Alting springer ud, og bryllupssæsonen står for døren. Hvert år bliver cirka 15.000 par viet i folkekirken. Det betyder, at noget nær en halv million danskere kommer i kirke i anledning af, at venner eller familie skal giftes - det er en stor menighed!
Alligevel regnes vielsen ikke rigtigt for noget blandt præster og menighedsråd, og det kan undre. Højmessen om søndagen er langt finere, og mange menighedsråd lægger hovederne i blød for at få flere i kirke. Men det er sjældent, man hører om, hvad der kan gøres for at få flere vielser ind i kirken. Det er en oplagt mulighed for kontakt mellem kirke og folk og dermed forkyndelse af evangeliet, der alt for ofte får en stedmoderlig behandling.
Måske er en af grundene, at der hersker en stor forlegenhed blandt mange præster over ikke at have nogen "vielsesteologi". Og hvad skal man så stille op? De samme præster ville aldrig efterlyse en særlig "begravelses-teologi", men ville gå ud fra, at de vigtige områder af livet, man berører her, af sig selv aktiverer forskellige områder af ens teologi. Det gælder jo ikke kun død og opstandelse, men også livet som givet af Gud, og ikke sjældent er der anledning til at tematisere skyld og tilgivelse, mening og meningsløshed, kærlighed og sorg. Alt sammen områder af livet, der kalder på en teologisk refleksion, som de fleste præster uden videre begiver sig ud i.
Men det er åbenbart svært at overføre dette på vielsen, selvom noget så centralt som livet sammen med et andet menneske om noget burde aktivere lige så væsentlige dele af teologien. I stedet efterlyser man forlegent en "vielsesteologi".
Forlegenheden medfører mindst tre forskellige flugt-strategier, præster kan ty til, men som går ud over talen. I karikeret form kan de beskrives sådan:
1. Medløberen. Det er den præst, der villigt lader sig omhylle af tyl og optræde som den tredje statuette på bryllupskagen. Hvorfor ikke bare sørge for at de får "en god oplevelse"? Møder en frisk, moderne præst uden for meget "Jesus"? Og i talen lovpriser man kærligheden, så enhver romantikers briller dugger, og man fortæller beredvilligt om, hvordan parret mødte hinanden, hvordan han friede osv.
2. Den mopsede. Man er træt af at være ceremonimester og pauseklovn. Man kæmper for, at vielsen skal ud af kirken, så alle brudepar skal giftes borgerligt først, og bilder sig ind at det ville hjælpe. Man modsætter sig ethvert opfindsomt forslag fra brudeparret, og man håndhæver forbuddet mod fotografering lige så nidkært, som en muslim vogter billedforbuddet. I visse tilfælde har man en teologisk overbygning, der betyder, at man prædiker ligesom om søndagen, helt uafhængigt af situation og sammenhæng.
3. Par-terapeuten. Når parret nu alligevel er der, kan man lige så godt yde lidt omsorgsfuld lomme-parterapi og formane dem om alt det, de skal huske for at få ægteskabet til at fungere: Husk at smile, husk at være åben, husk at overraske hinanden, husk at tilgive, husk at rose hinanden osv. Enhver luthersk vagtsomhed over for gerningsretfærdighed er her lagt på hylden. Der er ikke grænser for, hvad det stakkels brudepar skal bære på deres velklædte skuldre, for alt er op til dem.
I alle tilfælde vanrøgter man som kirke en lejlighed til at prædike evangelium - det vil sige at gøre bøn og velsignelse konkrete i netop dette pars liv.
En vielsesteologi i snæver forstand, forstået som en specifik teologisk tydning af vielsen, har naturligvis betydning, når man skal begrunde vielsens hjemstedsret i kirken. I første omgang gør man dog klogt i at tage til efterretning, at folk faktisk kommer til kirke for at blive gift - ligesom vi kommer med vores døde i kirken for at få dem bisat. Det er vel et langt stykke ad vejen begrundelse nok, at nogen efterspørger en gudstjeneste!
