Flere skal i arbejde og færre på førtidspension. Det var målet med reformen af ordningerne for førtidspension og fleksjob, da de blev gennemført i 2012. Udgangspunktet for reformen var, at man for let gav førtidspension til mennesker, der i virkeligheden kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Derfor blev kriterierne strammet. Inden kommunerne kan bevilge førtidspension, skal de således kunne dokumentere, at der ikke er muligheder for at udvikle arbejdsevnen hos den, der søger pension. Til gengæld skal der ske en tværfaglig indsats omkring den enkelte borger, der skal afsøge mulighederne for en vej til en form for beskæftigelse. Det er det, vi i dag kender som de omstridte ressourceforløb.
Tanken er god, og målet er godt. Det kan også fungere, hvis det er på borgernes egne præmisser. Det var netop pointen i et åbent brev, som Det Centrale Handicapråd sendte til de daværende social- og beskæftigelsesministre og formanden for Kommunernes Landsforening (KL), da aftalen om ressourceforløb og fleksjob blev indgået tilbage i 2012.
Vi opfordrede alle til at gennemføre reformen med borgerens egne ønsker og valg i centrum og til at følge op på borgernes oplevelser, så man kunne vide, hvordan det virkede.
Sådan gik det ikke. I dag kan både pressen og private sagsbehandlere, som borgere hyrer som hjælp over for kommunen, fortælle om mange forløb, der slet ikke opleves som gode. Nordjyske Stiftstidende har angiveligt i løbet af blot én uge sidste år samlet op mod 50 eksempler på sundhedsskadelige forløb, som fortsætter trods lægers advarsler. Dertil kommer, at antallet af personer, der foreløbig er kommet i beskæftigelse gennem forløbene, ikke er imponerende.
Hvorfor er det sådan? Det er der flere forklaringer på. De fleste skal findes i kommunernes store udfordringer med at implementere nye regler og til dels en ny tankegang.
Men lovgiverne kan heller ikke sige sig fri for ansvar. Ankestyrelsens vurderinger af kommunernes afgørelser viser, at loven stiller store krav til kommunerne om dokumentation for manglende arbejdspotentiale hos borgere for at kunne bevilge en førtidspension.
Lovgivningen presser dermed kommunerne til at tvinge syge mennesker i arbejde og anden aktivering for at kunne løfte en tung bevisbyrde for, at disse mennesker vitterlig aldrig kan komme i arbejde. Den del af reformen kræver en justering.
Vi mener, at tanken bag ressourceforløbene er god nok. Det er også grunden til, at Handicapidrættens Videnscenter i samarbejde med Muskelsvindfonden, Spastikerforeningen, Egmont Højskolen og Slagelse og Odense Kommuner har gennemført et ressourceforløbsprojekt.
Fra november 2013 til december 2015 har 34 borgere visiteret til ressourceforløb deltaget i projektet. Deltagerne har haft et tæt personligt forløb, og Videnscentret har bistået med blandt andet bevægelsesaktiviteter, virksomhedsbesøg og hjælp til håndtering af problemer i hverdagen.
Projektet viser, at man i praksis kan tilrettelægge ressourceforløb, så de fører til, at borgere med komplekse problemer får en bedre hverdag og om muligt bliver klar til at (gen)indtræde i arbejdsmarkedet. Men samtidig kaster projektet lys over nogle mekanismer i det kommunale beskæftigelsessystem, som vanskeliggør processen.
De ansatte i kommunernes jobcentre mener, at umotiverede borgere er den største hindring for indfrielsen af intentionen bag ressourceforløbene. Det fremgår af en rapport bestilt af Kommunernes Landsforening, som blev offentliggjort i april 2015. KL-rapporten peger samtidig på, at sagsbehandlerne ude i kommunerne mener, at manglen på relevante tilbud også er en betydelig forhindring.
