Guds ord under lup

Haderslev Domkirke ligger på det højeste punkt i Haderslev. Den blev bygget i 1250. Det er ikke den første ...

Det vigtigste er, at Jesus Kristus er Guds ord. Foto: Leif Tuxen Denmark / Scanpix

Bibelen er Guds ord, fordi den er bærer af budskabet om Jesus Kristus. Bibelen er ikke en lovbog, der har autoritet i sig selv, men den har autoritet i kraft af sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Bibelen er Guds ord, fordi den rummer evangeliet. Evangeliet er kernen i Bibelen, og hvis vi løsriver Bibelen derfra, tager vi fejl af Bibelens autoritet

Debatten om vielsesritualet har afsløret en grundlagskrise i folkekirken. Hvilke beføjelser har biskopperne til rådighed, når de skal træffe afgørelser? Det er nu engang ikke biskoppernes private fornemmelser og folkestemningen, der skal afgøre, hvad kirken lærer. Hvilken lovhjemmel har folkekirken til at indføre et nyt ritual?

Mit svar skal være: Folkekirkens akkreditiver er at finde i Guds ord. Folkekirken har sit grundlag i Guds ord. Og dette Guds ord er at finde hos Jesus Kristus, i evangeliet og i Bibelen.

LÆS OGSÅ: Gud straffer ikke individuelt

Det vigtigste er, at Jesus Kristus er Guds ord. Hvis Jesus Kristus ikke var Guds ord, ville hverken evangeliet eller Bibelen være Guds ord. Gud har åbenbaret sig. Gud er ikke tavs. Gud tilslører sig ikke Gud har afsløret sig selv, og det har Gud gjort i Jesus Kristus. Sagt på en anden måde: Jesus er Guds billede, ikke en halvdårlig kopi af Gud, ikke en efterligning af Gud, men en ikon, et billede af Gud. Gud er, som Jesus er. Gud er Jesus, og Jesus er Gud.

Jesus er Guds ord, men vi kan ikke tale om Jesus som Guds ord uden i nøje forbindelse med de bibelske skrifter og det kristne evangelium. Løsriver vi Jesus fra Bibelen og fra evangeliet, får vi en Jesus efter vort eget hoved, en tilpasset Jesus. Men kirken er ikke sat til at forkynde en hjemmestrikket Jesus, men den Jesus, der er bevidnet i de bibelske skrifter og som proklameres i evangeliet, er den Jesus, der har sejret over døden og vil sejre over døden.

Jesus er Guds ord bevidnet af øjenvidnesbyrdet (de bibelske skrifter) og bevidnet af sandhedsvidnesbyrdet (evangeliet).

Jesus er til stede gennem evangeliets forkyndelse. Jesus er den, der taler gennem evangeliet og sakramenterne (aktualpræsens), og Jesus er den, der skænkes til menigheden gennem evangeliet og sakramenterne (realpræsens).

Igen er relationen til de to andre former for Guds ord vigtig. Evangeliet er kun Guds ord, for så vidt som det er en proklamation af Jesus. Forkynderen er sat i tjeneste af Jesus for at proklamere Jesus. En kristen prædiken er en prædiken om Jesus. En kristen prædiken er kristocentrisk.

Det prædikede evangelium er Guds ord i samme grad, som det er forankret i de bibelske skrifter. Jesus er ikke nærværende i en hvilken som helst tale, men i den prædiken, der øser af bibel-ordet og bygger på dette ord. Det prædikede evangelium må have bibelsk substans.

Evangeliet er Guds ord, når det er en proklamation af Jesus, og når det har sin basis i de bibelske skrifter.

Overbevisningen om Bibelen som Guds ord bygger på det selvvidnesbyrd, som kommer til udtryk i de bibelske skrifter. Og i kirkens liturgiske tradition har det været det givne udgangspunkt for oplæsning af bibeltekster ved gudstjenesten.

Når præsten læser søndagens evangelium op, udtaler han/hun: Dette hellige evangelium skriver evangelisten. Evangeliet er helligt, og det er skrevet. Derfor svarer menigheden: Gud være lovet for sit glædelige budskab. De ord, som biskoppen siger, når han/hun introducerer skriftlæsningerne ved en ordination, er: Lad os nu høre Guds ords vidnesbyrd om ordets tjeneste. Og derefter læses der op af bibeltekster.

