Historien om de muslimer, der reddede jøder fra dødslejre

I år sætter Auschwitz-dagen fokus på folkedrab og medborgerskab. I den muslimske verden bliver jødernes skæbne under holocaust stadig ofte affærdiget som en myte, og det har overskygget beretninger om muslimer, der uden skelen til religiøse traditioner og kultur satte alt på spil for at redde jøder fra udryddelse i nazistiske dødslejre

Historien om de muslimer, der reddede jøder fra dødslejre

Den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab - Auschwitz-dagen - markeres i dag, onsdag den 27. januar, under overskriften ”Medborgerskab”. Der sættes fokus på to temaer: medborgerskab omkring menneskerettigheder og demokrati samt folkedrab, der ses som modpolen, der truer medborgerskabet.

Op gennem historien har hadske fjendebilleder været brugt til dæmonisering, forfølgelse og i sidste ende systematisk udryddelse af ”uønskede” medborgere. Som da Hitlers horder trawlede Europa igennem i jagten på jøder og gennemførte et folkemord, ”Die Endlösung”, hvor seks millioner blev ofre for et nazistisk inferno af myrderier og udryddelseslejre.

I nyere tid har den årelange konflikt mellem Israel og palæstinenserne skabt dybt had og fjendskab mellem jøder og muslimer og givet grobund for et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme, der truer med at sætte hele Mellemøsten i brand.

Også i dag gennemsyres alle kroge af fordomme, hverdagsracisme og aggressiv retorik, der puster til ilden med karikerede skræmmebilleder og bidrager til at marginalisere hele befolkningsgrupper. Os - eller dem. Dem der er anderledes, dem der skiller sig ud, dem der ikke hører hjemme.

Herhjemme blev Mogens Camre fra Dansk Folkeparti i august 2015 ved retten i Glostrup dømt for brud på straffelovens racismeparagraf, da han på Twitter havde skrevet: ”Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.”

I den muslimske verden bliver jødernes skæbne under holocaust ofte affærdiget som en myte. Det har overskygget beretninger om muslimer, der uden skelen til religiøse traditioner, etnicitet og kultur satte alt på spil for at redde jøder fra udryddelse i nazistiske dødslejre.

Som de første muslimer blev Mustafa Hardaga og hans familie i 1985 hædret af Yad Vashem-museet i Jerusalem som store humane skikkelser i holocausts historie og tildelt Israels fornemste titel - ”De Retfærdige blandt Nationerne: ikke-jøder som reddede jøder fra det nazistiske folkemord.”

Måske frem for nogen var Mustafa Hardaga med til at bygge bro mellem jøder og muslimer. Han og hustruen Zejneba var fremtrædende medlemmer af det muslimske samfund i Sarajevo i Jugoslavien, da landet i april 1941 blev besat af tyskerne. Jagten på byens 11.000 jøder satte ind med det samme: Jødiske hjem blev stormet, synagoger sat i brand, jøder arresteret, mishandlet og deporteret til koncentrationslejre.

Som velhavende forretningsmand ejede Mustafa Hardaga adskillige ejendomme i Sarajevo, og den jødiske Yosef Kabilio boede til leje med sin kone Rivka og de to børn Benjamin og Tova. Med Gestapo lige i hælene synes den jødiske families skæbne at være beseglet, men de skulle få hjælp fra uventet kant .

Alt imens nazisterne og deres medløbere i Ustase-militsen drog hærgende gennem gaderne i Sarajevo på klapjagt efter jøder, besluttede Mustafa Hardaga som den barmhjertige samaritaner at følge næstekærlighedens vej og beskytte Kabilio-familien mod de nazistiske overgreb.

Den jødiske familie fik en ny chance, et nyt liv, da Hardaga førte de nødstedte til sit private hjem kun få husblokke fra Gestapos hovedkvarter - så tæt på, at man om natten kunne høre skrigene fra ulykkelige ofre, der blev tortureret i fangekælderen.

Hustruen Zejneba Hardaga fortalte mange år senere om mødet med den jødiske familie, der efter at være flygtet ud i skoven under nazisternes bombardementer af Sarajevo var vendt tilbage til ruinerne af deres bolig:

”Vi bragte hele familien, Yosef, hans hustru og de to børn, til vort hus. Dette var første gang, at en mand udefra sov i vort hjem. For os kvinder - der dækkede ansigtet med slør som vor religion og tradition foreskrev - var dette ikke tilladt. Men vi bød dem velkommen.”

