I PAVE FRANS' BOG ”Laudato Si” kan man læse pavens indtrængende appel til en ny dialog om, hvordan vi skal forme fremtiden for vor planet.
Det er en sympatisk og indigneret opfordring til at kæmpe for denne planet, samtidig med at vi også opfordres til aldrig at glemme ”glæden ved at håbe”, som det hedder.
På trods af dette bliver håbet om Gudsrigets komme kun berørt ganske kort på de sidste sider, hvor pave Frans blandt andet formulerer denne bøn: ”Oh Herre, hjælp os med at beskytte alt liv for at forberede en bedre fremtid, dit riges komme.”
Bogen kan nok give anledning til eftertanke og overvejelser om klimaforandringerne set i et kristent perspektiv. For hvordan forholder vi os til den globale opvarmning, verdens flygtningestrømme, kriserne og frygten og bekymringerne for vor egen og fælles fremtid? Har kirken og kristne en særlig opgave i den forbindelse?
Skal vi som paven appellere til vore politikere og erhvervsliv og løfte moralens pegefinger og sige: Nu er det nok! Vi vil ikke se mere udnyttelse af jorden og dens ressourcer. Vi bliver nødt til at være ansvarlige, leve mere økologisk, tænke over, hvad vi spiser, producerer og ødelægger, for ellers ender det helt galt for denne planet!
Det budskab er der næppe noget følsomt og tænkende menneske, som vil være uenig i. Men spørgsmålet er, om det er kristendommens første og vigtigste bidrag til en verden i nød? Er evangeliets opgave at advare om, hvor galt det står til, og derpå opfordre til at gøre noget ved det - for til slut at sige, at vi naturligvis også venter og håber på en ny og bedre verden med Gudsrigets komme?
Jeg mener, at rækkefølgen skal være omvendt. Vi skal som kristne ikke først og fremmest pege på alt det, der skal gøres for at redde denne verden. Vi skal derimod allerførst turde pege på Gudsriget og på håbet om altings genoprettelse.
DET ER JO DET, som Jesus også opfordrer disciplene til: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt. 6, 33). I samme kapitel lærer han dem Fadervor, hvor det hedder: ”Komme dit rige.” Vi skal med andre ord midt i alverdens uro og bekymringer bevare og forkynde håbet om Gudsriget og til stadighed bede om dets komme.
”Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb?”. Sådan sang Kim Larsen i Gasolin'. Det er et godt spørgsmål. For vi kan nemlig være tilbøjelige til at glemme, at håbet om Gudsriget er et kristent kendetegn og en vigtig ressource. Det er ud af håbet, vi som kristne får kræfter og mod til at leve dette liv og virke midt i al dets nød og elendighed. Ikke omvendt.
For ni år siden havde jeg fornøjelsen at være årsag til en dommedagsdebat, som gik hen over landet i de fleste medier. Den begyndte med et lille ”måske”, hvor jeg svarede på spørgsmålet, om klimaforandringerne kunne være tegn på de sidste tider og på, at dommedag var nær. Måske, svarede jeg.
Det kunne jeg ikke afvise, al den stund at ingen jo kender dagen og timen for Herrens genkomst. Dette lille ”måske” blev debatteret og problematiseret. Mange mente, at det var for meget, at en biskop kunne finde på at sige noget så vovet som, at han ikke ville afvise, at vi befandt os i de sidste tider, og at dommedag og Jesu genkomst kunne være nær. Præster, universitetsteologer, ateister, journalister, vejrprofeter og en enkelt pavelig nuntius afviste det hver på sin måde.
Når det skabte en sådan middelstor mediestorm, kan det måske skyldes, at vi i kirken alt for sjældent taler om dommedag, Jesu genkomst og de sidste tider. Vi bliver forlegne og mangler ord og tør derfor heller ikke nævne dét, som mange frygter, nemlig verdens undergang.
Hvis man vil høre om det, må man gå andre steder hen. For eksempel på Folkeuniversitetet, som til efteråret har en foredragsrække under overskriften ”Verdens undergang”. Her vover forskellige filosoffer frimodigt at tage emnet op.
I omtalen af foredragene kan man læse denne tankevækkende indledning: ”Svindende ozonlag, stigende vandstand, overbefolkning, flygtningestrømme, terrorisme, nye krigsformer, muterende bakterier, ukontrollerbare epidemier (“), der er grunde nok til at formode, at vores gamle verden ikke kommer til at bestå. Hvorfor skulle mennesket som eneste art også være sikret evigt liv her på planeten? Og fører de mange forsøg på at frelse verden, med deres ideologi om bæredygtighed og dertil hørende restriktioner og forbud, til andet end ny moralisme og puritanisme? Hvad hvis vi prøver at tænke den tanke til ende, at menneskehedens, og altså ikke bare det enkelte menneskes, dage er talte? Er det en tanke, vi overhovedet kan rumme?”.
Man skulle ellers synes, at kirken - som har Gudsriget og det gyldne håb for øje - måtte være bedre og friere til at se verdens undergang i øjnene end så mange andre. Men man skal åbenbart til filosofferne for at møde dette mod.
DEN 8. NOVEMBER 2015 HAVDE en amerikansk forsker, Timothy Morton, ligeledes en modig kronik i Politiken under overskriften: ”Vi er ved at vågne op midt i et mareridt”.
Timothy Morton beskæftiger sig med feltet mellem filosofi og økologi og hævder, at bombardementet med informationer om klimaforandringer og den globale krise ikke hjælper os med at bruge vores økologiske viden. Tværtimod skygger det for handling, siger han.
Og så har han et overraskende forslag og kontroversielt synspunkt: ”Stå ikke der som et dådyr fanget i lyset fra en bils forlygter og vent på en katastrofe, der allerede er indtruffet. Vi er allerede døde - sikke en lettelse. Der er ingen grund til at være bange. Det er allerede sket. Vi er virkelig midt i et mareridt: Der er ingen grund til at tjekke længere. Hold op med at stå og vride dine hænder. Smil lidt. Så måske vil du være i stand til at græde for alvor.”
Set i et kristent perspektiv kan man netop tale om, at katastrofen er sket. Vi lever i tiden efter syndefaldet. Denne verden er falden og bliver ikke bare bedre og bedre, sådan som vi bilder os ind.
Den skal forgå. Det er dette umiddelbart meget lidt optimistiske budskab, som Jesus forkynder for sine disciple. ”For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv (“). Himmel og jord skal forgå!”. (Matt. 24, 7-8 og 35).
Det er fremtidsudsigten. Og hvad opfordrer Jesus os så til at gøre? Kort sagt: til ikke at lade os skræmme. Vi skal løfte hovederne, våge, bede, håbe og holde ud. Eller som det hedder i Judasbrevet, vers 21: ”Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.”
Det er det, som er kristnes og kristendommens vigtige bidrag til verden: Lad være med at gå til i magtesløshed, mismod, frygt og desperation og stå som et dådyr fanget i lyset. Lad være med at tro på, at alting afhænger af dig og din indsats. Du skal ikke redde verden fra katastrofen. Den er allerede indtruffet.
Men der er Gud ske lov sket endnu mere. Der er tændt et håb i verden om en ny himmel og en ny jord. Der venter en forløsning. Dagen er nær, og lyset er kommet. Ikke lyset fra truende billygter, men lyset fra det rige, som skal komme, og som gør, at vi kan se, leve og holde ud - også der, hvor alt håb er ude.
Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falsters Stift