Bibelen er Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger, som det hedder i den autoriserede bibeludgave. Bibelen er Guds ord. Ikke blot sådan, at den indeholder Guds ord. Heller ikke blot sådan, at den kan blive Guds ord i troens modtagelse, men den er Guds ord.

Igen er relationen til de to andre former for Guds ord vigtig. Bibelen er Guds ord, fordi den er bærer af budskabet om Jesus Kristus. Bibelen er ikke en lovbog, der har autoritet i sig selv, men Bibelen har autoritet i kraft af sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Bibelen har så at sige en afledet autoritet.

Bibelen er Guds ord, fordi den rummer evangeliet. Evangeliet er kernen i Bibelen, og hvis vi løsriver Bibelen fra dette centrum, bliver der byttet rundt på centrum og periferi, og da tager vi fejl af Bibelens autoritet.

Bibelen er Guds ord, fordi Jesus Kristus er Guds ord, og fordi evangeliet er Guds ord.

Guds ord er ufejlbarligt, for Gud er ufejlbarlig. Guds ord er til at stole på. Overbevisningen om Bibelens troværdighed hænger ikke frit i luften, men er baseret på det bibelske selvvidnesbyrd. Og dette selvvidnesbyrd kommer til udtryk dels i de faktiske udsagn om Bibelen i Bibelen, dels i den skikkelse, som de bibelske tekster faktisk har fået. Begge aspekter hører med her. Det ene må ikke isoleres i forhold til det andet. Vi opstiller en forkert teori, hvis ikke vi tager hensyn til bøgernes faktiske skikkelse.

Det er for mig at se helt umiskendeligt, at der forekommer ujævnheder og fejl, hvis man anlægger for eksempel en historisk eller en geografisk betragtning på Bibelen. Vi kan ikke nægte forekomsten af disse problemer, og de lader sig ikke uden videre forklare, selvom vi da principielt må stille os åbne over for, at der måske findes gode forklaringer på det, vi for nuværende ikke forstår.

Men som sagt: Der er mange vanskeligheder. Hvorledes reagerede disciplene på Jesu vandring på søen? I Matt. 14, 33 hedder det: Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: Sandelig, du er Guds søn. Anderledes i Mark. 6, 51-52: ... de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

Vi skal ikke opstille en ufejlbarlighedslære, som er i konflikt med Bibelens egne udsagn. En lære om en altomfattende ufejlbarlighed i Bibelen kommer til kort over for den konkrete bibeltekst.

Når jeg ikke er biblicist, hænger det sammen med, at de bibelske forfattere ikke er det! Vi skal ikke lægge et mønster ned over teksterne, som ikke findes i teksterne selv. Hvorfor komme med et sådant mønster, når det ikke findes i bibelteksterne selv? Biblicisme er for mig at se udtryk for en misforstået nidkærhed på Bibelens vegne. Der er en mængde tilfælde, hvor de bibelske forfattere ikke er enige. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det kan vi ikke lave om på.

Når jeg ikke er biblicist, beror det også på, at der er fare for, at fokus flyttes fra centrum til det perifere. Hvis Bibelen i alle henseender nødvendigvis skal være ufejlbarlig, skal dette synspunkt naturligvis tages alvorligt i alle detaljer. Så er det ikke ligegyldigt, om en begivenhed skete det ene eller det andet sted, eller den skete den ene eller den anden dag. Så skal harmoniseringen gå op, og jeg vil mene, at sådanne bestræbelser står i fare for at flytte interessen fra perikopens centrale anliggende.

Desuden volder biblicismen unødige problemer i evangeliserende øjemed. Endelig skaber biblicismen vanskeligheder for en historisk forskning af kildematerialet. Hvis denne forskning har en alt omfattende ufejlbarlighed som paradigme, får denne forskning mest karakter af apologetik. En vurdering af det bibelske kildemateriales pålidelighed er i virkeligheden udelukket. Det samme er en skelnen mellem primære og sekundære kilder, når det gælder det bibelske materiale. Sådanne overvejelser bliver et spilfægteri og et ualvorligt komediespil. Resultatet er jo givet på forhånd. En fri forskning bliver en umulighed.

Peter V. Legarth er teol.dr. og professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus