Handicappedes ret til frit boligvalg er en vittighed

Der er brug for fornyet respekt i dansk handicappolitik. Det indebærer en konsekvent forvaltning i langt bedre overensstemmelse med Danmarks forpligtelser med hensyn til FN's handicapkonvention. Kommunerne ignorerer helt bevidst problemet og misbruger groft paragraffen om midlertidig bolig i forhold til de handicappede

HAR DANSKE POLITIKERE en forestilling om, at der er frit boligvalg for mennesker med udviklingshandicap? Virkeligheden i Danmark er en ganske anden, men ingen politikere griber ind. Hver fjerde af de 23.000 personer med handicap, der bor i særlige botilbud, er placeret i et midlertidigt botilbud efter paragraf 107 i serviceloven. Denne paragraf giver ikke ret til frit valg af hverken bopæl eller boform.

Handicappede har i bedste fald mulighed for medindflydelse på valget af midlertidig bolig, idet vejledningen til retssikkerhedsloven anfører en sådan praksis for god forvaltningsskik. Det ændrer imidlertid ikke på, at det er kommunen, der egenhændigt kan beslutte, hvor, hvordan og med hvem den handicappede skal bo, når det gælder et midlertidigt botilbud.

Dette er retssikkerhedsmæssigt yderligere betænkeligt, da Socialministeriet ikke har sat tidsmæssige begrænsninger for midlertidige botilbuds varighed. Kommunerne ignorerer bevidst problemet. Det er derfor på høje tid, at folketingspolitikerne griber ind med lovgivning.

Socialpædagogernes Landsforbund gennemførte i 2011 en undersøgelse på voksenhandicapområdet, hvor 1565 af forbundets medlemmer, der arbejder på bosteder for voksne fysisk og psykisk handicappede, udfyldte et spørgeskema.

På spørgsmålet om, hvor mange af beboerne, der selv har valgt deres bosted, svarer 23 procent af de adspurgte medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund, at meget få beboere på deres arbejdsplads selv har valgt, hvor de vil bo. 26 procent svarer, at ingen af tilbuddets beboere selv har valgt deres bosted. 49 procent vurderer altså, at et stort flertal af beboerne på deres arbejdsplads ikke har valgt deres eget bosted.

DER ER GÅET FIRE ÅR, siden undersøgelsen fandt sted. Desværre oplever vi i Kristelig Handicapforening, at kommunerne fortsat ofte fratager borgerne deres ret til at vælge bopæl ved at tage paragraffen om midlertidig bolig i brug i forhold til handicappede, som åbenlyst har et varigt behov for hjælp og støtte i et bofællesskab.

Danmark har været omfattet af FN's Handicapkonvention siden august 2009. Konventionen skal sikre, at personer med handicap fuldt ud kan nyde samme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som andre.

Konventionen som helhed lægger stor vægt på social inklusion, men inklusionen er udtrykkelig defineret som en frihed til at blive inkluderet. Det følger altså af fortolkningen af konventionen, at en person med handicap har ret til selv at vælge hvordan og i hvilket omfang, den pågældende ønsker at blive inkluderet.

Det er denne grundtanke om personlig frihed, som efter vores opfattelse er stærkt udfordret i disse år, hvor der synes at være et gab imellem intentionerne i floromvundne politiske fremsættelsestaler og den retlige praksis ikke mindst i den kommunale forvaltning.

Der er brug for fornyet respekt og rettighedstænkning i dansk handicappolitik. Det indebærer en klar lovgivning og en konsekvent forvaltning i langt bedre overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter FN's handicapkonvention.

FÅ SAGER OM BOLIGVALG for personer med handicap er blevet prøvet ved domstolene. Det er også yderst sjældent, at domstolene forholder sig til FN's Handicapkonvention. En landsretsafgørelse af 21. marts 2014 er dog værd at bemærke, da den understreger kommunernes pligt til at vejlede om retten til frit at vælge bolig i varige botilbud.

