De døde er i flertal. Paleodemografer har beregnet, at cirka 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får befolkningseksplosionen på syv milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for skæbnefællesskabet med de 99 milliarder døde.
Selv 99 milliarder døde har dog ikke formået at gøre døden til et trivielt fænomen. Det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. I Romanen ”Det evige smil” skriver den svenske forfatter Pär Lagerkvist således om en gruppe døde, der får tiden til at gå med at tale om de levende: ”Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind, at alt afhænger af dem.”
Man skal imidlertid ikke undervurdere de dødes evner til at gøre sig gældende blandt de levende. Siden Sokrates har døden været filosofiens kronjuvel, og det i et omfang, så Hannah Arendt talte om filosoffernes forelskelse i døden. Der kan være filosofisk uenighed, om døden gør det enkelte menneskes liv absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente for eksempel, at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet autenticitet.
Søren Kierkegaard satte det helt på spidsen, da han skrev, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig. Den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard.
Jeg fik min egen personlige og eksistentielle giftampul udleveret, da jeg som 20-årig for første gang sad hos et døende menneske. Dengang arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på et plejehjem, og det var Petra, på over 80 år, der lå for døden.
Da Petra nærmede sig livets afslutning, troede hun, at jeg var hendes første kæreste, helt tilbage fra ungdommen i den landsby, hvor hun havde tilbragt sit liv. På den måde døde Petra med sin ungdomskæreste i hånden.
Man husker ofte sin ungdoms første kæreste ganske godt, og jeg husker jo Petra helt levende, på tværs af alle årene. Så måske var vi en slags ungdomskærester, selvom Petra var over 80 år og døende. I hvert fald fristede hun mig med en kraft, som kun den første kæreste kan friste alt det uprøvede i én med. Som Petra lå der, døende, med blikket vendt indad, fristede hun mig til at eksistere.
Petras død ramte mig som et lynnedslag af alvor. Hun skiftede imellem at hallucinere og være nærværende, undertiden angst og lidende, nu og da fjern og ligeglad, men hele tiden på grænsen til at forsvinde, på vej væk fra livet.
Imens jeg sad og holdt hende i hånden, blev min egen angst for nogle øjeblikke afløst af fristelsen til at eksistere; til for fremtiden at gøre livet så alvorligt, at jeg hele tiden kunne mærke det. Ikke bare leve, men eksistere, ved bevidst at profitere af visheden om min egen død og ikke-eksistens.
Den sidste nat i Petras liv førte hun mig ud til grænsen. En grænse defineres jo ofte som noget, der skal få én til at stoppe op. Men denne grænse skulle tvinge mig videre. Som alle mennesker måtte Petra passere dødens grænse alene. Men hendes lidelse og død tvang noget i mig ud over en anden grænse.
Petras død fik dyb betydning for resten af mit liv. Faktisk tror jeg, at den lange nat bibragte mig den første autentiske oplevelse af mit eget liv. Hendes død fristede mig til at kigge nærmere på min egen tilværelse og fremtid.
Og er det ikke dét fællesskab, vi kan have med de døde? Som den amerikanske filosof Alphonso Lingis skriver, så er livet og verden et åbent land, fyldt med muligheder, som de døde har overladt til os. Her tænker jeg ikke på ånder og spøgelser.
Der er nok at hente i den daglige erfaringsverden, hvor de døende og døde så at sige frister os til at eksistere og dermed tilbyder en adgang til det betydningsfulde, livets dybeste alvor, tilværelsens grund - det, som kan få et menneskeliv til at åbne sig.
Fødslen og døden er naturens hemmelighed, som Marcus Aurelius skrev. Det helt fremmede. Måske kan vi derfor kun nærme os døden på samme måde, som Achilleus nærmede sig skildpadden i Zenons paradoks. Achilleus løb meget hurtigere end skildpadden og gav den derfor et forspring, men han nåede aldrig at indhente den. Skildpadden blev ved med at være foran, om det så blot var med en brøkdel af en millimeter.
I sin eksistentielle version handler det om, at vi ikke kan nå til en person-lig viden om døden, selvom vi nærmer os den nok så meget. Vi er levende, indtil vi er døde, og ikke engang det sidste millisekund, vi er i live, giver os erfaringer om døden. Døden må vi erfare igennem de andre, de døde.
Når vi sidder hos et døende medmenneske, er det derfor oplevelsen af dette menneskes lighed med os selv, der er afgørende. Som den franske filosof Georges Bataille skrev, så er det andet menneske magen til os. På grund af denne lighed kan der ske en identifikation, så det både er et andet menneskes død, vi oplever, men også en form for tilnærmelsesvis oplevelse af vores egen død.
Instinktivt ved vi, at ingen bør dø alene. Vi ved, at vi skal blive hos dem, når ingen behandling længere er mulig. Det er det sværeste, vi kan komme ud for, men vi må blive, og det er en krænkelse, ikke blot af den døende, men også af os selv, hvis vi forhindres i at blive til afslutningen.
Man bliver hos et døende menneske. Vi ved det uden at have tænkt over det. Ikke kun, hvis det er et menneske, som har stået én nær, men også hvis det er et helt ukendt menneske, en fremmed. Jeg tror, det er noget af det dybeste menneskelige: At ville blive hos en anden, som er ved at dø. Dét er identifikationens grundstof.
Den andens død er altid billedet af ens egen død, sagde Bataille. Der er en slags eksistentiel dybdekommunikation imellem de levende og de døde. Det betyder, at vi både modtager en kommunikation om vores egen død og samtidig forbliver i live. Her bærer man altså vidnesbyrd om livets forgængelighed og om et andet menneskes død. Hvis opmærksomheden er indstillet på, at den anden er som mig selv, så er det imidlertid også et vidnesbyrd, som bliver til erfaringen om min egen død. Så er vi, som Achilleus, næsten ved at nå skildpadden. Og tættere kommer vi ikke.
Tidligere blev der fortalt myter om, hvordan et menneske gik ud for at erobre verden. Men det var jo også fortællingen om heltens erobring af sit eget liv. For at nå denne erobring blev han eller hun konfronteret med døden i mange forskellige forklædninger og måtte i det hele taget se mange alvorlige trusler i øjnene. Lykkes dette, kom helten hjem med sin erobring, nemlig sig selv.
Det er næsten 40 år siden, at jeg fulgte med Petra ud til dødens grænse og blev kastet tilbage i livet på en helt ny måde. I et delirium troede Petra, at vi var ungdomskærester. Og som kun en ungdomskæreste kan, fristede hun mig til at gå videre, end jeg havde prøvet før.
Ved hendes dødsleje og død åbnede livets dybde sig for første gang for mig på en måde, så jeg aldrig siden har glemt mit fællesskab med Petra. Et fællesskab, der stadig eksisterer imellem os, og som stadig frister mig til at eksistere. Det er min personlige arv fra Petra.
Peter Johannes Schjødt er filosof og forfatter