andre og til Gud, som i sidste ende er hele vores tilværelses grund og mening. På samme måde som andre mennesker i nært fællesskab og skæbne er forudsætningen for vores livs lykke, også når det gør ondt og smerter på helt samme måde er Gud betingelsen for vores evige salighed. Vores frelse.

I forhold til både vores livs lykke og evige salighed er den højst mærkværdige sandhed gemt i, at vi i tro og tillid kan være tjent med at spille en birolle i forhold til os selv. Livet, som Gud har skabt, kan ikke erobres og fastholdes som en personlig ejendom og dernæst holdes tæt ind til kroppen.

Kristi liv var Guds levende forkyndelse af, at liv går udad fra mig selv, og at det er ved at give og ofre sig selv, at man for alvor vinder sit liv. Dén er rigest, som elsker mest og giver af sig selv. Fattigst er den, der kun elsker sig selv og derfor intet har at give af til andre.

Gud har det forhold til os, som vi kan aflæse af det liv, som Jesus levede. Han opledte og søgte efter de fortabte, de uomgængelige, taberne, synderne og alle andre med begrænset eller slet ingen social eller menneskelig succes. Han frelste dem fra deres egen fortabelse og førte dem ind i først fællesskabet med ham og hans himmelske far, men også i et menneskeligt fællesskab, hvori de kunne udleve deres nye, frigjorte liv.

At blive fundet af den korsfæstede og opstandne Kristus er at blive befriet fra sig selv, uanset hvad man så end holder sig selv fast med: selvretfærdighed, selvmedlidenhed, bitterhed, selvglæde, indesluttethed, dårlige erfaringer og så videre. Kristus som Guds søn og menneskenes frelser skal nok finde dig, som du er: et Guds barn, som uanset alder er skabt til at leve og elske udad mod Gud og andre mennesker i tætte, bindende og derfor frie bånd.

Kristus er den nye skaber, der retter alle indkrogede og indadvendte og selvfortabte mennesker ud af sig selv, så vi kan leve frit og frimodigt i tro, håb og kærlighed.

Stjernestunder,

livets under,

luft og smag og syn er nyt!

Blodet bruser,

løvet suser,

havets rum er højt og lydt!

Mærk: Alt liv går udad! Giv!

For tro er liv.

(Jørgen Gustava Brandt i DDS nr. 14, vers 2)

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen