ENHVER, DER HAR ÅBNET Politiken eller Berlingske de seneste uger, har nok bemærket, at det fyger med krasse debatindlæg internt i den borgerlige lejr. For udenforstående kan det ligne en dårlig klassefest, eller en kamp om, hvem der har den bedst sælgende borgerlige æstetik. Intet kunne være mere forkert.
Det er, i modsætning til de sekteriske trakasserier på venstrefløjen i 1970erne, en debat om substans. Kort fortalt handler det om statens rolle i et moderne, liberalt demokrati.
Konservative ønsker ikke en neutral stat, men ser gerne, at tradition, opbyggelige normer og sociale dyder understøttes aktivt gennem politik.
LÆS OGSÅ: Eksperter kritiserer fortrydelsesret ved valg
De, der kalder sig liberale i dag, ønsker politisk værdineutralitet eventuelt krydret med en nedlæggelse af det meste af statsmagten. Staten må, i den liberale optik, ikke trække en bestemt smag ned over hovederne på folk; herunder altså familie-, kristne og historisk indlejrede værdier.
Desværre for debattens frugtbarhed er den blevet ført på fordækte præmisser. Begrebet liberal kan snart betyde hvad som helst. Og derfor er lidt historisk begrebsafklaring på sin plads. Christopher Arzrouni skrev på lederplads i Børsen, at konservatismen ikke er en selvstændig ideologi, men bedst forstås som et tillægsord for folk, der i virkeligheden er liberale.
At man som oplyst menneske kan hævde, at konservatismen ikke findes, hænger sammen med liberalismens idéhistoriske baggrund. For Christopher Arzrouni har ret i, at den klassiske liberalisme hverken var blind for værdier eller yderligtgående radikal, sådan som mange nutidige liberalister fremtræder.
Og som vi skal se, er Rasmus Brygger, Ole Birk Olesen og andre ungdommelige gemytter ikke klassisk liberale. De er tilhængere af en nyere og langt mere radikal variant af liberalismen. Ja, faktisk af en isme, der sine steder er i kontrast til den klassiske frihedstænkning.
Lad mig forklare.
Historikeren Jonathan Israel har, i sine værker om oplysningstiden, opdelt perioden i to spor: det radikale og det moderate. Den radikale oplysning, som vi så i revolutionens Frankrig, var båret af en streng rationalisme. Her blev et sekterisk blodbad gennemført på en bund af teoretiske principper og affekteret salonsnak om rettigheder.
LÆS OGSÅ: Omkostningen ved et valg
DEN MODERATE OPLYSNING udfoldedes primært i den engelsktalende verden og havde sit fokus i virkeligheden, i det partikulære. Eksempelvis Smiths etik, der er leksikalsk organiseret, således at det nære, familien og venner er det vigtigste. Først derefter kommer resten af verden. Her er ingen abstrakte dogmer kun en virkelighedsnær beskrivelse af den menneskelige moralitet. Det nære over det fjerne, det konkrete over det teoretiske og fortænkte. Følelse over fornuft. Hume skrev, at fornuften er, og bør være, en slave af følelserne. Man kunne også, i et politisk perspektiv, nævne Burkes kritiske skrift om Den Franske Revolution, som han så som det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet.
Klassikerne betonede erfaring, det konkrete og den eftertænksomme moderation i erkendelse af faren ved revolutioner og luftkasteller bygget af magtsyge lænestolsfilosoffer.
Hvor den klassiske liberalisme med Smith, Hume, Locke, Ferguson, Burke, Shaftesbury og Hutcheson hører til i det moderate spor, forholder det sig anderledes med den nyliberalisme, der præger de fleste i debatten, der kalder sig liberale i dag. Den nye liberalisme er en rationalistisk rettighedstænkning. Den tager ikke udgangspunkt i det gode liv, men postulerer en politisk sandhed om uforanderlige rettigheder.