Efterhånden som jagten på jøderne blev intensiveret, var Kabilio-familiens bedste chance for at overleve at slippe ud af Sarajevo og videre til den italienskkontrollerede del af Jugoslavien. Mustafa Hardaga hjalp med at få smuglet Kabilios kone og børn i sikkerhed i byen Mostar, men Yosef Kabilio selv blev taget af Ustase-militsen. Han blev dømt til døden og indsat i det berygtede fængsel i Pale kun få kilometer fra Sarajevo.

Det var den barske vinter 1941-1942, sneen lå overalt i meterhøje driver og lukkede landeveje og jernbaner. Iført tunge fodlænker blev fangerne i dagevis kommanderet ud for at rydde sne og pløre, og en dag fik Kabilio øje på en tildækket kvinde med slør, der længe stod og så til på afstand. Den næste dag mødte Zejneba Hardaga op ved fængslet i Pale for at aflevere mad og medicin direkte til Kabilio. Hun satte livet på spil, men fortsatte de næste mange dage med trofast at møde op.

Syg og udmarvet lykkedes det Kabilio at undslippe fra fængslet, og endnu en gang søgte han tilflugt hos Hardaga-familien. Mens han blev passet og plejet, opdagede han, at Mustafa Hardaga regelmæssigt havde sendt penge til hans kone og børn i Mostar. Kabilio blev hos Hardaga i flere måneder, hvorefter han med Hardagas hjælp slap ud af Sarajevo og sluttede sig til sin familie i sikkerhed i Mostar.

Zejneba Hardaga arbejdede tæt sammen med sin mand for at redde jøder og forfulgte gennem holocaust. Ved en bestemt lejlighed fik hun trukket en jøde ud af en togvogn på vej til en nazistisk dødslejr. En anden gang fremskaffede hun et slør til en jøde, så denne kunne flygte, forklædt som muslimsk kvinde.

Også Zejnebas far, Ahmed Sadik, konspirerede i det godes tjeneste for at hjælpe forfulgte jøder. I 1942 skjulte han en jødisk familie i sit hjem og fik dem senere sluset i sikkerhed i den italienske zone. Men kort før krigens afslutning blev Ahmed Sadik angivet til nazisterne og deporteret til koncentrationslejren Jasenovac, hvor han blev myrdet af Ustase-militsen.

Kun få af Sarajevos jøder overlevede holocaust, og efter krigen besluttede de fleste at emigrere til den nye stat Israel. I 1950 rejste også Kabilio-familien til Israel, hvor de udfoldede store anstrengelser for at få Yad Vashem-museet til officielt at anerkende Mustafa Hardagas indsats og hædre ham, Zejneba og Ahmed Sadik som ”Retfærdige blandt Nationerne”.

Æresbevisningen blev tildelt de tre i 1985, men historien slutter ikke her. Under krigen i Bosnien-Hercegovina i begyndelsen af 1990'erne, hvor 100.000 mennesker blev dræbt og to millioner drevet på flugt, blev hovedstaden Sarajevo igennem flere år belejret af bosnisk-serbiske styrker.

Etniske udrensninger gjorde konflikten til den blodigste i Europa siden Anden Verdenskrig, og under de voldsomme bombardementer bad den nu 76-årige og syge Zejneba Hardaga og hendes nærmeste i 1994 Israel om hjælp til at slippe ud af den krigshærgede by.

Det lykkedes efter en farlig aktion at få reddet Zejneba Hardaga og familien ud af ruinerne i Sarajevo og videre til Israel. Ved ankomsten blev de modtaget af repræsentanter for regeringen, og også Tova Kabilio, der som treårig blev reddet gennem holocaust af Hardaga-familien, var til stede.

Som en deltager sagde: ”Vi var fast besluttet på at få Hardaga-familien sikkert ud af Bosnien og til Israel. Det var en speciel opgave (...) en slags tilbagebetaling for den hjælp, de gav jøderne.”

Zejneba Hardaga bad indtrængende ministerpræsident Yitzhak Rabin om at gøre alt for at sikre, at tragedien i Sarajevo ikke gentog sig i Israel: ”Jøder og muslimer har levet sammen side om side i Jugoslavien i mere end 500 år.”

Den gamle kvinde døde i oktober samme år, 76 år.

Louis Bülow er historiker og forfatter