Grosbøll tror at han tror

KRONIK: Grosbøll-sagen er blevet diskuteret til ukendelighed, men hverken Grosbøll eller medierne har introduceret den tænkning, der ligger til grund for sognepræstens kristendomsforståelse

Det er svært at forstå Grosbøll. Ikke fordi det, han siger, er svært, men fordi han tilsyneladende mener noget andet end det, han siger. Han siger, han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, men han betragter sig selv som kristen. Hvordan hænger det sammen?

I henhold til Gianni Vattimo, som Grosbøll henviser til i "En sten i skoen", så hænger det udmærket sammen. Vattimo har nemlig opdaget, at kristendommen er postmetafysisk. Hvad dét vil sige, er lidt teknisk, og det er nok derfor, Grosbøll har vanskeligt ved at forklare sig.

Grosbøll bebrejdes blandt andet, at han ikke har fortalt os, hvad han tror på, men kun hvad han ikke tror på. Det er imidlertid en pointe i sig selv. Som postmetafysiker kan man ikke definere det, man tror på. Man kan ikke udtale sig om, hvad Gud er, og der findes ikke rigtige og forkerte udlægninger af, hvad det vil sige at være kristen. Når man definerer sin tro, eller for den sags skyld sin ikke-tro (en pointe, Grosbøll synes at have misset), så anlægger man nemlig en metafysisk tilgang til kristendommen.

I henhold til professor i idéhistorie Raoul Mortley er den metafysiske tilgang ikke først og fremmest kristen, men græsk-hellenistisk. Han skriver i bogen "From Word to Silence" (fra ord til tavshed,red.) fra 1986: "Det er karakteristisk for græsk tænkning, med dens præsokratiske oprindelse, at ontologiske spørgsmål dominerer; det traditionelle græske spørgsmål er: "Hvad er X?" Hvis man læser Jesu lære, som den er formuleret i evangelierne, vil man opdage, at der slet ikke er interesse for spørgsmålet "Hvad er Gud?"... Det er med den tiltagende hellenisering af kristendommen, at spørgsmål om virkelighedens væsen kommer på tale, og Guds natur bliver et problem." (Egen oversættelse).

Det afgørende for den postmetafysiske tro er, at vi ikke nødvendigvis kan forholde os til Gud, som vi forholder os til ethvert andet X. Når vi spørger, hvad Gud er, eller afviser, at man som kristen kan nøjes med at tro på Jesus, så betragter vi kristendommen som en metafysisk disciplin, der kan definere Gud med absolutte begreber som skabelse og opstandelse. Det lyder koldt og videnskabeligt, når man beskriver kristendommen sådan, og det er ikke tilfældigt.

Både kristendommen og videnskaben har nemlig mere eller mindre ukritisk adopteret den hellenistiske tilgang til verden. Det vil sige, at der ikke bare spørges, hvad Gud eller verden er, men at Gud og verden betragtes som havende et væsen, der kan defineres. Der er forskellige måder at definere på, men den kristne adskiller sig for så vidt ikke fra den videnskabelige, når den insisterer på, at der er rigtige og forkerte udlægninger af, hvad det vil sige at være kristen.

Med sine studier af Nietzsche og Heidegger forholder Vattimo sig langtfra ukritisk til den hellenistiske indflydelse på vores måde at tænke på. Derfor er han også opmærksom på, at kristendommen ikke først og fremmest skal defineres, men være et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til hinanden.

Især Heidegger er kendt for sit opgør med den metafysiske forestilling om, at alting har et væsen, der kan defineres én gang for alle, og det er da også Heidegger, Vattimo tillægger æren for at have udviklet, hvad han kalder den svage ontologi. Den svage ontologi er postmetafysisk i den forstand, at den er "tilbagevenden" i stedet for "overvindelse", som lektor Finn Frandsen fra Handelshøjskolen i Århus har formuleret det. Det vil sige, at man "efter" metafysikken vender "tilbage" i en svag tænkning og uden den sikkerhed, som metafysikkens stærke strukturer har givet.

Med Vattimos tilbagevenden genfinder han kristendommen. Det er en kristendom, der ikke dømmer og straffer, men delagtiggør og tilgiver. En kristendom, der ikke tvinger os til at tro, men inspirerer os til at tro, at vi tror. Vattimo genfinder kristendommen, fordi han med den postmetafysiske tænkning ikke længere kan finde "stærke og plausible filosofiske grunde til at være ateist eller til konsekvent at afvise religionen". (Vattimos "Jeg tror at jeg tror" udkom på dansk i 1999).

