Religion er en sjov størrelse. Det ene øjeblik er den på vej mod afgrunden, og det næste er den på vej mod toppen. Den er lidt ligesom rutschebanen i Tivoli, bare med et mere eksistentielt indhold.
Tidligere tiders fokus på sekularisering og religionens (læs: kristendommens) snarlige endeligt er i 1990'erne og starten af dette århundrede blevet afløst af en stærkt stigende interesse for religion i både trykte og audiovisuelle medier.
Spørger man pressen og meningsdannerne, synes danskerne at have genfundet deres tro efter en længere vandring i den ateistiske ørken. Men hvad med danskerne selv? Svinger deres religiøsitet virkelig så meget? Er de virkelig så vægelsindede, når det kommer til det, som relaterer dem til det transcendente? Er Gud virkelig én, man smider fra sig og tager til sig, som det nu passer med tidsånden?
Der er mange måder at forsøge at besvare det spørgsmål på. Til at starte med kan man omformulere spørgsmålet, så det bliver lidt mere høfligt, og spørge, hvilken udvikling der har været i danskerne gudstro de sidste mange år. Dernæst kan man så afholde en videnskabelig konference og lade forskellige forskere give et svar.
Det er præcis, hvad der skete i januar i år, da Københavns Universitets satsningsområde "Religion i det 21. århundrede" afholdt en konference med den sigende titel "Gudstro i Danmark". Der var deltagelse fra mange fremtrædende danske forskere: teologer, antropologer, medieforskere og så naturligvis religionshistorikere, kristendomshistorikere og religionssociologer.
Nu foreligger så resultatet i form af en bog med samme titel som konferencen, og jeg havde den fornøjelse at skrive et afsnit om danskernes gudstro set gennem undersøgelser og meningsmålinger siden 1940'erne.
Den mest overraskende konklusion er, at danskerne så langtfra er Gud troløse. Ser man ud over anden halvdel af det sidste århundrede og frem til i dag, er danskernes gudstro ikke synderligt forandret. Der er sket et markant fald i andelen af danskere, som tror på Gud, siden 1940'erne, hvor næsten hele 80 procent angav at tro på Gud, til i dag, hvor "kun" omkring 60 procent gør det. Ikke desto mindre kan man se, at dykket sker fra 1940'erne og frem til 1970'erne.
Fra 1970'erne og frem, en periode på 35 år, er niveauet for danskerne tro på Gud det samme. Der er to ting at sige til det: For det første er danskerne ikke sekulariserede på et personligt plan; det giver ikke mening at påstå det (som nogen har gjort), når tre ud af fem danskere angiver at tro på Gud. For det andet er danskerne ikke religiøst troløse, men derimod forbavsende stabile, i deres gudstro. Det betyder så naturligvis også, at den nærmest eksplosivt stigende interesse for (danskernes) religion, som man ser i medierne, i én eller anden forstand ikke afspejler, hvad der sker blandt danskerne som helhed. Den er snarere en mediestorm (i et glas vand).
Danskerne er altså langtfra gudløse, men hvad er det for en Gud, de tror på? Her begynder forandringerne at melde sig, idet danskernes måde at se Gud på har ændret sig i de sidste 10 til 15 år. Siden 1980'erne har der været en stabil fjerdedel af danskerne, som tror på en personlig Gud; en Gud, som agerer i historien og som straffer og belønner. Det er både mænd og kvinder, som tror og troede på en sådan personlig Gud, og i de senere år er også de yngre og midaldrende begyndt at tro på en personlig Gud, hvor det før primært var de ældre. Troen på den mere traditionelle Gud er altså ikke forsvundet med de ældre generationer, som man ellers kunne forestille sig.
Alternativet til den traditionelle personlige Gud er den mere transcendente tro på Gud som en særlig åndelig kraft. Her er der tale om Gud som noget, der kan findes i den enkelte; en indre kraft. Blandt danskerne er andelen, som tror på Gud som en særlig åndelig kraft, vokset de sidste 24 år, og i dag ser mere end en tredjedel af befolkningen på Gud som en særlig åndelig kraft. Hvor troen på den mere traditionelle Gud er ligeligt fordelt blandt mænd og kvinder, er det karakteristisk, at det er blandt kvinderne, at troen på den mere alternative Gud er mest udbredt. Det kunne synes, at kvinderne i Danmark er de mere nyskabende, når det gælder gudstro.
