Efter den 11. september 2001 skrev Salman Rushdie en artikel Lets get back to life (Lad os komme tilbage til livet, red.) i den britiske avis The Guardian den 6. oktober 2001. Han havde siden fatwaen mod ham gjort bitre erfaringer med at lade sig kue til at opgive sin normale tilværelse.
I den nævnte artikel råder han den rystede vestlige verden til over for de muslimske terrorister at gøre op med sig selv, hvad der vigtigt og ikke må opgives i den vestlige verdens levevis, for, som han siger, terroristerne vil mere end lægge bygninger ned.
Vi må blive enige om, hvad der er vigtigt, skriver han og stiller følgende liste op: at kysse på offentlige steder, baconsandwich, uenighed, den nyeste mode, litteratur, gavmildhed, vand, en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed. Det er de våben, vi skal forsvare vores levevis med.
LÆS OGSÅ: Halaldebat splitter regeringen
Rushdies liste er interessant med dens blanding af tilsyneladende alvorlige og mindre alvorlige emner. Han må som fatwaramt have erfaret, at tingene hænger sammen, og at en inddeling af emnerne i dem, vi kan opgive, og dem, vi ikke vil opgive, allerede udgør et nederlag til dem, der vil vores vestlige levevis til livs.
I lyset af sommerens hjemlige debat om indførelsen af halalslagtet kød og opgivelsen af svinekød i danske offentlige institutioner, er det ikke mindst tankevækkende, at bacon-sandwich står på Rushdies liste.
Sognepræst Peter Grønlykke hævdede her i avisen (den 1. august), at spørgsmålet om spisevaner ikke egner sig til værdikamp, fordi spørgsmålet ikke betyder noget for de kristne.
Men nu er det jo ikke altid, man selv kan vælge sine kampe. Visse kampe bliver man påtvunget, og vil man ikke udkæmpe dem, har man tabt et slag uden at kæmpe.
At indrette madlavningen i børnehaver og på hospitaler efter muslimske spiseregler er et skridt på vejen til at opgive vores egen vestlige levevis, som er funderet på frihed, og gøre knæfald for lovreligionen islam.
Grønlykkes påstand om, at spisevaner er et spørgsmål, der ikke betyder noget for kristne, er desuden forkert. Det kan i visse situationer være helt afgørende, hvilket vi kan forvisse os om i Paulus breve.
Da Paulus i sin tid tog sit store opgør med Peter i byen Antiokia, drejede det sig om spisevaner. Spisevaner havde med forståelsen af Guds lov at gøre, og forståelsen af loven og dens forhold til evangeliet er fuldstændig afgørende for, om evangeliet virkelig er hørt som et evangelium, altså et glædeligt, befrielsens budskab.
Evangeliet er budskabet om, at Jesus Kristus har båret vores synd og dermed overvundet synden som den store forhindring i forholdet mellem Gud og mennesker. Fordi Jesus Kristus bar vore synder, er vores forhold til Gud bragt i orden. Vi har Guds velbehag, hans kærlighed. Og der skal ikke tilføjes noget, Jesus Kristus har gjort, hvad der skulle til.
Det betyder frihed i forhold til loven. Det var Paulus, der først og mest radikalt forstod dette. Loven og overholdelsen af alle budene medregnet alle spiseregler og renhedsforskrifter fra Moseloven er nu ikke længere den vej, vi skal gå for at være Guds børn.
De jødekristne kunne derfor spise sammen de hedningekristne, og de kunne spise al slags mad. Det var ikke alle, der forstod det med det samme, og det var slet ikke alle, der havde mod til det. Peter havde en tid spist sammen med de hedningekristne i Antiokia, men da der så kom nogle jødekristne brødre fra menigheden i Jerusalem, ville han kun spise sammen med de jødekristne igen.
Da blev Paulus gal og skældte ham ud. Han bebrejdede ham, at han dermed satte skel mellem forskellige slags kristne; at han lagde pres på de hedningekristne: At de skulle følge de jødiske spiseregler; at han dermed igen indførte loven som frelsesvej; at han således svigtede det kristne evangelium. Hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, sagde han, er Kristus jo død til ingen nytte.
I Galaterbrevet skriver Paulus, at den, der blot vil begynde at holde en lille smule af loven for at blive retfærdig over for Gud, han er nødt til at overholde hele loven til punkt og prikke. Det er et enten-eller. Enten frelses vi af nåde ved Kristus, eller også frelses vi af lovoverholdelse, og så kan man ikke selv vælge, hvor lidt eller meget man vil overholde.
LÆS OGSÅ: Slagterier afviser Thorning: Halalmærkning er en EU-sag
Til Korintherne, som var i tvivl om, hvorvidt de måtte spise offerkød (hvilket svarer til halalslagtet kød), skrev Paulus: Alt det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger.
Og Paulus fortsatte: Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. Hvis I bliver indbudt af ikke-troende, kan I med god samvittighed spise alt, hvad der sættes på bordet, uden at undersøge, hvad det er. Men hvis nogen siger til jer: Det er offerkød, må I ikke spise det.
Alt er tilladt, sagde Paulus, vi kan spise alt, men i det øjeblik vi gør knæfald for spiseregler og en religiøs skelnen mellem rent og urent, er vi i færd med at træde den kristne frihed under fode og kaste vrag på evangeliet om Kristus.
Peter Grønlykke ytrede også bekymring for, at nogle kristne vil gøre spisning af leverpostej og ikke halalslagtet kød til en (kristen) bekendelseshandling. Jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være så bekymrende. Vi kan blot tænke på Jesu ord fra Bjergprædikenen: I er verdens lys. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
Vore handlinger skal vidne om evangeliet. De skal vidne om den frihed, vi har i evangeliet. Vi har længe her i landet kunne tage den kristne frihed for en given ting, og derfor har vi svært ved at finde en passende reaktion, når vi møder en anden religion, der ikke er en frihedens religion, men en lovreligion med spiseregler ikke mindst når dens spiseregler udbredes, så at vi også rammes af dem.
Men vil man af hensyn til en afgudsdyrkende lovreligion indskrænke vores frihed for eksempel ved udelukkelse af svinekød i børnehavernes mad må vi sige fra. Vi står med islam over for en religion, der søger at regulere så meget som muligt og helst alt med sine love. Spørgsmålet om spiseregler er således en del af en kamp om magten.
Med friheden er det sådan, at friheden aldrig bliver foræret os her i verden, men friheden er noget vi må tage. Vi må tage os friheden til at spise baconsandwich, kysse på offentlige steder, være uenige, have tankefrihed og så videre.
Det eneste sted, friheden gives os, er i evangeliet. I ordet om Jesus Kristus og hans soningsdød er vi befriet fra alle lovbud. Her er friheden. Vi skal kende vores besøgelsestid og tage den. Eller med Paulus ord fra Galaterbrevet: Til frihed har Kristus frigjort os. Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!.
Morten Brøgger er sognepræst