En specifik teologisk tydning af vielsen er der gjort mange forsøg på i tidens løb: En af de mest højtråbende hævder, at ægteskabet - og det forstås her som det borgerlige, livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde - er en ordning skabt af Gud. Problemet er, at man gør én bestemt, historisk betinget udgave af ægteskabet til skabelses-ordningen per se.
En anden teologisk tydning af selve vielsen tager udgangspunkt i, at brudeparret er et billede: Et billede på kirkens forhold til Kristus, eller et billede på sjælens forening med Jesus, eller - i en mere moderne udgave - slet og ret et billede på sandt liv (Mogens Lindhardt i: "Vielsen. Taler - teologi - ideer", Anis 2002). I denne sidste tolkning ser vi i et brudepar et billede på noget vigtigt i livet mennesker imellem og i forhold til Gud: Det er blandt andet følgeskab, "se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende", og forsoning, forening af det, der skiller ad, helt konkret afspejlet i, at bruden er i hvidt og gommen i sort.
Men den mest frugtbare tydning af vielsen ser den som brændpunkt i livet (Ulla Morre Bidstrup i: "Pastoralteologi", Anis 2007). Perspektivet udvides, så det ikke længere kun er selve vielsen og ægteskabet, der tydes teologisk, men vielsen bliver en prisme for vigtige temaer i livet som sådant og med et andet menneske i særdeleshed.
Ingen andre steder er man så intimt og så forpligtende bundet til et andet menneske - med alle de glæder og alle de udfordringer, det fører med sig. Det er et beskyttet værksted, hvor færdigheder i næstekærlighed trænes. Her brydes min egen historie og den fælles historie, man efterhånden har, med en vendthed mod fremtiden, med et løfte og et håb. Og endelig brydes mine forestillinger om, hvordan alting burde være - og er skabt til at være - med virkelighedens verden, hvor jeg igen og igen kommer til kort, men atter samles op.
Derfor er det heller ikke kun skabelsen, der skal være udgangspunkt for teologisk refleksion, men i langt højere grad kristologien. Den vielsesteologi, der er brug for, er ikke i første omgang en specifik teologisk tydning af vielsen og ægteskabet. Den består derimod i en teologisk refleksion, der aktiveres af alle de temaer, der er på spil i dette brændpunkt: Samhørighed, mening, sårbarhed, lykke, tilgivelse, næstekærlighed, erotik osv. Selv den mest vielsesteologi-forlegne præst bør have noget at sige her!
Hvad der brænder på for det enkelte brudepar, er naturligvis forskelligt. Derfor er samtalen med præsten forud for vielsen utrolig vigtig - for hvor brænder det på for netop dette par? Det skal samtalen afdække. Hvis den kun kommer til at handle om, hvem der skal sidde på hvilken stol, går man glip af noget vigtigt, nemlig chancen for at tale livsnært, eksistentielt, teologisk.
Selve vielsen er bøn og velsignelse. Hvis bøn og velsignelse skal være mere end tomme kirkelige fraser, skal det udfoldes konkret og håndgribeligt, som et svar på det, der er på færde for netop dette par: Hvad skal der bedes om? Hvad oplever de som en trussel mod deres ægteskab? Hvad skal der takkes for? Og brudeparret skal sendes ned ad kirkegulvet med mere, end de kom med. De skal have en velsignelse, udfoldet som et ord til dem om alt det, de ikke selv skal bære, om Vor Herres følgeskab og livsfornyende kraft. Præcis hvordan, må afhænge af, hvem de er, og hvad der brænder på for dem.
Der er altså ingen grund til forlegenhed. Vielsen handler om alt det vigtige i livet, hvor Gud som bekendt slet ikke kan holdes ude.
Peter Nejsum er sognepræst i Jørlunde. Har sammen med Ulla Salicath og Ulla Morre Bidstrup udgivet "Gud, vi skal giftes!", Aros 2009, et vielseshæfte til præster og brudepar, som er tænkt som oplæg til samtalen forud for vielsen. Udkom den 31. marts.