Græsk er forståelsesnøglen til vores antikke rødder

Kundskaber i de to gamle kultursprog er nøglen til at forstå vigtige træk i vores egen kultur
Sten Ebbesen

Hvis vi vil forstå noget af vores egen kultur, må vi have adgang til græsk og latin. Indtil 1700-tallet var stort set al europæisk videnskab og en stor del af skønlitteraturen affattet på et af de to sprog. Den græsk-latinske tradition, der nu er truet på universitetet, har sat sig dybe spor i vores sprog, vores tanke og vores politiske institutioner

MIN DAG STARTER MED, at jeg laver morgenmad i mit køkken. Mens jeg spiser den, hører jeg tit Radioavisen, for så noget senere, med mobilen i inderlommen, at tage med bus eller på cykel til stationen for at komme til mit arbejde på universitetet.

Var der noget som helst underligt i de sætninger? Næ, men ikke mindre end syv af ordene kommer fra græsk eller latin. Køkken er et mere end 1000 år gammelt lån til germansk fra latinsk coquina, mens radio blev dannet omkring 1900 af det latinske radius, ”stråle”, som vi jo også har som låneord i uændret form.

Mobiltelefoner har vi kun haft et par årtier, men mobil (latin mobilis, ”bevægelig”) har i al fald været brugt et par århundreder.

Bus kom til Danmark i 1800-tallets slutning som en forkortelse af det lidt ældre latinske låneord omnibus, ”(køretøj) for alle”, og cykel kom i 1880'erne fra engelsk cycle, der er en forkortelse af bicycle, dannet af latin bi-, ”to-” og græsk kyklos,”hjul” (som også gemmer sig under en cyklus).

Station er det latinske statio, ”standplads”, mens universitet kommer af latinsk universitas, ”helhed”, som i middelalderen kunne bruges som betegnelse for en organisation, for eksempel et laug, og universiteterne er i deres oprindelse sammenslutninger af (latintalende) lærere i mesterlaug.

Hvis jeg går i kirke (græsk kyriakon, ”Herrens hus”), synger jeg salmer (græsk psalmos, ”sang”), hører læsninger (oversættelse af latin lectiones) fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente (latin testamentum) og hører præsten (græsk presbyteros, ”ældre”) prædike (latin prædicare, ”forkynde”). Både i trosbekendelsen, i salmerne og i prædikenen kan jeg forvente at høre ordet Kristus (latin Christus af græsk Christos, ”Den salvede”)

Sådan kan man blive ved. Der er latin overalt i vores hverdag og en solid dosis græsk, omend tit i latinske gevanter. Videnskab er via nedertysk en gengivelse af latinsk scientia, som på sin side oversætter græskens episteme.

Hvad glæde har man nu af at vide det? Jo, kundskaber i de to gamle kultursprog er nøglen til at forstå vigtige træk i vores egen kultur. Vores naturvidenskabs idealer stammer i lige linje ned fra Aristoteles' tanker om videnskab, som han nedfældede på græsk for cirka 2350 år siden, og som siden blev videregivet i Vesteuropa på latin og siden år 1200 formidlet af den specielt vesteuropæiske institution universitetet.

Naturvidenskaben søger forklaringer. Dens forklaringer antager typisk nogle få grundelementer - elementarpartikler for eksempel - og beskriver så deres egenskaber, i vore dage gerne med en række matematiske formler.

Forklaringerne skulle indtil for nylig helst være undtagelsesløse naturlove, nu stiller man sig tilfreds med statistisk sandsynlighed, men grundidéen er ikke opgivet. Dette med at søge ned til nogle få grundstoffer (elementer) som udgangspunkt for sin forklaring er et træk, der går helt tilbage til den græske filosofis barndom et par århundreder før Aristoteles. Det har været et karakteristisk træk ved vores naturvidenskab lige siden.rækenlandg

De færreste vil finde det underligt at skelne mellem en ting og dens egenskaber (latin proprietates, græsk idiotetes), men det er faktisk ikke noget naturgivent skel. Det er atter noget, vi har fra den græsk-latinske tradition.

Det samme gælder skellet mellem kvantitet og kvalitet - begge latinske ord, som oversætter aristoteliske fagtermer. For at tage et eksempel fra den løbende debat om de højere uddannelser, så er det altså ikke ligegyldigt om man satser på kvantitet eller på kvalitet.Mange ved, at de moderne olympiske lege var ment som en genopliven af en oldgræsk tradition. Men hvorfor er det nu lige, de hedder olympiske? Hvad var det, man gerne ville genoplive?

For at få svar på det spørgsmål, må man have fat i nogen som både ved noget om tankegangen hos Pierre de Coubertin og folkene omkring ham, der fik startet de moderne lege i 1896, og om oldtidens lege. Det sidste kræver at man kan græsk.

Hvis vi vil forstå noget af vores egen kultur og forstå netop, at mange af dens ingredienser ikke er spor selvindlysende, men historisk betingede, så må vi have adgang til græsk og latin. For indtil 1700-tallet var stort set al europæisk videnskab og en stor del af skønlitteraturen affattet på et af de to sprog. Den græsk-latinske tradition har sat sig dybe spor i vores sprog, vores tanke og sågar vores politiske institutioner.

Danmark er et af verdens få konstitutionelle monarkier. Egentlig en underlig konstruktion. Hvordan kan monarkiet (græsk: ”enmandsstyre”) og folkestyret (kalkeret fra græsk demokratia) forenes? Når man i 1849 kunne acceptere den idé, var det ikke bare, fordi det var vanskeligt at gå direkte fra enevælde til folkestyre. Det var også, fordi man fra antikken havde arvet en tanke om at den mest stabile forfatning er en blanding af monarki, aristokrati og demokrati.

I vores første grundlov var monarkiet repræsenteret af kongen, aristokratiet af Landstinget og demokratiet af Folketinget. Siden er det aristokratiske element udgået og monarkens magt i det væsentlige udfaset, men der er altså en forklaring på vores nuværende forfatning, og forklaringen rækker over 2000 år tilbage.

UNDERVISNING I LATIN kom til Danmark med kristendommen, da Harald Blåtand jo antog den romerske konfession. Græsk kom senere. Det Nye Testamente er som bekendt affattet på græsk, og det var en af grundene til, at Københavns Universitet, da det blev reorganiseret efter Reformationen, fik en lærestol i sproget. At den speficikt kristne del af Bibelen er på græsk turde være grund nok til at undervise i sproget i et kristent land, men der var også en anden grund: Renæssancehumanismen havde åbnet Vesteuropas øjne for den antikke græske litteraturs rigdom.

Faktisk foreskriver universitetsfundatsen fra 1539, at professoren i græsk primært skal læse over klassisk verdslig litteratur, men han skal dog også med mellemrum gennemgå et af Paulus' breve, så de unge mennesker kan få øjnene op for nytten af at kunne græsk, når man vil studere Den Hellige Skrift.

Snart blev græsk også indført i de højere skoler og var sammen med latin et centralt fag dér indtil slutningen af 1800-tallet, hvorefter de tos rolle nedtonedes, men begge er der endnu i gymnasiet.

Udviklingen har været stort set den samme i alle vestlige lande. Vestens kultur hviler på et latinsk grundlag, men da allerede de hedenske romere havde optaget væsentlige elementer af græsk kultur i sig, og da kristendommen i begyndelsen var græsksproget, blev den latinsprogede kultur meget græskpræget. Som folkesprogene overtog latinens rolle som skriftsprog og internationalt talesprog, overtog de også hele den græsk-latinske baggage, i ord og i indhold.

Nu er græsk som studiefag ved Københavns Universitet truet med nedlæggelse, fordi det ikke har et studentervolumen, som gør det rentabelt under den finansieringsform, som universitetet for tiden er underlagt. Dekanen for det humanistiske fakultet har lukket for studenteroptag i 2016 og vil senere tage stilling til om faget helt skal forsvinde. Et tilbageblivende latin uden græsk som søsterfag vil være berøvet meget af sit kulturhistoriske grundlag.

Det er naturligvis ikke nødvendigt, at alle danskere skal kunne græsk og latin. Men nogen skal kunne de sprog, og så mange, at det ikke er svært at få fat i en kyndig person, hvis man gerne vil vide besked. Ellers bliver vi alle fattigere på forståelsen af vores egen verden.

Vil vi virkelig forarmes på den måde?

Sten Ebbesen er professor i græsk og latin med den aristoteliske tradition som særligt område. Han er dr.phil., æresdoktor ved Göteborgs Universitet og medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og af Academia Europaea