En kommune havde indstillet en ung psykisk udviklingshæmmet mand til optagelse uden samtykke i et særligt botilbud efter magtanvendelsesregler i servicelovens paragraf 129. Kommunen fik indstillingen godkendt i Det Sociale Nævn (nu Statsforvaltningen) og dernæst i Ankestyrelsen.

Den udviklingshæmmedes værge krævede imidlertid sagen prøvet ved domstolene. Både byret og landsret afsagde dom om, at Ankestyrelsens afgørelse blev ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling på grund af sagsbehandlingsfejl i alle tre instanser.

Kommunen skulle have truffet en afgørelse om valg af botilbud forinden indstillingen til Det Sociale Nævn. Og både nævnet og Ankestyrelsen skulle på grund af denne væsentlige mangel have afvist at behandle sagen. Manglen er væsentlig, fordi det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse nr. 53-13, at reglerne om frit valg af botilbud også gælder for personer, der flyttes til et botilbud efter magtanvendelsesreglerne om flytning uden samtykke.

Kommunens vejledningsforpligtelse spiller en central rolle for begge retters afgørelse, hvor det i Vestre Landsrets begrundelse understreges:

”Det følger af kommunens almindelige vejledningspligt, at kommunen, inden den træffer afgørelse om flytning af en person uden samtykke, skal gøre værgen bekendt med de rettigheder, som personen i den forbindelse har, herunder retten til at gøre brug af reglerne om frit valg af botilbud og til at få kommunens afgørelse om valg af botilbud indbragt for det sociale nævn.”

FN'S HANDICAPKONVENTION er en del af dansk ret qua anerkendte fortolkningsregler uanset, at konventionen ikke er direkte inkorporeret. Danmarks folkeretlige forpligtelser i henhold til handicapkonventionen skal løbende overholdes af både retsskabende og retsanvendende myndigheder i Danmark også som følge af forpligtelser via EU-retten og praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den sparsomme domstolspraksis, Ankestyrelsens undersøgelser af udvalgte kommuners praksis og statistikker over Ankestyrelsens afgørelser i klagesager på området viser, at kommunerne gør sig skyldige i meget omfattende fejl og betydelige mangler i forhold til at respektere lovgivningen og handicapkonventionens bestemmelser om selvbestemmelse og ret til frit valg af bolig.

Der er behov for klare forbedringer af praksis og væsentlige tilretninger af lovgivningen, såfremt Danmarks efterlevelse af handicapkonventionen i højere grad skal blive virkelighed. Især er der behov for, at myndighedernes vejledningsforpligtelse tages mere alvorligt. Det frie valg af bolig begrænses til bestemte boformer, hvilket ikke harmonerer med FN's Handicapkonvention.

Det er på høje tid, at kommunerne og landets politikere tager ansvaret på sig og sikrer en forvaltning i overensstemmelse med FN's handicapkonvention.

Politikerne kan begynde med at sikre følgende:

1) Åben og uvildig vejledning til mennesker med handicap om retten til frit at vælge hjem, herunder hjælp til at finde oplysninger på landsplan om mulige boliger.

2) Uvildig beslutningsstøtte for mennesker med handicap, der behøver hjælp for at kunne træffe beslutninger om hjem og boliger.

3) En tidsbegrænsning for, hvor længe en person må være anbragt i et midlertidigt botilbud efter Servicelovens paragraf 107.

4) Sikre mulighed for også frit at vælge botilbud ved en paragraf 107-visitation

Danmark er et samfund, der bygger på kristne og humanistiske værdier. Derfor kan vi heller ikke leve med, at en stor minoritet i befolkningen ikke har ret til ægte og frivillig inklusion.

Alle menneskers valgmuligheder er begrænsede af konkrete forhold i livet. Det gælder også for mennesker med udviklingshandicap. Men det er en basal menneskeret, at alle skal have samme frihed til at skabe et rigtigt hjem - uanset handicap.

Bjarne Ingemansen er jurist med speciale i handicappedes ret til frit at vælge bolig og far til handicappet søn. Thomas Bjerg Mikkelsen er formand for Kristelig Handicapforening og leder af Menighedsfakultetet i Aarhus