Troen på Gud og synet på Gud er blot en lille del af, hvad religion er. Niveauet for gudstro i Danmark siger ikke så meget, hvis der ved siden af den stabile tro på Gud er en eksplosiv stigning i troen på alternative trosforestillinger. Som religion er blevet fremstillet i både tv og ugeblade, har fokus i høj grad været på religiøse forestillinger uden for protestantisk kristendom; tænk bare på "Åndernes magt" og "Klarsyn" på TV 2.
Men ligesom niveauet for danskernes gudstro er forblevet stabilt, alt imens interessen for religion i medierne er eksploderet, er danskerne ikke rigtig blevet mere religiøse de sidste i hvert fald 20 år. Danskernes tro på Gud er stadig en god indikator for deres religiøsitet. Det betyder omvendt, at danskernes religiøsitet i høj grad foregår i en kristen ramme. Der sker naturligvis forandringer, og disse genspejles i de specifikke aspekter af religion, som man ser i medierne. Det er religion i en individualiseret form; religion tilpasset den enkelte og en religion, som ikke i lige så høj grad som før er produktet af kollektive forestillinger. Man kan sige, at danskerne har taget kristendommen til sig, men på deres egen måde. Derfor ser man paradokset med stabilitet i niveau, men forandring i indhold af danskernes religion.
Der, hvor man har kunne se religiøs nedgang i Danmark, har været på folkekirkens medlemstal. At påstå, som nogle præster synes at gøre, at den danske folkekirke bløder medlemmer, er noget af en overdrivelse, men ikke desto mindre synker medlemstallet lige så stille hvert år.
Men hvorfor gør det egentlig det, når nu gudstroen er mere eller mindre konstant? Forklaringen er den, at det er en lang og eftertænksom proces for den enkelte at melde sig ud. Derfor ser man ikke et markant fald i kirkens medlemstal, ligesom man så et markant fald i troen på Gud mellem 1940'erne og 1970'erne. Det betyder også, at medlemstallet lige så stille er ved at nå et stabilt leje.
Derefter kan der ske en stigning, hvis den nuværende tendens på det kirkelige område får indflydelse på medlemstallet. Der er nemlig sket en stigning i danskernes kirkegang siden starten af 1990'erne. Andelen af danskere, som sidder i kirken på en given søndag, er den samme, men folk har i den grad taget kirken til sig i forbindelse med årets højtider (særlig julen), og der skal helst være religiøse ceremonier ved de store familiebegivenheder som dåb, bryllup og begravelse.
Det er svært at spå – og især om fremtiden – men hvis man skal se lidt fremad, taler meget for, at der vil komme nye kombinationsmuligheder og en langt større bredde i danskernes religion i de kommende år.
Det, som tolkes, vil dog i langt
overvejende grad være de traditionelle kristne trosbegreber, som for eksempel Gud, og tolkningen vil ske i en kristen ramme, men nok mere løsrevet fra
folkekirkens forkyndelse. Folk vil tro
på deres egen måde. Også danskernes syn på folkekirken vil blive reformu-
leret de kommende år, men det er
vigtigt at holde sig for øje, at de fleste vil gøre det samtidigt med, at de insisterer på, at folkekirkens ydre fremtoning i for eksempel ritualerne og liturgien forbliver den samme. Danskernes religiøsitet vil også i fremtiden bestå af både tro og institution, men synet på dem og opfattelsen af dem vil være i stadig forandring. Kirken vil være fælles, men hver dansker vil have sin egen personlige tro i langt højere grad end nu.
Danskernes tro forandres til stadighed, men fundamentet, troen på Gud og det kristne budskab, bliver ved med at være der, og hverken sekularisering eller stigende medieinteresse vil ændre på den sag.
Peter Lüchau er ph.d.-stipendiat,
Afdeling for Religionshistorie,
Københavns Universitet
"Gudstro i Danmark" bliver anmeldt
på kirkesiden i Kristeligt Dagblad i dag