Umiddelbart skulle man mene, at Vattimos tilbagevenden er positiv for kristendommen og derfor også for kirken. Men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Vattimo har ligesom Grosbøll været lagt for had af kristne traditionalister, herunder afdøde pave Johannes Paul II, der i 1998 tog kraftigt afstand fra Vattimos tro i skriftet "Fides et ratio". Men spørgsmålet er, om traditionalisterne forstår Vattimo rigtigt.

Den svage ontologi er resultatet af et langt og indædt opgør, der i udgangspunktet var rettet mod Gud. Som det er de fleste bekendt, erklærede Nietzsche i 1887, at Gud er død, og når Vattimo baserer sin tænkning på Nietzsche, er det fristende at betragte hans tænkning som antireligiøs. Hvad man imidlertid skal være opmærksom på, er dels, at Nietzsches gudsbegreb ikke først og fremmest er religiøst, dels at den svage ontologi er cirkelformet, hvorved hverken Gud eller metafysikken faktisk afskaffes.

At Nietzsches gudsbegreb ikke først og fremmest er religiøst, vil sige, at han beskæftiger sig med forestillingen om, at verden består af faste strukturer og et ultimativt fundament, snarere end han beskæftiger sig med religionen. Denne forestilling ligger måske implicit i kristendommen, men ikke mere, end at den gennemsyrer den naturvidenskabelige og almenvestlige betragtning af verden. Forestillingen er et resultat af den hellenistiske indflydelse, og det er dén snarere end kristendommen,

Nietzsche retter sit opgør mod.

Der er gjort mange forsøg på at gennemføre metafysikopgøret, men det er først med Heidegger og Vattimos fortolkning af Heidegger, at det paradoksale i postmetafysisk tænkning bliver åbenlyst. Det paradoksale er, at metafysikopgøret ikke kan gennemføres. Metafysikken og forestillingen om, at verden består af faste strukturer og et ultimativt fundament, kan ikke afskaffes én gang for alle. Hver gang vi gør forsøget, ender vi i en ny metafysik med et nyt fundament.

I stedet for at overvinde metafysikken skal vi betragte den som "svækket". Det gør vi ved at lade Gud være Gud og i stedet forholde os til de konkrete situationer, vi som mennesker befinder os i. I konkrete situationer bliver vi konfronteret med konkrete problemstillinger, og i konkrete situationer må vi finde en konkret løsning. Men løsningen er ikke absolut. Den er konkret, fordi den vedrører en konkret situation, men den kan ikke ophæves til almen lov, og næste gang vi står i en lignende situation må vi tage stilling igen – og igen og igen. Den svage ontologi er cirkelformet, fordi vi kun kan forholde os til svækkelsen, hvis der er noget at svække. Vi har brug for metafysiske begreber som Gud, kristendom, ondskab, kærlighed, skabelse og opstandelse for at kunne forholde os til de konkrete situationer, vi befinder os i. Vi har brug for alle de begreber, vi kender, men vi har ifølge Vattimo især brug for de kristne. Det skyldes, at fortællingen om Jesus er et særligt godt eksempel på den svage ontologi: Gud svækkes med inkarnationen.

Det særligt bemærkelsesværdige ved inkarnationen er, at den i henhold til Vattimo er selve kristendommens væsen. Det vil sige, at det er i tråd med kristendommen selv, at Gud forlades som absolut, almægtig og transcendent (uden for vores erfaring). Med svækkelsen forbryder vi os med andre ord ikke mod kristendommen: Vi giver den fri.

Der ville komme mere ud af debatten, hvis Grosbøll gjorde to ting: 1) understregede, at troen er praktisk, og 2) anerkendte, at vi har brug for de kristne begreber. For at udtale os om de konkrete situationer, vi befinder os i, er vi nødsaget til at benytte de begreber, vi har til rådighed, herunder skabelse, opstandelse og Gud. Det afgørende er ikke, om vi tror på begreberne, men at begreberne svækkes, når de bruges i forskellige sammenhænge. Begreberne ophører med at være absolutte, og det gør det, de repræsenterer også. Og så hænger det udmærket sammen ...

Pia Lauritzen er mag.art. i filosofi