Handicapidrættens Videnscenters projekt viste, at mange af borgerne i ressourceforløb ikke mangler motivation for at arbejde, men i virkeligheden har brug for rehabilitering, før det er aktuelt at tale arbejdsmarked. Hvis sigtet er skævt, og der mangler relevante tilbud, er det måske ikke så mærkeligt, at motivationen svigter.
Læg dertil, at de borgere, der kommer i ressourceforløb, typisk har været i systemet længe og været igennem en lang række tilbud. Hvis et ressourceforløb skal give mening, må indholdet adskille sig markant fra de tiltag, borgeren allerede har været igennem en eller flere gange. Og så er det nødvendigt at overkomme den mistillid til systemet, som ofte er bygget op.
De fleste af deltagerne i Videnscentrets projekt har gennem mange år i det kommunale beskæftigelsessystem oparbejdet en udpræget mistillid til systemet. Det flugter med en analyse fra Det Centrale Handicapråd, der viste, at der er en tillidskløft mellem borgere med handicap og sagsbehandlere i kommunerne. Borgeren har dårlige oplevelser og mangler tillid, og sagsbehandlerne i kommunerne er ikke klar over, hvor dybt borgernes skepsis og mistillid stikker.
Ud af de 34 personer, der startede i Handicapidrættens Videnscenters projekt er status, at fire har fået bevilget fleksjob, syv har fået førtidspension, mens otte føler sig parat til fleksjob og venter på, at deres sag skal komme for rehabiliteringsteamet.
Den største gruppe er altså motiverede borgere, der venter på kommunen! Det medfører også et konkret problem: Borgere, som er klar til et fleksjob og via virksomhedspraktik har fået lovning på en arbejdsplads, kan vente så længe på at få deres sag for rehabiliteringsteamet, at jobmuligheden forsvinder i mellemtiden.
Princippet bag reformen er, at alle skal have mulighed for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ingen må opgives. Det er et udmærket udgangspunkt. Men det er et meget lille mindretal i gruppen, der kommer i ressourceforløb, man kan have forhåbninger om at få i arbejde på ordinære vilkår. Det indikerer de første tal for reformens resultater.
En større del vil kunne nå til at få et fleksjob i meget få timer. Og mange skal alligevel have en førtidspension. Der er altså ikke et voldsomt arbejdspotentiale i gruppen som helhed, og det kræver i mange tilfælde en ganske omfattende proces at nå til at realisere de muligheder, der er.
Derfor er der ingen samfundsgevinst ved at presse denne gruppe mennesker ud i noget, de ikke selv ser meningen i, og som derfor har en sandsynlighed for succes på cirka nul - tværtimod kan det forværre borgernes situation, hvilket også koster samfundet i sidste ende.
Beslutningstagerne bag reformen må tage deres egen retorik alvorligt. Hvis indsatsen er for borgernes skyld, så må vi forvente, at det også er, hvad borgerne oplever. Og når paragrafferne har en anden virkning, må de laves om.
Det forlyder, at man i forligskredsen har aftalt, at man nu vil til at spørge borgerne selv, hvordan de oplever forløbene. Det er en start. Vi håber, man tør stille de kritiske spørgsmål, lytter åbent til svarene og tager konsekvenserne.
Også i kommunerne er der brug for at se indad. De borgere, de nu sender i ressourceforløb, nærer for manges vedkommende en dyb mistillid til kommunen og til deres sagsbehandler. Der er brug for at bygge tillid og placere sig i reel lytteposition. Og for at udvikle tilbud, der svarer til borgernes behov - også når der er ting i livet, man har brug for at få styr på, før man kan komme i nærheden af arbejdsmarkedet.
”Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge,” sagde Jacob Haugaard. Hvis ikke alle parter er villige til at rette op på reformen, så den lever op til intentionerne, risikerer dét udsagn at blive den ironiske gravskrift over reformen af førtidspension og fleksjob.
Annemette Ruth er fungerende formand for Det Centrale Handicapråd, og Kristian Jensen er leder af Handicapidrættens Videnscenter og medlem af Det Centrale Handicapråd