GRUNDLOVEN INDEHOLDER syv paragraffer, der omhandler folkekirken og religionsfrihed. De genfindes stort set uændret i Junigrundloven fra 1849. De tre første vedrører folkekirken.
Paragraf 4, første led, hvorefter den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, er en henvisning til bekendelsesskrifterne, der er opregnet i Danske Lov. Bestemmelsen er også en "generalklausul", der pålægger Folketinget at lovgive og administrationen at forvalte i overensstemmelse med bekendelsesgrundlaget.
Efter paragraf 4, andet led skal staten støtte folkekirken. Det er dog en forudsætning, at folkekirken er det trossamfund, som et flertal af landets borgere tilslutter sig. Hvis det engang ikke længere er tilfældet, bliver paragraf 4 uvirksom. Folkekirken vil da være et trossamfund som andre uden forfatningsmæssig særstilling. Støtten gives dels ved tilskud, især til præsters løn og pension, dels ved støtte af ikke økonomisk art.
Efter paragraf 6 skal regenten tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.
Endelig skal folkekirkens forfatning efter paragraf 66 ordnes ved lov. Denne løfteparagraf om en selvstændiggørelse af folkekirken inden for Grundlovens rammer er som bekendt ikke blevet opfyldt.
De fire sidste paragraffer (paragrafferne 67-70) vedrører religionsfrihed i vid forstand.
Religionsfriheden fik første gang formel anerkendelse i den amerikanske forfatning. Den oprindelige forfatning fra 1787 indeholdt ingen frihedsrettigheder, men blot to år senere suppleredes den med et katalog af frihedsrettigheder ("Bill of Rights"). Stærkt inspireret af udviklingen i USA vedtog den franske nationalforsamling i 1789 en menneskerettighedserklæring også omfattende religionsfrihed. I løbet af 1800-årene indgik tilsvarende bestemmelser i de europæiske forfatninger, efterhånden som mere demokratiske styreformer vandt indpas. I Danmark erstattede Junigrundlovens bestemmelser om religionsfrihed Kongelovens bestemmelser om trostvang og de tilhørende sanktionsbestemmelser i Danske Lov. Overgangen var dog ikke brat, idet enkelte trossamfund efterhånden var blevet tilladt.
Efter paragraf 67, der kan ses som en religiøs foreningsfrihed, har borgerne "ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden". Bestemmelsen sikrer således religionsfrihed, men ikke religionslighed. Vi har da principielt heller ikke religionslighed i Danmark. Trossamfundene er ikke ligestillede, da folkekirken netop har en særstilling i Grundloven.
KONSTRUKTIONEN med folkekirken som majoritetskirke indebærer også, at der ikke er "religionsfrihed" i folkekirken. En præst, der prædiker i strid med bekendelsesskrifterne, kan blive mødt med en læresag ved præsteretten. Udfaldet kan være, at præsten afskediges. Almindelige medlemmer af folkekirken kan også efter medlemskabsloven mødes med sanktion i form af fratagelse af medlemskabet, hvis man "stiller sig uden for folkekirken".
Paragraf 67 giver borgerne ret til at forsamles, danne foreninger ("samfund") og her ytre sig om deres tro. Men der er andre bestemmelser i Grundloven, som i vidt omfang giver borgerne samme friheder. Det er paragraf 77 om ytringsfriheden, paragraf 78 om foreningsfriheden og paragraf 79 om forsamlingsfriheden.
Ud over at paragraf 67 er "skræddersyet" til religionsudøvelse, er der dog en vigtig forskel. Paragrafferne 77-79 giver således overvejende beskyttelse af formel karakter, det vil sige forbud mod censur og anden forudgående kontrol, hvorimod paragraf 67 også giver en materiel beskyttelse, altså en beskyttelse af indholdet af de ytringer og handlinger med videre, der indgår i udøvelsen af troen. Hverken Folketinget, regering eller domstole kan derfor gribe ind med forbud eller påbud, medmindre der læres eller foretages noget, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Og der skal vist meget til i vore dage.
Efter paragraf 68 er ingen "pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen". Fritagelsen er dog begrænset til personlige bidrag (kirkeskat) og omfatter derfor ikke statstilskuddet. Anderledes troende kan således ikke komme udenom at bidrage til folkekirken, hvad der kan forekomme noget stødende. Det kan heller ikke være specielt vanskeligt ved lov at lave en ordning, hvorefter ikke-medlemmer også fritages for denne udgift.
BAGGRUNDEN FOR, at regeringen i 2008 nedsatte bloktilskudsudvalget, der skulle undersøge mulighederne for at erstatte det nuværende tilskud med bloktilskud til de samfundsopgaver, som folkekirken varetager (drift af kirkegårde og vedligeholdelse af bygninger med videre), var da også ifølge regeringsgrundlaget fra 2007 hensynet til "den brede opbakning bag folkekirkeordningen". Man ville således flytte støtten bort fra folkekirkens kerneydelse i form af præsternes forkyndelse og øvrige virke til mere praktiske og jordnære formål. Betænkningen forelå i 2009, men intet tyder i skrivende stund på, at forslaget bliver til virkelighed.
Er der et ønske om ligestilling mellem trossamfundene på det økonomiske område, kan man jo give de andre trossamfund et forholdsmæssigt statstilskud. Udgiften er beskeden – under 200 millioner kroner. Men uligheden går for så vidt også den anden vej. Der er således skattefrihed for bidrag til andre trossamfund, men ikke for bidrag til folkekirken, for eksempel til det kirkelige arbejde i sognet.
Paragraf 69, hvorefter de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov, kan også ses som en del af religionsfrihedskomplekset. Beskyttelsen består i, at reguleringen skal ske ved lov og altså ikke skal være op til den udøvende magts forgodtbefindende. Denne løfteparagraf er lige så lidt som løftet i paragraf 66 blevet indfriet. Den officielle – lidt ejendommelige – forklaring er vist, at der intet behov har været, da trossamfundene ikke har fremsat ønske om en sådan lovgivning.
Når man læser de vejledende retningslinjer, som Det rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund udsendte i 1999, får man et godt indtryk af, hvor svært det må være at lovgive om, hvad gudsdyrkelse egentlig er, og hvornår man kan tale om trossamfund. Men man kan jo lave en lov, der i hovedsagen nøjes med at fastsætte procedurer for godkendelse af trossamfund. Selve kompetencen til at godkende kunne henlægges til et uafhængigt nævn.
Det havde i øvrigt været nærliggende i forbindelse med overflytningen af sagsområdet fra Kirkeministeriet til Justitsministeriet (Familiestyrelsen) at lovgive på området. Men det skete ikke.
Efter paragraf 70 kan ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning (indsat i 1953) berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politisk rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt. Bestemmelsen er som paragraf 68 en beskyttelse af den personlige trosfrihed og supplerer den religiøse foreningsfrihed i paragraf 67. Bestemmelsen udtrykker således en lighedsgrundsætning, hvorefter det er forbudt at diskriminere som følge af trosbekendelsen. Der er lovgivet om ligebehandling især på arbejdsmarkedet, men paragraf 70 er det nærmeste, vi kommer en lighedsgrundsætning på grundlovsniveau. Egentlig mærkeligt i et land, hvor vi bryster os af ligestilling på alle mulige områder.
Peter Christensen er cand.jur., ph.d. og formand for Selskab for Kirkeret