De nyliberale har læst tænkere som Rothbard og Nozick og deraf lært et par enkle principper, hvis opretholdelse (for de ortodokse) er alt, et samfund behøver. Det er goldt. Men det er også farligt for friheden, fordi det som de moderate klassikere havde indset er forbundet med stor usikkerhed at ændre samfundet ud fra rationalistiske formler. Og især hvis vi, undervejs mod det statsløse samfund, skal fjerne alle værdier fra det offentlige rum for at opfylde nyliberalistens drøm om en historie-, værdi- og normløs stat, fordi værdier er noget, der hører til i privaten. Jeg vil gerne frabede mig at blive påtvunget andres normer, messer den nyliberale og afslører derved ikke bare sin modstand mod selve dette at bo i en nation med en civil orden, der afspejles i etaten og atter reflekteres tilbage på borgerne han giver også et indblik i den liberales hullede historiske viden.
De klassisk liberale havde, i skarp kontrast til deres nutidige konsorter, som en integreret del af deres politiske økonomi, overvejelser om sociale dyder. Altså værdier. De havde en social etik, som var uadskillelig fra deres samfundstænkning i øvrigt. Smith, Hume, Burke, Ferguson, Hutcheson og de fleste øvrige fra den angelsaksiske oplysning forholdt sig særdeles ikke-neutralt til, hvordan samfundsmennesket skulle opføre sig. Godgørenhed, sømmelighed, kløgt og selvkontrol var uadskillelige fra den måde, mennesket skulle agere som borger på.
Vi kan også se skiftet mellem klassisk og ny liberalisme i begrebsbrugen. For Smith, Hume, Burke, Ferguson og affilierede er selve mennesket i centrum. De har alle, som et kerneelement i deres samfundstænkning, et begreb om medfølelse, sympati eller det, der ligner, og som tegner det levende, følende og forholdende menneske. Læg dertil rammen af opbyggelige samfundsdyder, og vi har et vertikalt portræt af Næsten. Selv det eneste lidt abstrakte element i Smiths moralfilosofi, den upartiske iagttager, er blot et metaforisk greb til at anskueliggøre, at vi mennesker konstant forsøger at sætte os i hinandens sted. Vi sympatiserer, vi føler med.
I DEN NYE LIBERALISME, der er præget af et økonomistisk menneskesyn, er det ikke mennesket, men den rationelle agent, der er hjørnestenen. Det er individet med x antal rettigheder, man kalkulerende forholder sig til. Så langt fra Smiths indsigtsfulde fremstilling af mennesket i samfund og privat, på godt og ondt. Med gode og mindre gode inklinationer, tanker og drifter. Smiths og Humes primære værker viser interesse i selve det menneskelige vilkår. Så langt fra den golde formalisme, der præger den binære rettighedsliberalisme.
Den helt store forskel mellem ny og klassisk liberalisme er således, at den sidstnævnte er grundlagt i medmenneskelighed og dens sociale etik i en moralsk følelse. Her værnes om de sociale dyder, som hænger sammen med de frihedsbærende institutioner. Mens den nye, radikale liberalisme hviler på streng rationalitet og dogmatisk dyrkelse af aprioriske principper i et system, hvor udgangspunktet er det rettighedshavende individ. Ja, de er faktisk hinandens modsætninger. Fra følelse og erfaring til formelsamling og spilteori. Fra virkelighed til konstruktion.
Faren ved den nye liberalisme er først og fremmest den undergravning af friheden, som den radikale forfægtelse af principper betyder. De nyliberale forstår ikke de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed, og i hvilken grad de også hviler på understøttelse fra statsmagten. En understøttelse, der eksempelvis betyder opretholdelsen af nationens grænser. Sikringen af et vist folkeligt dannelsesniveau og fælles kulturhistorisk bevidsthed. Forrangen til fundamentale institutioner som familien og kristne værdier. Dét er frihedens fundament, og det er alt andet end goldt.